HedenføreHe(de)nføre, go. 1) føre hen (bort); bleff Juda henført til Babilon. Pallad., S. Ped. Skib. d 5; landsknecten hemmelig henførde hannem paa en insel. Hvitf. I. pp 1; hedenførde. sst. VIII. 20; aveho, henfører frafører. Colding, Etymol. 1395; Steph, Nomencl. II. 154; Nucleus latinit. 1992; paa Bremerholm at hedenføriss (1636). Hübertz, Aktstk. om århus. II. 200; du som det stoore haf henførde viidt af leede. Hexaem. 86; Bording. II. 311; hans moder bleff befalet at skulde henføris til Upsal. P. Resen. 207. 2) overføre; offuerlegge de at ville hedenføre riget til en anden. Hvitf. I. 190. 3) tilføje; partickler oc synderlige ord enten som hednføres til noget eller som sammenføye noget. H. P. Resen, Logices Beg. c 2. 4) tilbringe; han har ej ørckeløss henført sin aar oc tijd. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. II. He(de)nføre, go. 1) – føre, drive; ved kiødsens lyst til syndige gierninger henføris. Brochm II. 413 a. – bringe, rette; at alting til eenfoldighed oc den christelige ingetogenhed kunde henføres (1679). KhS5 V. 412. – rykke; dem med hvirrel-blæst henfører op fra rode. Raun 17. 2); hand sønnernis modtuillige misshandling wille henføre paa fadern (1588). DM4 I. 363; skal den wforladelige synd henføris paa dem, som icke komme til troen. Melanchthon, Loci v ålborg 495; KH ttbl (ovf. I. 762 a24). 3); nogle faa stæder vil ieg opregne, til huilcke de andre skulle hedenføris. Melanchthon, Loci v ålborg 235. 4); Melanchthon, Loci 219 (ovf. V. 216 a49). Henførelse, go. bortførelse; friste oc forsøge alt ont aff deris (ɔ: Tyrkernes) neruerelse, offuerfald oc henførelse. Pallad., Hosedjævel. e 2.Henførelse, no. – overførelse; som redt medt til MV-z ligs henførelsse (1622). DS2 VI. 17. Vis mere +