Hug | Kalkars Ordbog

Mente du:

6 resultater

HugHu(g), no.
1) – bære h. til ɔ: holde af; hand ey engang har drømmed om noget andet kald, men hue til dette bar (1702). DSt 1909 38. Jf ovf. V. 160 b20 f. – have i h. ɔ: huske, iagttage; RD I. 123 (ovf. IV. 388 a32 = sv hafuin ij hugha. Iv lejonr v 3543). – komme i h. c) ɔ: minde om; 4 Msb 515 (1607, ovf. V. 94 a10). – være i h. ɔ: have i sinde; Luc 62 (ovf. II. 818 b9). – med vred h. ɔ: som fjende; se ovf. IV. 913 b4 f. Jf kvinde-, mande-, menneskeh.Hukommelsebog, no. optegnelse; der bleff screffuen en hukommelsis bog for hans ansict. Mal 316 (1607, 1647, jf ovf. IV. 312 b17). Hukommelserim, no. rim til lettelse ved at huske; hukommelse-riim paa de urørlige fester. BrunsmK 114, 117. Hugsvalelig, to.
2) (fsv hughsvaleliker) trøstende, vederkvægende; (1531). KBb II. 34 (ovf. V. 170 b20).Hugsvalerinde, no. trøsterinde; hil Maria, alder mildeste hwgsualerinne. CP II. 405.Husvalerske, no. (fsv hughsvalirska) = frgd. o.; søde hwswalerske theres, som trængde æræ. T 553 131v.Hovsvalig, to. (fsv hughsvalugher) = hugsvalelig 2); thu wthracte then, thær myget grædinde var, thin housualigh hand. AM 420 (8°) 103.Hugsvalighed, no. vederkvægelse; somme hugsualighetz stæd, som ær greessgarden oc yrtægarden. Br 16019.Husvaling, no. trøst; huorledis du kandst bekomme den sidste husssvaling ofver dennem. HelvM II. 75.Huge, go. 1) – tm. Jf ræd-, små-, tvivl-, tveh. (IV. 496 b43).
5); nu hoffuer mig till. TK 56.
6); det kand hand hue paa sin alderdom. GHD I. 218.Hygge, no. (hyggelig, hyggelighed, hyggelse). Jf omh.

Rapportér et problem

HugHu(g) (hov), no.
1) hu, sind; myn hwg, han løber baadhæ hist och hijd. Hr. Michael. 171. – gaff iegh min vrolig hug radh, at hon skulle aflade aff ælskogh. H. Suso. 10.27; som kører hugen, at hon skal thess lætter thole thet, som hon lidher. sst. 101.6-7; 148.28-29. Isl. hugr er hank., men jvfr. bemærkn. ved bold ovf. – jac æffther myn beradhen hugh och goth wiliæ hafver saalt thenne gardh (1380). Molb. o. Peters. 7; hwæm ther iach ælste met full hugh. Hell. Kvinder. 80.25; schall enghen trenggis till at giffue mere, endt Gudh skywder hannom i hwge (1533). Hist. Tdskr. 4 R. III. 491; truer medt wredt hugh eller wergende hand (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 219 = houff. sst. IV. 265. – hannd vorte y hoffuen saa red. Grundtv., Folkev. III. 646 b; jeg meth myn fry vilie oc beraaden hoff hafwer skøth (1426). S. R. D. VI. 514; try aar ther effther mz gudelig hoff tha bygdæ han Soræ. Rimkr. n 2; D. Skuesp. 122; de wdi deres egen how oc hiærte bliffue beseglede. Tavsen, Post. sommerd. 72; sorg oc tancke sla aff din how, saa fanger du søffn, huile oc row. Bredal, Børne- spejl. 4.; Ranch. 40. – komme i h. ɔ: a) få i sinde; at them sculle komme i howe, at the sculde saa ønckeligh hantere thære gud. De 15 Tegn f. Dommed. c 2v. – b) huske; Pharao skal komme j hwghe thin thiænæstæ. Gl. D. Bib. 1 Msb. 40.13; hun kom dett gandsche well i houff, att iomfrue Christendtze bar hinde samme melck (1621). N. D. Mag. I. 380. Smlgn. ihukomme ndf.
2) mod; da falt faar hannem baade huff oc mod. Hvitf. VII. 76.
3) stå h. ɔ: have lyst til; quinderne i deris sind begierede oc stode hu at dennem. De 12 Patriark. Test. 1615. b 4. På Kbhvns. amt har jeg hørt: det var den eneste, han stod hu a(d). Smlgn. omhu(g) ndf.Hublød, to. fej. Moth. Smlgn. isl. hugblauƀr.Hublødhed, no. fejhed. Moth.Hovgræmmelse, no. ærgrelse; der de kunde intet andet giøre hannom till harm eller howgremmelse. Tavsen, Jesu passies hist. 45.Hovgræmmelse, no.; TSd 313 (ovf. IV. 674 b24). Hugkomme, go.
