GlædskabGlædskab, no. 1) glæde, lystighed; ey ær nogen sandh friiheth eller godh gledhskab wdhen i gudz rætzel. Kristi Efterfølg. 35.10; met huræ stor glædscap ether andle synes at wære owergudhen. H. Suso. 83.22; all gletskaff wor ther borthe. Rimkr. h 2v; Rosenv., Gl. L. IV. 61; P. Eliesen. 388; tiener Herren met glæde, kommer faar hans ansict met glædskaff. Ps. 100.2; huor slig wtucttig dantz oc glædskaff staar. Herm. Weigere. 143 ir.; Vedel, Saxo. 113; forøge de (ɔ: viserne) hans glædskaff vdi ærlige gestebud oc samquem. Vedel, Viser. fort. a 7; (1611). D. Mag. I. 277; hilaritas, lystighed och glædskab. Colding, Etymol. 562; Nucleus latinit. 595; Bording. I. 135, II. 35; der mand nu best i glædskab sad. Kingo, Psalmeb. 232; biud din ven oc ey din fiende til dit glædskabs giæstebud. Gerner, Hesiodus. 78. 2) fest, gilde; som de pleyede huert aar at gøre i deris største høytid oc gledskaff. Chr. Pedersen. V. 257.23; vdi al samkom oc glædskab skal mand vocte oc vare sig for suæren, banden oc bagtalen. Pallad., Visitatsb. 140.24; folcket gick at æde oc dricke oc giorde it stort glædskaff. Neh. 8.12 (1550, 1647).se i sammenhæng Vis mere +