GemmeGem(me), gøm(me), no. 1) agt, opmærksomhed, omhu; meer dugde meg til hymmerigis løn min hiertes vaktelig gømmæ. H. Suso. 140.4; om ieg holder mijn bog reen, oc henne bewar for ijldt oc wandt met stor wogt oc gemme. P. Eliesen. 279. – – især i forb. give (i) g. ɔ: give agt på, drage omsorg for; herre Jwan sadh al qwer och thawde och gaff ey giøm ath hwad hwn saude. Romant. Digtn. I. 68; her Ywan gaff thess icke gøm. sst. II. 196; han wordher thz war, ho thz giffuer gem. Rimkr. b 3v, c 2, e 1v, e 2, i 2 (iegh hade ther ey gøme aff. sst. d 2v). Brandt. 300.20; Hr. Michael. 53 (thessæ ord sæt i thynæ gømæ. sst. 79); hertugen gaff ingen giem eller act paa denne vise. Vedel, Saxo. 278; det seer en achabit oc gir det ingen giemme. Hexaem. 76. – før ieg det gaff i giemme, bleff ieg forlat. Psalmedigtn. I. 234 a; giff dette i giem. Ranch. 30, 38; alle daa sad dy stolte iumfruer, gaff thett dog lidett y-gyem. Grundtv., Folkev. II. 6 b; III. 655 b. Smlgn. isl. gefa gaum. 2) varetægt, bevogtning, værn, iagttagelse; egdoms wedersigelse ligerwis swa som kyskhetz geme ær swaa saare tilbundhen munke regel. Brandt. 150.25; Hr. Michael. 33; bewarende herrens gøme. Gl. D. Bib. 3. Msb. 8.35 (1550: vact; Vulgata: custodias); sst. 1. Msb. 39.22; Mandev. Rejse. 32.6; the gotze skule til troeræ hand settis dagh ok aar under een borgheris ghøme. Rosenv., Gl. L. V. 179, 134; sæt forti gøme til grauen, at hans discipell kome ey lænlic oc stiæle hannum burt. Hell. Kvinder. 19.2; brugis the (ɔ: skikke) for eett gæmme oc een forwaring mod synd. P. Eliesen. 501; Psalmedigtn. I. 304 a. – huore som the finnæ thet øll, ther got er, at the settæ ther sodane giømme hoss, at thet ey forarghes aff noger mantz wegnæ. D. Mag. 3. R. I. 107 (her måske nærmest et segl el. mærke); dend, som har folck oc land oc meget i sin giemme. Gerner, Ilias. b 4 (= sit g. Gerner, Epit. Philol. 86). 3) gemme; de fand samme breff udi Erich Christoffersens egenn geme oc vere, ther hand vor dødtt (1554). Rosenv., Gl. D. I. 235; onde gemme gjøre snare tyve. P. Syv. I. 151. Smlgn. æ. sv. göm og göma, se Rydqvist. VI. 172-173 og Schlyter.Gem(me), no. 2) med g., se med gløm ndf. 3); troen har sin giemme i brystet, men ved bekiendelsen bliver den som et hovet-smykke. HenrW II. 60; ieg haffwer laded eder see alt ded, ieg haffwer i miine giemme. Jm 209. – i min g. ɔ: i mit eje; bogen er endnu i min giemme. Jm 205. Jf al-, himmel-, hjarte-, kælder-, vang.Gemme (gømme), go. 1) vogte, bevare, overholde; hun gømær manz minnæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 9.3; Romant. Digtn. II. 140; thog herræ Gudh mannæn ok sattæ hannom i lusteligheetz paradiis, at han skulde gøræ ok gømæ thet. Gl. D. Bib. 1. Msb. 2.15 (1550: beuare); H. Suso. 28.28; han var glømen oc vilde ey gøme Vorherræs lagh. Hell. Kvinder. 26.13; Suhm, Saml. I. 1. 10; saa skullæ i gømæ ether daglyghæ liffneth. Brandt. 