IndtaleIndtale, go. påtale, indkræve (ad rettens vej); mett logenn inndtale och inndelle, hves arff och eigenndom hin mett rette tilkome kanndt (1558). Rosenv., Gl. D. II. 220; befindis nogen bygsel optagen, som icke er ført til regenskaff, den skal kongens embidsmand strax indtale (1643). Rosenv., Gl. L. IV. 392; forfarer provsten nogen indkomme at være kirken frakommen, da skal hand og give kirkens forsvar det tilkiende, at hand det med retten indtaler. Chr. V. D. L. 2-22-7, 27; om noget forhen schulle være passeret, det igien til kirckernis beste at indtale (1687). Geh. Ark. årsb. II. 274. Indtale, go. 2) (sv intala) ved sin tale skaffe indgang; DV IV. 290 (ovf. V. 343 b40); hvo da vil mig indtale trøst. AB II. 144.Indtale, no. indvending, afbrydelse (i tale); saadan en indtale kommer Christus tilforn. Coruinus, Post. II. 81v; interlocutio, indtale i ens ord. Colding, Etymol. 681, 905; Nucl. latinit. 1203. Smlgn. Sch. u. L.: inrede og insagn ovf. Vis mere +
IndtaleIndtale, no. indvending, afbrydelse (i tale); saadan en indtale kommer Christus tilforn. Coruinus, Post. II. 81v; interlocutio, indtale i ens ord. Colding, Etymol. 681, 905; Nucl. latinit. 1203. Smlgn. Sch. u. L.: inrede og insagn ovf.se i sammenhæng Vis mere +