1) mindes; mand sine synder leede der ved hukomme kand. Hexaem. 212; at wi ey skuld' glemme det, men vel hukomme led fra led til verdens ende. Arrebo. II. 117; paa langfredag vi hukommer Christi haarde lidelse. Gerner, Hesiodus. 167; det, som er suurt at lide, er sødt at hukomme. P. Syv. I. 293. – tm. huskende (som ikke vil glemme); ieg hader en hukommen lavsbroder. P. Syv. I. 149; memor, hukommen. Nucleus latinit. 871.
2) bringe i erindring, omtale; lige som ræffuen her vdi hukommer, obenbarer oc scriffter prelaternis synder, men sine egne betecker han. Herm. Weigere. 163v. Smlgn. sv. hågkomma og ihukomme ndf.Hovkomme, no. minde, hukommelse; o. Christi brudæ, vælbyrdugæ och boldhe i mægh i howkommæ beholdhæ. Brandt. 275.31. Smlgn. isl. hugkvæmi. Hukommelig, to. huskende; memor, hukommelig. Turson, Vocab. 193. – Som bio. ved hukommelsen, uden ad; memoriter, hwkommelige. Vocab. 1514; hukommeligen, aff hukommelse, vdenadt. Colding, Etymol. 729. Hukommelig, to. Jf uh.Hugkommelse, no.
1) i nuv. bet.; størcker hiernen oc hugkommelsen. H. Smith, Vrtegaardt. 1546. 5 = hukommelsen. sammes Lægeb. VI. 2v.
2) minde, erindring; thet gøre i vti myn hugkommelse. Luk. 22.19 (1524; Chr. Pedersen: i min hwkommelse; 1550 og 1647: til min h.); thine bønner vpfore til en huffkommelse for Gud. Ap. G. 10.4 (1524; Chr. Pedersen: hugkommelse); deris hwkommelse skal glemmis po iorden. Ps. 109.15 (Chr. Pedersen; 1550: ihukommelse); Ps. 30.5 (Chr. Pedersen; 1607: ihukommelse); Christus sielff kaller henne (ɔ: messen) een hwgkommilse oc amyndilse. Biskopper- (ne)s Gensvar. ff 1; hwkommilsæ. sst. r 2; Prædikant. Gensvar. 8; till saadan en howkommelse haffuer han gifuet oss det samme sit sacrament. Tavsen, Jesu passies hist. 32v; fremfarne konger til ære och hwkommelse. Herm. Weigere. fort. 2; Vedel, Saxo. 13; Christi døds oc pinis en gudelig hukommelse. Hvitf. VIII. 148; hvor ved de meente deris hukommelse iblant efterkommerne at udbrede. B. Tott. I. b 1v; hans majestæts første og lyksalige ledings - tog til ævig hukommelse. Kingo, Chr. V. ttbl.; hand gav dem Guthers naun af sig, saa hans hukommelse de bær æuindelig. sst. anhang. b 4v.Hugkommelse, no.
1); th[en ther] wil liuffue, skal haffue en goedh ho[wkom]- melsæ. T 181 (= huk. PSO I. 182).
2) – med to. ɔ: i – minde; højlofflige hukommelse konning Friderich gaff gods. ålbJ 37v. Jf l piæ memoriæ o. lign., ihuk. ndf.Hugløs, to. modløs; sosom ien agherhøn gøres hugløss for døzens angest. H. Suso. 139.1. Smlgn. isl. huglauss.Hugro, go. glæde, trøste; det euige liffs glæde, som mennisken huroer sig ved. Vedel, Ligpr. o. Predbj. Podebusk. e 1; huor met trøste da oc huro sig disse plagede creatur. sst. f 1; denne sin allerkieriste hussfrue, som hand huroede sig ved. sammes Ligpr. o. Ingeb. Gyldenstjerne. d 3v. Smlgn. ro ndf.Hugro, no. glæde, tilfredsstillelse; hun er min huero. Grundtv., Folkev. V. 65 a; som alle tidsfordriv og hu - roe finge nok. Bording. II. 191; hevn er huro. P. Syv. I. 183. Smlgn. isl. hugró og ro ndf.Hugrædsel, no. frygt; tha finghe the megell hugh ræzel. Hell. Kvinder. 80.20.Huskift, no. sindsbevægelse, sindsstemning; affectio, motus animi, hiertelag, hwskifft. M. Pors, De nomencl. 215; Colding, Etymol. 780; Moth.Huskifte, no. ubestandighed; huskiffte, animus versatilis. Colding, Dict. Herlov.; Moth.Huskud, no. tanke, indskydelse; han (ɔ: Gud) lader seg tilsiune somme wdi ord, somme med aandelige howskud. Tavsen, Post. sommerd. 12; lader mere gielde deris egen huskud oc hastighed end gode raad. Vedel, Saxo. 46; at Gud vil bevare oss fra onde huskud oc raad. Passional. b 2; kommer Satan med en eller anden syndig huskud, fristelse eller forfængelighed. Rosenkrands, Undervisning. 218; (1641). D. Saml. V. 308; rek mig da i sind og hierte huskud aff dit baand og smerte. Kingo, Psalmeb. 427; ørkeløshed gjør onde hu skud. P. Syv. I. 247. Smlgn. isl. hugskot. Hugskudt, to. havende fåt en tanke, betænkt (på); det troo-løs baads-mandskab paa et friibytterie bleff huuskut oc beraadig. Hexaem. 190.Hustolt, to. overmodig; han haffuer forspredt de hustolte. Psalmebb. II. 64 (jvfr. Luk. 1.51 1524: hofferdige; flgd. oversættelser: hoffmodige); han saa wil lære alle de howstolte Adams børn at stinge piben ind. Tavsen, Post. sommerd. 163.Hovstoltelig, bio. overmodig; de teride seg saa howstoltelig emod dennom. 2 Msb. 18.11 (Tavsen, 1550: brugede deris hoffmodighed).Hugstor, to.
