HemmelstHem(m)el(st), to. (3 g.) fortroligst; hans kompane soghe, thet han dwaldee soa lengee ther inne ... thaa gik en aff thom, thær hannum var hemælst. Hell. Kvinder. 77.33. Smlgn. æ. sv. hemol, se Rietz. 252 u. hemlig og hemmelig ndf.Hemmelshus, no. vandhus; som icke jnnen ith halfft aar her effther haffuer bygd vppaa steen ith hemmels hwss vdi siin gard (1492). Geh. Ark. årsb. V. 80; ingenn maa bygge hemels huse sin nabo altoner. N. D. Mag. II. 263. Smlgn. isl. heimilishús.Hemmelig, to.
1) fortrolig, nærstående; lodh han kallæ til seg jen købman, hanum war hiemmelig. Romant. Digtn. I. 296; swa wordher han sin skabere swa møgheth hemmeligere, hwor møgheth han borthdrager sigh aff werdhens buldher. Kristi Efterfølg. 33.24-25 (= l. tanto familiarior). Smlgn. isl. heimiligr; Rietz: hemlig; Sch. u. L. 237.10-22.
2) uduelig; hemmeligh herre haffwer fortrwdnæ svænæ. P. Lolle. nr. 482, 1112 (= l. ignavus rector, improbus heros). Jvfr. Reuterdahl, Gl. Ordspråk. nr. 421: hemelikan herra; sst. 1037: hemel herre. Smlgn. Aasen: heimalen; hemsk ndf. og nuv. hjemfødning.
3) hemmelig; haffde werit thennom emellom it himmeligt had. Luk. 23.12; haffde megen løst til hiemmelig oc forborgede sager. Lyschand. 130; effter hiemmelig paamindelse oc skriftemaal (1643). Rosenv., Gl. L IV. 362; hemeligt. Herm. Weigere. 91v. – h. hus (sted) = hemmelshus; ængen man ma haue sit hemeligh hws nærmeer bystrædet æn en alne oc ængti flud til bystrædit (1443). Kbhvns. Dipl. I. 174; paa veyen fick hand bugured oc gick ind paa en himmelig sted ... da kom der bud, at hand vaar død paa preuetet. Tidemand, Post. II. 53; haffve seet hannem gaa bort paa en hemelig sted oc vere falden ned igiennem hullet. Vedel, Saxo. 57 (= in cloacam. P. E. Müllers udg. 144); herr Steen Christensøn slo en borger wredeligen ihiel vdi it hemmeligt hus. Hvitf. VI. 35. Smlgn. Schlyter: hemeliker. – h. stol ɔ: natstol; sella familiaris, hiemmelig stoll. Colding, Etymol. 396; latrina, hemmelig sted, privet. Steph., Nomencl. I. 191 (i ordlisten sst.: hemmelighed). – h. lem (sted) ɔ: kønsdel; genitale, hemelig lem paa mand eller quinde. Colding, Etymol. 518; haffde hun før søgt hoss mig paa himmelige stæder effter breffue, da bleff hun siden aff balberere meget befølt, efftersom hun haffde byller paa himmelige steder. Jammersm. 17, 38. Smlgn. Rydqvist. VI. 186: hemeliker. – Som bio.; mo iech thet hiemmeligh aff thik spøre. Romant. Digtn. I. 11; hemelig. sst. II. 297; om nogen hiemmeligen eller aabenbare wille handle heremodt (1536). Rosenv., Gl. L. IV. 163; den suenske agent er hiemmeligens bordtdragen. Chr. IV., Breve. I. 155. – se h. ɔ: se kønsdelene; tøm skamædæs ey meræ at see huer annæn hemeligh, æn vi skamæs nw vedher at se huer andæns hender. Lucid. 28. Smlgn. Ihre, Gloss. I. 853–54; Grimm, Wb. heimlich 3 c β, 4 a og lønlig ndf.Hemmelig, to.
1); Kemp 1315 (ovf. III. 80 a39 = l familiaris).
3); de saar, som ere paa den hemmelige sted. FD 364 D. Jf ovf. II. 885 b47. – Som bio.; sendte wed hannem en bønnebog oc ded himmelig. Jm 101, 206 not 2).Hemmelighed, no.
1) i nuv. bet. ik.; det gudelige hemmelighed er stor. 1. Tim. 3.16 (1550; 1589: den); all verden at opliuse om det dybe hemmelighed. Psalmedigtn. I. 326 b. Se også u. bet. 2).
2) = hemmelig hus; hwa som wil lighæ (ɔ: bighæ) swinæstigh ællær heemlighet, tha scal han ækki bygiæs nærmer gaden. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 160; myrde hun samme foster oc kaste det neder i eth hemmelighed. Chr. Pedersen. II. 43; V. 327.6; Kanc. Brevb. (1551- 1555). 109; (1555). Chr. III. Hist. II. 258; (1568). Hist. Tdskr. 3 R. II. 650; (1588). D. Saml. V. 180; fandtes der en død karl standendis paa sit hoved udi et hemmelighed. D. Mag. 3. R. III. 90; hand falt vdi en hemmelighed oc døde. Hvitf. I. 217; ingen, som pokker eller andre onde saar haver, skal komme paa hemmeligheden (1611). D. Mag. I. 215; Chr. IV. Breve. I. 474. Smlgn. Sch. u. L. II. 237.15-54.
3) = hemmelig lem; en mands hemmelighed vnder vdgraffuen. Hvitf. I. b 1v = it menniskis naturlige lem. sst. I. b 2; nogle setter mand paa pæle, som stinges igiennem deris hemmelighed. B. Tott. II. 284 (= l. per obscoena. ed. Bip. I. 204). Smlgn. Grimm, Wb.: heimlichkeit 3) og lønlighed ndf.Hemmelighed, no.
1); sætte hannem til en apostel oc sit hemmeligheds vddeelere. Hvasz bb 5. – fk.; HS 566 (ovf. V. 52 b41); den hemmelighed. Kol 126 (1550, 1647); – randsage saa dybt vdi Guds hiemmelighed. Cold rrrr 1 (mulig flt., se ndf.). – flt.; the hiemelighed. Matt 1335 (1524); aff stolthed oc forvedenhed søge de fliteligen effter mine hemmelighed. Kemp* 232.
4) (fsv hemelikhet) fortrolighed; kærligheth skal man haffue til alle, men ey hemmeligheth. Kemp 1317, 1 (= l familiaritas).