FóragtFóragt, no. forsæt; bæres waben i lagit met beradhen rad oc foracht (1441). D. Mag. 3. R. I. 105; hwosom stinger øyne vdh vdi wredhe eller met foracht (1443). Kbhvns. Dipl. I. 177; manghe kænneswæne sancketh han thær oc arbeythe i syn heligh forakth oc then heligh skrifftz omsættelsæ. Brandt. 235.20; Suhm, Saml. I. 1. 32; propositum, for acth. Vocab. 1514; Chr. Pedersen. I. 136, 359; Rosenv., Gl. L. V. 239, 510; ingen synd met foracth at giøre. P. Eliesen. 20; thersom ther vor nogit urett eblant, tha vor thet aff hans vonuittighet oc icke aff hans foragtt (1552). Rosenv., Gl. D. I. 200; afhugger nogen forsætligvis eller af foragt anden mands næse. Chr. V. D. L. 6-7-1. Smlgn. Schlyter: forakt; Rietz: förakt.For(e)agte, go.
1) have til hensigt, tilstræbe; her Sten forachter at komme nw nedher tiil Calmarn (1497). D. Mag. 3. R. II. 21; snyllelich foreachtendis swo wel Roskilde stadz ok syne tro borgheris nytte som høffweskhet. Rosenv., Gl. L. V. 183 (= lat. aduertens. sst. V. 182). – tm. forsætlig; then the goede herrers begeeringe var een ret forrackt aarsag och forhaling at forholde boede oss, och at ret schick schulde icke snart fange syn gang (1530). D. Mag. I. 93.
2) vænte? haffue wii wor bud hoss Ferdinandis oc forachter hannom nw snarligen igen. Allen, Aktstk. 164. Der synes at skulle læses forvagte, se d. o.For(e)agte, go.
1). Det af D. Mag. I. 93 anførte prøvested må udgå, da der efter Prædikanter(ne)s Gensvar. 33 skal læses: fortackt.For(e)agte, go., 1), se I.* 61 a.
2); rettelsen unødv., jf uforagtet.Foragte, go. (fsv forakta, mnt vorachten) i nuv. bet.; HWR 166 (ovf. I. 510 a12); VdS fort 10 (ovf. I. 368 a11); Hex 190 (ovf. III. 465 b8); RFII 224 (ovf. I. 437 a14). – vise ringeagt; PE 65 (ovf. IV. 181 a17). – tm.; infimus homo, et foragt menniske. Steph I. 70 a; aldrig kand Gvd bedre giøre de ting foract. BT II. 12. Jf foragtest; livforagt, uforagtet.