1) = hugstolt; huilket wor den howstore tyran meget hart paa att gaa. Tavsen, Post. vinterd. 85; fordi ieg vaar hustoer aff min strid, derfaare haffuer en skøn quindis ansict bedraget mig. De 12 Patriark. Test. e 3v.
2) højsindet. Moth. Smlgn. isl. hugstórr.Hustærk, to. modig. Moth. Hu(g)svale, no. trøst, husvalelse; at tenke paa them min siel til stor huffswale. Brandt. 267.7; thet var meg liøft for all hagswale. H. Suso. 31.35; lader eder ey tiden for lange, om i skullæ noger how swal fonge. Romant. Digtn. II. 21; thenne sermon, som Christiern Skroch haffuer ladet wdgaa edher till paamindelse oc hwsuale. Chr. Scroch, En føje forklaring. a 2v; Malmøb. 2v; oss till een hwgsuale oc een opweckilse. P. Eliesen. 186; Psalmedigtn. I. 114 a; Kortvending. v. 950; Arrebo. II. 139; bliv' i denne fryd og roe og denne stor' husvale. Kingo, Psalmeb. 77.Hugsvale, go. husvale, trøste; wilth thu rættelige lystes oc fullelige hwghsuales aff mik. Kristi Efterfølg. 107.8; aldrig wordher iek hwgswaleth aff thænne harm. Romant. Digtn. III. 54.24 = Chr. Pedersen. V. 37.34; han skal hugswalæ oss. 1 Msb. 5.29 (Gl. D. Bib.; 1550: trøste); talede Ihesus tiilt sijn modher oc hoffswoledt hynnæ. Mod. confit. 20; consolor, at hugswale. Vocab. 1514; at Gud wille hugsuaale thennom met then hellig aandt. N. Pallad., En alm. Form. a 4v. – husuale. 2 Sam. 10.2; 12.24. Husvalelig, to. som lader sig trøste. Moth.Hugsvalelse, no. = husvale; tha skal thik giffues hughsualels til øffrens. Kristi Efterfølg. 107.10-11 (se også u. hugned); ieg gaff them hugsualelses miolk. H. Suso. 72.35; han wilde ikke igen thage hugswalelsæ. Gl. D. Bib. 1 Msb. 37.35; da fonger han hwgswalelse i sin sorg. Chr. Pedersen. I. 3, 32; II. 386; the ære i iammer och nøød wden trøøst oc howswalelse. En mærk. Disputats. 51; ald trøst oc howsuolse. Tavsen, Jesu passies hist. 4. – hwsualelse. Huberinus, Om Guds straf. a 3.Hugsvalen, no. = hugsvale; mynne øgne nw aff taare rinne, hwor kand ieg nw hwgsualen finne. D. Skuesp. 119.Hu(g)svalere, no. trøster; paracletus, hugsualere. Vocab. 1514; Chr. Pedersen. I. 311; hand skal giffue ether en anden husualer. Joh. 14.16 (1524; Chr. Pedersen: hugsualere; 1550: trøstere); Psalmebb. I. 106; then hellig aand er alle christne menniskers trøstere oc husualere. Hvitf. VIII. 201; en Gudt, som er alles hugsualere. N. Pallad., En alm. Form. b 1.Husvalermand, no. = husvaler; der til er oc den hellig aand en hielpere oc husualermand. D. Psalmedigtn. I. 60 a.Hovtørn, no. krænkelse, sorg; thet hofftorn oc bardagæ, som han giorde abbet Oleff. S. R. D. IV. 347; at vi leffue som lydige børn oc ey vor fader giøre hofftørn. Psalmedigtn. I. 68; huerkien met ord eller gierningh hannom giorde nogen hoftørn (1586). D. Mag. 3 R. III. 150; att mester Niels Huid beklager, att iegh giorde hannom hofftørn. sst. III. 162. Den sidste del af ordet er vistnok nt. torn (= ht. zorn), se Sch. u. L., jvfr. torn ndf., og da hoge = d. hug er alm. i Nt., se Sch. u. L., er vel hele ordet overført fra Nt., skønt det mulig ikke kan påvises der. I Grimm, Wb. findes hofzorn, der vel er det samme o. og den sst. givne udledning altså urigtig.Hugvendt, to. med omskiftet sind. Moth.Hu(g)e, go.
