IndbjudeIndbjude, go. indbyde; at indbiude alle. Ordsp. 9.15; Vedel, Saxo. 201; indbødet. sst. 347; Tob. Kom. 9; steden siuntis at indbiude hannem. Lyschand. 29, indbøden. sst. 204; lod hertug Adolph hid i riget til sig indbiude. P. Resen. 40; indbødne. sst. d 1. inuito, ieg indbiuder til gest. Turson, Vocab. 255; Colding, Etymol. 1451 (Steph., Nomencl. II. 812: indbyder); hendes mand indbiuder gester. N. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 238; den steder alle til sig, den indbiuder alle. B. Tott. I. 57. – at en anden hederliger end thu er indboden aff hannom. Luk. 14.8 (1524; Chr. Pedersen: ind buden); indbyes. sst. 14.10 (1524; Chr. Pedersen: indbiudiss); beder io geste ind til sit brullup oc trøster til med de indbødne; Tavsen, Post. sommerd. 275; indbyder. sst.; Ihesus oc hans disciple bleffue ocsaa indbødne. Joh. 2.2 (1550, 1607; 1647: indbuden); indbiudet. 1. Kg. 1.41 (1550; 1607: indbudne); indbudne. sst. 1.49 (1550); gest, som ther er indboden (1547). Rosenv., Gl. L. IV. 220; Psalmedigtn. I. 57 b; (1599). Rørdam, Univ. Hist. IV. 461; hvo ej indbøden er til hove. P. Syv. I. 191. – tha bøde handt for hannem, som hannem indbødte. Bendz, Rønninge og Rolfsted. 104. – i. på ɔ: ville overgive til; hand haffuer søgt om fred hos keyseren oc sin sag indbødit paa wpartiske dommere. Hvitf. IX. qq 3. Smlgn. bjude ovf. Indbjudelse, no. indbydelse; biud min fader til giestebud oc vnder kierlige indbiudelses skiul suig hannem. Vedel, Saxo. 19; invitatio, indbiudelse. Colding, Etymol. 1451 (Nucl. latinit. 658: indbydelse); indbiudelse til Christi kierligheds maaltid. Psalmedigtn. I. 388. Smlgn. bjudelse ovf. Vis mere +