284.1; i skulæ gømæ ether for gamelt nøthæ køth. sst. 284.13; han vor først een fatik mand oc giømdæ asnæ. Mandev. Rejse. 67.19; Geh. Ark. årsb. II. 27; Hr. Michael. 128; then helligand tha giøme them baade. De 15 Tegn f. Dommed. d 4v; hwo som gømer min lerdom, han skall icke forsøge den ewige død. Chr. Pedersen. I. 321 (= gemer. sst. I. 319 = Joh. 8.52; Chr. Pedersen: beuarer; 1550: holder); ther stod en drengh oc gemde faar. sst. V. 443.29; Lud. de sto. Kanuto. v. 285; P. Eliesen. 268; Rosenv., Gl. L. V. 130; (1575). Rosenv., Gl. D. III. 271; dend skal helst ret gemme, der andre skal tvinge til at gjøre ret. P. Syv. II. 65. 2) gemme, opbevare; om gømsællæ (overskr.), i texten: hwa som fangær annæn man nakær thing at gømæ. Univers. Jub. Samf. Bland. I. 157; then minzst løn, som hannom ær gømpt i hymmerige. H. Suso. 100.33; hwad som manneligh gørs, bliffuer snarth mz allæ forglømth, wthen thz wordher i scriffthen gømth. Rimkr. e 2. 3) skjule; hon gømde hannom tree manedhe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 2.2 (1550: skiulte; Vulgata: abscondit): Moyses gømdhe sit antladh, fforty han tordhe ikke see moth herræn. sst. 2. Msb. 3.6 (1550: skiulte); hadde alle mwnke giømth segh for hannum. Romant. Digtn. III. 181.25 = hagde skiult. Chr. Pedersen. V. 124.9. 4) g. ad ɔ: give agt på, se på; her Ywan gørlæ at henne gømde. Romant. Digtn. II. 140; soa innerlige hun at hannum gømde, ath hun sin tuct ther mæt forglømde. sst. II. 172. Smlgn. Lund: gømæ, isl. geyma.Gemme, go. Jf for-, he(de)n-, igeng., ind-, overgemt.Gemmesne, no. frostsne. Moth. Gemmetårn, no. fangetårn; custodia, fengsel, fangetorn, giemmetorn. Colding, Etymol. 283. Gemmeøl, no. martsøl. Moth.Gemmelse (gømmelse), no. 1) bevogtning, forvaring; at holde biscop Karll vti swadanne forwaring, at han schal hwercken komme til schade forskreffne herre Christiern eller Norgis riighe for then wor forwaring oc giømelssis skyld (1508). D. Mag. IV. 188. 2) opbevaring; vy icke sette thet (ɔ: brødet og vinen) op til giemmelse for nogen høytiid eller tilbedelse. Tavsen. 128 (måske ordet her betyder dyrkelse); karig at vdskiffte oc fryctactig i gemmelsen. Herm. Weigere. 249. 3) gemme, gemmested; chartofilatium (ɔ: -fylacium), gemmelse eller skryn. Vocab. 1514.Gemmelse, no. 1); hauer jæch taghet thet gotz vnder myn ghømels (1445). KD II. 78. Jf vang.Gemmere (gømmere), no. vogter; ænglæ, thær mænnæskæ er giuen til gømæræ aff Gud. Lucid. 55; ikke ær jæk myn broders gømere. Gl. D. Bib. 1. Msb. 4.9; H. Suso. 71.19; Mandev. Rejse. 215.10; om nogen hilser sijn hellige engill, som Gudt hanwm giffuett haffuer for een gemmere. P. Eliesen. 267; bierne suerme vden nogen giemmere. Hvitf. I. 8; IV. 263; hand vaar en gemmere oc foruarere offuer den hellige ild. Lyschand. 21. Smlgn. Lund: gømær og fange-, folde-, skov-, vanggemmer samt gemner ndf.Gemmere, no. Jf brev-, kirke-, klæde(r)-, korn-, port-, rådstue-, sjæle-, skat-, stavn-, tårng.Gemmerske, no. en kvinde, der har noget under sin varetægt; Hulda, prophetisse, klædernis gemmerske. 