1) tænke, mene; tha lod hun ønkelig och hugede, han vilde dræpe sig selff. Romant. Digtn. II. 205 = hwn thenctæ. sst. I. 90; thee hugtæ, ath hemmel oc iord skulde gange sammen. Hell. Kvinder. 27.15; hugtæ, at han vildæ dræpe sig selff. sst. 3.16 (disse dat. kunde også udledes af hygge, se ndf.); ieg hade hwth at dødæ mz swerth, hwo meg hans død først kynthe. Rimkr. k 3; de sider paa spryng, der effter de haage, om wi en konge paa ny opstaage. Ranch. 75–76. – tm. sindet, i en vis sindsstemning; Flores worte ther jllæ howet weder och lawde seg sørginde neder. Romant. Digtn. I. 331 = war saa ijlæ wedher. sst. II. 327; en vngman var so howet, at han bar iet iern stungen i hans kødh for en møes ælskogh. H. Suso. 9.35; thet ær min voon at prøwe hwar en mine vtwolde oc helst mannelig hoghet oc sterkke i dygd. sst. 72.14-16; for iech borth værræ hugeth, æn iec kom. Hell. Kvinder. 33.33. – storæ hwghedhe mænz trætte ær pafwnnæn. Gl. D. Bib. Dom. 5.15 (Vulgata: magnanimorum reperta est contentio). Egenlig skal her vist læses: storhugede o. s. v., jvfr. storhuget ndf. og isl. stórhugaƀr.
2) lægge planer? de renker og svenker, du lenker, jeg veed, du hover og lover og sover der paa. D. Psalmedigtn. I. 494 b.
3) anslå, vurdere; forne siunssmendt iche haffuer houffdit wedt lass, huad som kunde werre affslagit (1586). Rosenv., Gl. D. IV. 81.
4) synes om, bifalde; der Sverrigs konge fick det sport, hand hoffuit det ilde. Lyschand., Kalmarnsk Triumf. b 2v. det er artig giort, saa hver mand kand det hofve. Hexaem. d 3; det tredi' ingenlund at hoffve ieg formaar. S. Terkelsen, Astreæ Sjungek. I. 25.
5) behage; hvorledis houffver dig min daatter. S. Ped. Døtre. 5; hvorledis houfver dig til med min daatter. sst. 4; tænk ey at søge ære, oc agt ey heller, om du hover ey enhver. Ovid, Klagebreve v. Falster. 3. udg. 4.
6) huske; du kandst vel hoffuit, huad du oss loffuit. Ranch. 87. Smlgn. isl. huga; Lund: hughæ; Molb. Ordb.: hove.Hugde, go. sætte sig for. Moth.Hugelig (hovlig), to. nogenlunde behagelig, tilfredsstillende. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: hovlig; Rietz: hoglig. Mulig kunde stamordet her være et helt andet end hu(g); jvfr. isl. hófligr; Ihre, Gloss. I. 885.Hugelig, to. Jf omh.Hug(g)e, go. trøste, give mod; tha loth sancta Katerina vp sin mwn oc huggeth henne oc sagde: thu skalt væræ starc i thin hug. Hell. Kvinder. 66.2-4; tha tacket han Gud oc talde Maria syn drøm oc huggeth henne. sst. 7.24; ther kom, ther hun græt, oc hugde iech henne. sst. 2.31. Smlgn. isl. hugga.Hugnes, go. glæde sig, opmuntres; at [iek] ma hanom see oc hugnæs oc tage gledæ aff hans ænlite. Brandt. 247.11; ere de ved haanden, da hugnes hun ved, glæder sig. Comenius, Opladne Dør. § 366. – Smlgn.: jak siælffwer skal hugnæ them. Kirkeårets Søndags-Evg. 32.7, 124.24; hwgnes. sst. 81.4. – hugnæth. sst. 124.16. Jvfr. isl. hugna(st).Hugned, no. trøst, opmuntring; hwr megeth meer thu bortdrager thik fra alle creaturs hugneth, swa meghet større hughsualelse skalth thu finne i mik. Kristi Efterfølg. 107.12; 121.12; han giør hannum diærff oc stor hugnit. Mandev. Rejse. 85.4; myn astunden, myn hugnæt, myn glæde. Brandt. 277.23; hun skal haue mør til hugneth. Hell. Kvinder. 6.16. Smlgn. æ. sv. hugnaþ;er, se Rietz: hug.Hugnelig, to. hvad man kan være tilfreds med, trøstefuld; ær han (ɔ: livet) wordhen kranke menniske tholleligere oc ær nw megeth huneligere, æn han fordom wor. Kristi Efterfølg. 115.15-17 (= l. consolatoria).Hugs (hox), to. til sinds, sindet; mene i, at Gud er saa hox, hand acter saa meget kalffskind oc vox. P. Smed. h 4v; en deel fik ville til at plaske udi strand, andre hugse blev at rydde steen af land. Kingo, Chr. V. anhang. b 3; Moth. Smlgn. skæls ndf.Hugs, to. Jf fuld-, tveh. (IV. 496 b46).Hu(g)se, go.
