HjælpeH(j)ælpe, go.; nut.: suppedito, ieg vndsetter, helper. Turson, Vocab. 251. – dat.: ther megh halp borth. Romant. Digtn. I. 14; them halpe ey torne. sst. I. 16; nm.: hielpe. sst. II. 144; siden halp han Angul brodher syn. Rimkr. a 3v, b 1; the hwlpe fast ther thyl. sst. e 6v; halp han dem met brød. 1 Msb. 47.17; som hannem stedze halp. Herm. Weigere. 93v; hans vise ord hulpe hannem inted nu. sst. 81; bleffue naagen hulpen, der vaare siuger. sst. 50; nut.: hielpis. sst. 266v, hiulpne sst. – hende hiulp huercken sin onde natur. Vedel, Saxo. 11; hiulpe. sst. 359. – flt.: i allæ nødæ hulpe i fyrst. De 15 Tegn. f. Dommed. b 1; i hulp' oc meget her til. Ranch. 17; de hiulpe hin anden indbyrdis. B. Tott. I. 14; hiulpet. sst. I. 60. – f. m.: hwad hulpe det oss, att wii lenge leffuede. Chr. Pedersen. IV. 479.12; sst. 1 Kor. 13.3; hiulpe. P. Smed. a 4v; at hand da hiulpe at affuerge saadan forgifft. H. Smid, Lægebog. IV. a 5; hiulpen. sst. IV. a 4v; eller hand hulpe mig strax igen. Tidemand, Post. I. 149v. – tm.: then wordher wel hwlppen, Gwdh wil hiælpe. P. Lolle. nr. 419; ieg er hwlpen. Ps. 28.7 (Fr. Vormords., 1550; 1607: hiulpen); D. Skuesp. 111; der som den gode Gud icke haffde hulpet oss. Tidemand, Sjæl. Urtegd. t 4; Gud vnderligen haffuer hulpet hannem til riget. Hvitf. II. 50. – hiulpede. Vedel, Pavekrøn. 15v. – nm. hielpe. Hell. Kvinder. 86.1. Smlgn. Rydqvist. VI. 187. – med genst. og hensynsbet.; siiddhe retthertyng oc hielpe huer mandt log oc rætt (1533). N. D. Mag. II. 208, V. 224. Smlgn. be-, for-, framhjælpe ovf.H(j)ælpe, go. (isl hjalpa, fsv hiälpa) – dat.; der til hiulp oss den menige mand. VdP 83v; – hialp. Festskr t Wimmer 188; PG 277. – tm.; TVd a 4 (ovf. III. 566 a15). – til s 340 b37; (1516). Suhm* II. 1. 157; (1558). Rsv* IV. 253; – om noger køber lest kull och ey vill hielpe syn brodher een tønne eller two theraff (1469). NyrS II. 165. – istandsætte; Rsv* V. 503 (ovf. I. 824 b14); at vi kunde lade hielpe stegersit paa slottet (1559). PO 263. – h. Gud (sv Gud hielpe) ønske til nysende; sternutantibus salve dicebatur, Christ signe, hielp Gud. Etym 1103. – som udråb; hielp Gud! hvad hæslighed og synd var her at skue. Thrane 20. – h. fra brød ɔ: gøre uskikket til arbejde (slå ihjel?); hver kierling med et rockestød vild' hielpe ham fra brød. Thrane 32; – den kunde med eet stød slaae to pedeller om og hielpe dem fra brød. Holb, Ped Pårs B 1 S 2 (Liebenb udg 58). Jf brød 5) (V. 148 a9). – h. sig (sv hjelpa sig) a) lade sig nøje; hver skal med en visse vegt af sølvkar hielpe sig. AB II. 233. – b) holde sig (undvære istandsættelse); (1627). DS VI. 371 (ovf. u. flux, bio. 2)). – tm. (fsv holpen) velstillet, velhavende; HemmE 40 (ovf. V. 467 b27); formuende oc hiulpne folck. Bernts I. 117. Jf af-, bort-, fort-, fra-, ned-, op-, tilfor-, til-, udh.se i sammenhæng Vis mere +