FranfaldeFra(n)falde, go. 1) falde af, f. fra; en part seiglene frafaldne oc i andre maader aldelis fordervede (1584). D. Mag. VI. 68; hand undertuang de Saxer igien, som vaare franfaldne. Hvitf. I. 13; bisperne, som frafulde hannem oc forbunde sig med den vnge hertug Henrich. Lyschand. 486; krigs folcket vare frafalden hannem til hertug Johan. P. Resen. 205. 2) falde fra, dø; saa tilige kongen frafalt, at sammens komme oc ens vorde om en herre oc konge. Hvitf. V. 82; de forplicte dennem oc til lydighed, troskab oc bistand at giøre dronning Dorethe, om hendis herre dennem frafald. sst. V. 93; hafuer der paa landet weret nogle aards misvæxt, tilmed och deres fæmon forleden aar dennem frafalden (1671). N. D. Mag. II. 287. Smlgn. Schlyter: fra falla. 3) erklære for ugyldig, ikke give medhold; thersom the om Anne Stangs och hindis metfølgers winde nogett haffde dømpt udi saa maade, att the icke kunde haffue wist thierris windnissbyrd at følge, men thett franfaldett, underdømptt och magtheløess sagtt (1591). Rosenv., Gl. D. IV. 287; hvorudi de gode herrer ... mig ikke kunde frafalde. A. Larsen, Optegnelser. 28. Smlgn. affalde.Fra(n)falde, go. Jf aff. se i sammenhæng Vis mere +