1) tænke, agte; han var vredh oc huxede soa, ath herræ Kæye vilde ey troo. Romant. Digtn. II. 162 (= tenker saa. sst. I. 34); han løptæ tha vp sin jernstangh och huxede løyen tagen at sloa. sst. II. 222 (= thinktæ. sst. I. 110).
2) huske; han vogner tha oc huxer aa, hwi han ther soa nøgen loa. Romant. Digtn. II. 194; bad oc de gamle vilde hugse oc ihukomme. Hvitf. VII. 168; memini, kommer ihu, huser, huogser. Colding, Etymol. 729; Steph., Nomencl. II. 879 (Nucleus latinit. 871: husker); en spaadom hugser jeg, som gaar nu ud for fulde. P. Syv, Lovskrift. a 2; man hugser det længst, man har givet lærepenge for. P. Syv. II. 26; det huuser Lybech vel, saa og den skalded greve (1685). D. Saml. 2. R. VI. 229. Også Moth har formen: huse. Smlgn. isl. hugsa.Hugse, go.
2); – hofser du, ad det er nu 5 aar (1629). KhS5 V. 594, 595.Hugsebrev, no. minde, huskeseddel; de (ɔ: Guds ord) skulle wære deg til huxebreff emellom dine øgne. 5 Msb. 6.8 (Tavsen). Smlgn. tanke-, tænkebrev. Husen, to. med god hukommelse. Moth. Smlgn. Aasen: hugsen; Rietz; hugsen.Hugsig, to. modig. Moth.Hugsig, to. Jf tveh. (IV. 497 a2).Hovsk, to. = hugsig; ath i modthæ wordæ fwld howskæ och wforferedhæ emodh ethers wuenner. Tavsen. 5. (høffskere sst. 254, der i anm. er sammenstillet hermed er et andet ord, jvfr. høvisk ndf.). Efter Moth: hovmodig, jvfr. Molb. Diall.Hy(gg)e, go.
1) = huge 1); iæk hygger thær vm, at manghæ takær til at wære lækæ. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 1.1; ækki hyggæs batær thing æn at høræ Ihesum Christum. Brandt. 59.14; gør thæt, ther thin vndæ hugh moa mest hygge. Hell. Kvinder. 6333; higger thu mek være ønsælugher i hugh æn the. sst. 86.25.
2) tiltænke; gywer iæk Lasse fowedh Ællekærgaardh, hwilken iæk hawer langge hyæt ham fare sin langhe tro tyæneste. (1556). D. Mag. 3. R. III. 300.
3) h. sig ɔ: stole på; man skal ej hygge sig for meget til andens hjælp. Moth.Hye, go. true med (løfte truende); en kiep til hannem hyede. Reenb I. 91. Snarest = høde, jf VSO: hyer; MbD: hye; Thors* 147, jf dog hyde ovf.Hye, go., se ovf. II. 288 b11.Hygge, go. Jf for-, ildh.Hyggelig, to. omhyggelig. Moth.Hyggelighed, no. omhyggelighed. Moth.Hyggelse, no. tanke, sindelag; han æltær burt ondæ hugælse. Henr. Harpestr. 135, 75; kiotligh hyggæls oc vrænsæl, thær i mik ær. Brandt. 58.18.

Rapportér et problem

HugHug, no.
1) i nuv. bet., fk.; han skall giwæ hannom, szom skadhen eller huggen fick, iii mark. Rosenv., Gl. L. V. 194. Smlgn. af-, ben-, kær-, ris-, skovhug. – sidde til h. og stik med ɔ: være i lag med, på lige fod med; dem i skulle alle sidde til hug oc stick met, naar i dricke en skaal øl met huer andre. Pallad., Visitatsb. 61.24-25.
