HobHob, no.
1) i nuv. bet. hank.; du haffuer io seet al denne store hob, ieg vil giffue hannem i din haand. 1 Kg. 20.13 (1550, 1607); – ik.; thett hob kryszfolck. (1543). Geh. Ark. årsb. IV. 246; huem er fremest i haabet i dag. Grundtv., Folkev. I. 149 a; et grueligt stoer hob strandfugle. P. Resen. 280. Ordet er gennemgående hank. i Nord. o. Tysk. – flt.; der David saae disse hob. Hjøring, Leyres Politie. q 3v (jvfr. ndf.); hobe. sst. q 4v; Mark. 6.40.
2) del, afdeling; ær thet swa, at the tolf kundæ ækki samsæteligh fordraghæs, tha skal thæt bliwæ stathfast, thet, thæn meræ hob sygher mæth thæræ eth. Univ. Jub. Samf. Bland. I. 148; personer i denne comoedie ere i fire haab. Ranch. 24; huad discantpengene belange, dem haffuer jeg strax distribueret iblant dennom baade paa den store og lidle haab (1629). Khist. Saml. 4. R. III. 64. – Ordet synes også brugt om en bestemt hærafdeling; hvadt heller thett er helle eller halffve haabe, heller fenicher eller halffver fenicher. Chr. III. Hist. II. 545. Smlgn. forloren hob ovf. (u. forlore).
3) a) i h. ɔ: sammen; (løgn) henger ej længe i hob. P. Syv. I. 543; hvordan hænger det i hob. Moth. Smlgn. sv. i hop. – b) udi en h. ɔ: imellem hinanden; det vil bliffue suart at befatte historien rettelige, effterdi hun ligger saa vdi en hob. 2 Makk. 2.25 (Luther: auf einem haufen).
4) over (en) h. ɔ: hobevis, imellem hinanden; al almuen offuer hob giøre end nu til helligen rob. P. Smed. a 4v; turbo, tumler offuer en hob. Colding, Etymol. 1370. Smlgn. t. über einen haufen.
5) til h. ɔ: sammen; swebæ thet saa firekant thil hobæ. Brandt. 288.12; wi haffue baade i søn till hobe. Chr. Pedersen. I. 81, 90; haffuer du ey løbet mig til hobe som ost. Job. 10.10 (1550, 1647); wii sore oss tillhobe att icke vndfalle fra hueranden (1564). D. Mag. III. 248; de skulde om anden dagen komme til hobs. Vedel, Saxo. 424; tilhaabe. sst. 57; naar brødre boe tilhobe. 5. Msb. 25.5 (1607, 1647; 1550: hoss huer andre); det (ɔ: skib), som er vel fast byget oc føyet tilhobe. B. Tott. III. 169; steenene sloges tilhaabe. Kingo, Psalmeb. 379; Psalmedigtn. II. 60. Smlgn. nt. to hobe, se Sch. u. L. II. 297.23 flgd.Hob, no.
1) – flt.; TVd 27v (ovf. III. 242 b38); (1564). DM3 II. 82 (ovf. I.* 60 b3 = Wad I. 237). – 3 a); snee oc islag bindes i hoef. LyschG* 72.
5); – (1565). DM3 II. 84 (ovf. I.* 40 a u. bord 2)). – i et, uafbrudt; CP I. 273 (ovf. II. 36 a36); PlV 4426 (ovf. IV. 376 b27). Jf adel-, herre-, hval-, hvede-, medel- (III. 54 b36), myre-, sten-, storh. Hobestærk, to. talrig; synderne motte ickun bliffue flere, at de offuer maade kunde worde haabe stercke. Tavsen, De 5 Moseb. a 5v; i drager icke for hobesterck hen. Ranch. 65. Hobes, go. sammenstilles; med denne (ɔ: harpespilleren hos Erik Ejegod) hobis maa Arion nogenlunde. Hexaem. 193. Hobig, to. hobevis. Moth.Hobetal, no. – i h. ɔ: hobevis; Mark 639 (1607, ovf. V. 125 b1); KD II. 756 (ovf. II. 187 b40); (1685). DS2 VI. 213 (ovf. III. 318 a45); – en gang de Lacedæmonier vaare forsamlede i stor haabetal. Lauremberg, Acerra philol v Sanderssøn III. 13; udi store hobetal løbe i skofvene. FD 55 G.Hobevis, bio. i mængde; wandit, som aff stor regn haabeviis falder aff wit wdstaaende render (1651). KD III. 371.Hoben, no. (t haufen) = hob 1); en haaben halve ord hand med sit raadne liim os liimer slet til ret. Helt 180; – Holb, Introd I. 277; P Pårs B 3, S 1 (ovf. IV. 755 a37, 75 a33).