HelbregdeHelbre(g)d(e), no. helbred, sundhed; thesliges skulle wij engen owerwold gøre vpa liiff, helbregde eller gotz (1483). Geh. Ark. årsb. II. 50; dem mere til døden end til helbreide. H. Smith, Vrtegaardt. 1546. a 5 (udg. 1577: helbrede). – helbredhe. Brandt. 236 10; fly hanom siitt helbrede igienn (1549). D. Mag. 3. R. I. 323; jeg stoed op igien oc kom til min helbrede. B. Tott. III. 176. Smlgn. Fritzner: heilbrigƀi; æ. sv. helbrigde, se Ihre, Gloss. I. 845; Rydqvist. VI. 184: helbrygdha.Helbre(g)d(e), no. – helbredelse; RsH d 4v (ovf. V. 163 b7).se i sammenhæng Vis mere +
HelbregdHelbre(g)d, to. sund, rask; jæk heell oc heelbreydhe til æyner oc skøter (1407). Molb. o. Peters. 311; minz thettæ altid, tha thu ær vng, helbregd og stærk. H. Suso. 145.12; tha saghde han, ær han ey hielbregdhe; the sagdhe, han ær karsk ok stærk. Gl. D. Bib. 1. Msb. 29.6; som helberydh æræ. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 149; P. Lolle. nr. 989; saluus, helbrede. Vocab. 1514; Turson, Vocab. 180; Rosenv., Gl. L. IV. 25; ingen er saa siug, hand kand giøre hannem helbrede. Tidemand, Sjæl. Urtegd. e 4; (1558). T. Becker, Herl. Trolle. 32; vdi all deris flode bleff ey befunden en leffuendis eller helbrede mand. Vedel, Saxo. 254. Smlgn. Fritzner: heilbrigƀr. Helbre(g)d, to. – medførende sundhed; haffuer prinssen icke hafft reet en godh helbredhe dagh. Allen 196. Jf nuv. en rask d. se i sammenhæng Vis mere +