2) æg (acies). Moth.
3) tid, tidspunkt; ieg er aff hannom grebet oc fanget och forsendt tiill Lubtz, ther ieg unferligt it aar langt haffuer werit huldet fengklig paa samme hwg (1536). D. Mag. III. 83. Smlgn. Rietz: hugg.Hugsvis, bio. ved hug; cæsim, hugsviis. Colding, Etymol. 136; Nucleus latinit. 83; saar blifver hugsvis. Comenius, Opladne Dør. § 317 (= t. hiebesweisz).Hugge, go.
1) i nuv. bet.; dat.: han hio hans howet aff. Romant. Digtn. I. 227, 237 (= sv. hiog v. 694); Turpin hiøg till en hedning. sst. III. 166.18, 25 = høg. Chr. Pedersen. V. 113.23, 31; tog ieg karlen och høg hannom all i støckæ smoo. Rimkr. c 3; hwgh. sst. d 2; hwggæ. sst. i 4; høg han hannem met sin breyde. Chr. Pedersen. V. 147.13; 169.16; høge. sst. 378.17; høge kriesmendene trossen aff boden. Ap. G. 27.32 (1524, Chr. Pedersen; 1550: hugge); Grundtv., Folkev. IV. 174 b. – somme hugge grenen aff treen. Matth. 21.5 (1524, 1550; Chr. Pedersen: høgge; Tavsen, Post. vinterd. 3: hygge); (1527). N. D. Mag. V. 220; de hugge hoffuedet aff Seba. 2 Sam. 20.22 (1550; 1607 og 1647: afhugge); hand hug paa Biarckis hoffuet. Vedel, Saxo. 33; hugge. sst. 13; disse forneffnde skibe issede oc hug dennem ind. Hvitf. VIII. 279. Smlgn. Lyngby, Udsagnso. i j. L. 23. – h. benet af en ɔ: vinde hans kæreste fra ham. Moth. – h. freden af, se frid ovf. – h. fråde ɔ: fråde, skumme. Moth. – h. hundehår i, se hundehår. – h. sin næse i sten, se næse. – h. skjul ɔ: lægge skjul; hand hug ingen skiul paa sin misgierning. Vedel, Saxo. 242; han kunde icke hugge skiul offver sin egen skam. Vedel, Tragica. 202.
2) hugge af, kappe; hugge strax anckerne oc lagde aarene vd. Vedel, Saxo. 428; kom der saadant et vejr oc storm paa dennem, saa at mange maatte hugge deris master, oc somme gick fra ancker oc toe. P. Resen. 160.
3) tilhugge; hwo som lader kogge hugge eller giøre. D. Mag. 3. R. I. 113; husene, som i haffue bygd aff huggen steen. Amos. 5.11; tegelstenene ere faldne, men wi ville opbygge det igien met huggen steen. Jes. 9.10 (1550, 1647). Til dels endnu brugeligt i sidst nævnte forbindelse.
4) fare af sted; kongen sætte sig paa sin hest oc hug at byen. Hvitf. VII. 117; hug hen, hug hen dynn stoge pertt. Kortvending. v. 867; lader oss hugg' hen veck met det alsnariste til Gihon. Ranch. 101, 61, 287; dett første nogett sligtt hereffter skeer, saa skall hand hugge sin kaaes. Chr. IV. Breve. (1632-35). 2. Smlgn. Sanders, Ergänzungs-Wb.: hauen. II. 4. – h. vel (ilde) af sted ɔ: bære sig godt (dårlig) ad. Moth. – h. af veje ɔ: gå (på en vis måde); daa will ieg dig sie, huor dit har med mig huggit aff veye. D. Saml. VI. 202. – h. hen ɔ: gå an, gå; lad gaa, lad gaa, thett hugger well heen. Kortvending. v. 2061; den accord med Johan Bøguaad kan saa uell hugge hen. Chr. IV. Breve. I. 90. Smlgn. Grimm, Wb.: hauen II. 13) og hinhauen.
5) h. sammen ɔ: tilhugge tømmeret til et hus; hwo som huss lader hugge samel i forneffnde huss, giffue 1 ß for huert bynnyngh. D. Mag. 3. R. I. 113; Jens tømbermandt, hand war høffuitzmanndt att hwgge hussedt samen (1553). Mejborg, Borgerl. Huse. 24. Smlgn. sammenhugge ndf.