2. Kg. 22.14 (1550; 1607: som foruarede klæderne).Gømsel, no. = gemmelse 1). Se u. gemme 2). Smlgn. Lund: gømslæ.Gømsel, no.; som befaler meg i thine bønes serdiels giømsel. AM 420 (8°) 102.Gemsom, to. 1) omhyggelig for at gemme. Moth. 2) med en god hukommelse. Moth. Smlgn. ugemsom.Gemsom, to. 1); gid, vi ikkun med bruden være giemsomme. HenrW II. 47.Gembælteleg, no. i nuv. bet.; se dåre, no. 3). Jf FeilbO: bælte 2). Gem(me)frugt, no. i nuv. bet.; poma duracina, giemfruct. Etym 343; – Dict (ovf. u. fagle, no.); i det have vi den varigste giemme - frugt. HenrW II. 47.Gemmehul, no.; hul at gemme sig i; et nisse-boolig og et gienfærds giemme-hul. Wiel XII. 529.Gempære, no. holdbar pære (vinterp.); Dict (= pyrum amerinum).Gem(me)æble, no. i nuv. bet.; mala stabilia, giemeble. Etym 1233-4; – FD 81 A (ovf. II. 625 a47). Vis mere +
GemmeGemme (gømme), go. 1) vogte, bevare, overholde; hun gømær manz minnæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 9.3; Romant. Digtn. II. 140; thog herræ Gudh mannæn ok sattæ hannom i lusteligheetz paradiis, at han skulde gøræ ok gømæ thet. Gl. D. Bib. 1. Msb. 2.15 (1550: beuare); H. Suso. 28.28; han var glømen oc vilde ey gøme Vorherræs lagh. Hell. Kvinder. 26.13; Suhm, Saml. I. 1. 10; saa skullæ i gømæ ether daglyghæ liffneth. Brandt. 284.1; i skulæ gømæ ether for gamelt nøthæ køth. sst. 284.13; han vor først een fatik mand oc giømdæ asnæ. Mandev. Rejse. 67.19; Geh. Ark. årsb. II. 27; Hr. Michael. 128; then helligand tha giøme them baade. De 15 Tegn f. Dommed. d 4v; hwo som gømer min lerdom, han skall icke forsøge den ewige død. Chr. Pedersen. I. 321 (= gemer. sst. I. 319 = Joh. 8.52; Chr. Pedersen: beuarer; 1550: holder); ther stod en drengh oc gemde faar. sst. V. 443.29; Lud. de sto. Kanuto. v. 285; P. Eliesen. 268; Rosenv., Gl. L. V. 130; (1575). Rosenv., Gl. D. III. 271; dend skal helst ret gemme, der andre skal tvinge til at gjøre ret. P. Syv. II. 65. 2) gemme, opbevare; om gømsællæ (overskr.), i texten: hwa som fangær annæn man nakær thing at gømæ. Univers. Jub. Samf. Bland. I. 157; then minzst løn, som hannom ær gømpt i hymmerige. H. Suso. 100.33; hwad som manneligh gørs, bliffuer snarth mz allæ forglømth, wthen thz wordher i scriffthen gømth. Rimkr. e 2. 3) skjule; hon gømde hannom tree manedhe. Gl. D. Bib. 2. Msb. 2.2 (1550: skiulte; Vulgata: abscondit): Moyses gømdhe sit antladh, fforty han tordhe ikke see moth herræn. sst. 2. Msb. 3.6 (1550: skiulte); hadde alle mwnke giømth segh for hannum. Romant. Digtn. III. 181.25 = hagde skiult. Chr. Pedersen. V. 124.9. 4) g. ad ɔ: give agt på, se på; her Ywan gørlæ at henne gømde. Romant. Digtn. II. 140; soa innerlige hun at hannum gømde, ath hun sin tuct ther mæt forglømde. sst. II. 172. Smlgn. Lund: gømæ, isl. geyma.Gemme, go. Jf for-, he(de)n-, igeng., ind-, overgemt.se i sammenhæng Vis mere +