6) lf. kæmpe, slås; te huggis oc slass al tidh. Mandev. Rejse. 103.8; syden drogh hwer sytth swærdh ok høggis suarlege, Romant. Digtn. III. 41.5; hwggis. sst. III. 29.19 = høggis. Chr. Pedersen. V. 29.19; 22.6; Jeip Andersøn och Jachim Lycke wore tilhobe i Randhers closther och ther hwgges och lemmelæste hwerandher (1493). D. Mag. 3 R. III. 281. Smlgn. af-, be-, for-, hals- ovf. og neder-, om-, sønder-, udhugge ndf.Huggebasse, no. slags- broder; om hand er en doblere, dranckere, huggebasse. N. Pallad., Ecteskabs Ordens Regle. a 6; Pallad., Visitatsb. 61.21; de ugudeligis selskab, huggebasser oc Satans anhængere. Synders Speigel. I. 104; du fiske - kierling grem, langnæsed hugge-basse (ɔ: hajen). Hexaem. 184; dog hand ey hugge-basse var og ingen rifve-jette. Kingo, Sæbygd. Kokl. a 6v. Moth opfører som grundbet. vildsvin, men ordet findes vist næppe brugt om et saadant. Smlgn. bryde- (u. brud); gadebasse ovf.Hugdegen, no. huggert, sværd. Moth. Smlgn. t. haudegen og degen ovf.Hugdegen, no.; havde faaet et slag i hovedet med en »hugdegen« (1671). Hüb II. 229.Hugorm, no. hank. slange; huad vuenskap ær meræ i mællæm hugormæn oc mænneskæ, forti at han slar oc stingær fææ. Lucid. 34; bleff hand til en hugorm, oc Mose flyde for hannem. 2 Msb. 4.3; sønderslo den kaaber hugorm, thi at Israels børn giorde hannem røgelse. 2 Kg. 18.4; hui straffede Gud den hugorm saa, thi mange meene, at hand før kunde gaa. Dav. Lyndsay, Om Monarkier. 22. – ved forgifftige hugormers tunger. Holtzmann, Qvinders Speyel. 39. – hugorme. Jak. Alb. Horsens. f 6. Smlgn. orm ndf.Hugorm, no. – flt.; HKv 2534 (ovf. IV. 979 b27); LaurU 9 (ovf. III. 724 b16).Hugormesting, no. slangebid; kong Regner, som maatte lide øgle bid oc hugorme sting. Vedel, Saxo. 204.Hugplamper, no. en stor, bred kårde. Moth. Smlgn. Sanders, Wb.: plempe 1); Ihre, Gloss.: pamp og pampert ndf.Huggestok, no. en huggeblok af to sammenvoxede grene på ben (for hjulmænd o, lign.). Moth.Huggestol, no. huggebænk (en svær bænk, på hvilken tømmer lægges ved tilhugning). Moth.Huggetønde, no.? alle nattedrick oc wtilbørlig nattevect, som er huegehorss, iulebuck, huggetønde, daaretønde vdi bryllup oc andet saadant er alt sammen afflagt til landsting. Pallad., Visitatsb. 130.32; 141.6 (jvfr. Pallad., Druckenskabs Affliusn. 1610. b 6; D. Mag. III. 60); præstemænd skulle ikke være kjøgemestere eller befatte sig noget med huggetønde el. skriftetønde (1565). Khist. Saml. IV. 485. Formodenlig en tønde øl, der gives til pris. Smlgn. dåretønde ovf. Huggetønde, no.; den huggetønde er afflagd (1553). RdKl I. 350, 478.Huggeøxe, no. brændeøxe; y stegerszett en hwoge øxe, jtem en kiødt øxe (1536). Geh. Ark. årsb. V. till. 7. Smlgn. sv. huggyxa.Hug(ge)øxe, no.; Etym 185 (u. caudicalis); hand haffuer stollen ett hørgarns laggen och ehn huggeøxe. ChrIV* I. 358.Hug i blød, no. slagsbroder, et voldsomt menneske; fred-bryder, hug-i-blød, du rætte lyst-fordriffver. S. Terkelsen, Chr. Hustrue. 111. Smlgn. hugge i b., se blød 2) ovf.Huggere, no. = hug i blød; icke wære skiendegæste, offuerfusere, huggere och buldrer (1599). Khist. Saml. VIII. 648. Smlgn. sv. huggare.Huggere, no.
2) vildorne (over 5 år); (1692). GhA VI. 328 (ovf. II. 496 a43). Jf GrimmW: hauer 5).
3) (sv huggare) huggert (kort, tyk sabel); tolf pistoler, tolf huggere. Fdg 3/4 1683 I.; 28/1 1696 § 1. Jf MO. – Jf beled-, fel-, ru(g)- (III. 620 a37), sejer- (III. 698 b38), slud-, sten-, vedh.Huggereblok, no. huggeblok; hand (ɔ: Judas) for gods skyld offrer sin fromme herre oc mestere paa huggere blocken. Tidemand, Post. I. 130. (= t. die fleisch-bank).Huggerebod, no. stenhuggerværksted; lithotomia, hwggere bod. Vocab. 1514.Huggert, no. vildsvinetand. Moth. Smlgn. Grimm, Wb.: hauer.

Rapportér et problem

HugHug, no. drøbel; columella, hug, drøbil vdi halsen. M. Pors, De nomencl. 31; gurgulio, aande piibe eller drøbelen oc hug i halsen. Colding, Etymol. 544; uva, hug, drøbel. sst. 1487; Steph., Nomencl. I. 109; Nucleus latinit. 2144; drøfvelen eller hugen. S. Paulli, Flora Dan. 99 G; rense mandelen, hugen oc tungen. Wolff, Diarium. II. 137; gane, hug. Comenius, Orbis pict. 111. Smlgn. Aasen: huk 3); Sch. u. L.: huk.

Rapportér et problem

HugHug, no. (fsv hug); – Hvf II. 355 (ovf. I. 27 a15); Etym 551 (ovf. IV. 735 a22); hug, haardrag oc slag. KP aa 6.
4) hugning, hugst; (1481). DVb 74 (ovf. V. 384 a42), 451 (ovf. u. furskov); (1513). GhA II. 59 (ovf. I. 286 b7). – det huggede (træ); 2 voghens hugh, som Maribo closter skulde haffue i T skough (1541). KRM 149, jf vognshug. – Jf bens-, fod-, gærdsel-, himmel-, hunde-, kæps-, kølve-, næve-, rud-, staver-, sten-, stens-, strand-, synde-, temmer-, torne-, ved-, vogns-, øxeh.Hugge, go. (fsv hugga)
1) – hugge de skiul for seg med den low. TSd 197v.
2) – h. ved ɔ: a) afhugge træ (til brænde); HvfB y 4 (ovf. IV. 762 a39); lignor, hugger eller sancker ved til ildebrandt. Etym 660; ChrIV* III. 203 (ovf. V. 410 b17). – b) hugge brænde; Josva 921 (ÆB, ovf. IV. 762 a36); Etym 136 (= cædere ligna). – forhugge; diur haffuen findis at were huggen (1669). Tdskr f Skovv XX. 107. – h. af, se ovf. I. 19 a3. – hugge løs (bortkaste); PlSk m 3 (ovf. u. forlosse 2)). – h. op ɔ: nedbryde, rydde; DM3 I. 194 (ovf. II. 177 a9). – ej h., ej stukket ɔ: ringe; har dog verset ingen klem, ey hugget er, ey stukket. Reenb II. 106 (= ey h. eller s. DV IX. 669). Jf OG. Lign. udtryk i Sv, se Dalin I. 714 b5; T, se GrimmW: hauen II. 8); efter F og T fra fægtersproget.
3) – danne, lave; (1514). Hüb I. 110 (ovf. II. 177 a4).
4); DS VI. 202 = Dmdo 53. – Jf bort-, fra-, frid-, hase-, igennem-, ind-, omkring-, op-, på-, rod-, smæld-, snid-, snor-, spor(e)h., mundh-s, ben-, bul-, rune-, sten-, uhuggen.Huggebasseri, no. slagsmål; huggebasserij eller anden balstyrighed (1555). RdKl I. 466.Huggeblok, no. (sv huggblock) i nuv. bet.; din haand skal hugges af paa helveds hugge-block. Naur ee 3v; aff skroget giorde hugge-block. Kragens Vise a 3.Huggehandske, no. handske til brug i kamp; ChrIII Hist II. 547 (ovf. I. 97 b2).Huggejærn, no. (isl höggjárn) mejsel, stemmejærn; lader du dit huggejern komme der ofver, da vanhelger du det. 2 Msb 2025 (1647); Etym 137 (u. cælum); – NL 1558 (u. scalprum).Huggekårde, no. kårde til at hugge med; Slange 141 (ovf. III. 634 a46).Hugormedder, no. (fsv hugormaeter) slangegift; ther er hugorme eder wnder theres lebber. Rom 313 (1524, jf ovf. IV. 979 b42). Jf edder.Huggesmæk, no. slag; hug til med haarden hugge - smæck. Naur f 3. Huggetand, no. (sv huggtand) i nuv. bet.; dentes exserti, hugge tænder paa orne, langtænder. Etym 1158. Hugvåben, no. (isl höggvápn) i nuv. bet.; da stod den skarpeste strid met hugvaaben. ClS 135.Huggelse, se af-, hals-, til-, udh.Huggerkvinde, no. enke efter en tømrer? AN hugger-qvinde i et gadehuus (1641). Grønlund 207.Hugst, se brådeh. Jf Ark XI. 187.Hygge, se skogh.

Rapportér et problem

Hug i blødHug i blød, no. slagsbroder, et voldsomt menneske; fred-bryder, hug-i-blød, du rætte lyst-fordriffver. S. Terkelsen, Chr. Hustrue. 111. Smlgn. hugge i b., se blød 2) ovf.se i sammenhæng

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag