KompanKompan (-æn), no.
1) ledsager, følgesvend; thæn quinnæ, thu gaffzt mek til compæn. Luc. 34 (jvfr. 1. Msb. 3.12 (Gl. D. Bib.); sst. 33.15; kompan. sst. 33.12; kompane. Dom. 14.11); enlighet, som ær grætz ven oc angers kompan. H. Suso. 25.20; Hell. Kvinder. 77.31; N. D. Mag. V. 173; Grelant sade till synæ kwmpanæ. Romant. Digtn. III. 99.1 = stalbrødre. Chr. Pedersen. V. 62.16; P. Lolle. nr. 205; meg oc mynne kompanne bynne. D. Skuesp. 57; kompanner. sst. 59; P. Eliesen. 324 (= Jes. 1.23; 1550: staldbrødre); Prædik. Gensvar. 33 (måske i bet. 3)); Pallad., Visitatsb. 129.13; reed Niels Jacobsen met faa companer til dem. Hvitf. III. 106.
2) medlem af et lag; huo som kommer til Otthens aff schomaghere æmbyt .... oc man sculæ sende til hannum først two kumpanæ. N. D. Mag. VI. 53.
3) person, mand; thet stond en sterck kompan sidder bewebnet. Tavsen. 35 (= Luk. 11.21); ieg spurde, y greb enn sterck compan. Ranch. 218; er denne compan gal. sst. 315? saa haffver hand sig oc for u-flittige, lade, u-treffne oc løse compagner at tage vare. A. Berntsen. II. 125. I denne bet. til dels endnu brugeligt. Jvfr. Ordb. o. Gadespr.: compan. – Smlgn. Fritzner2: kumpánn. Sch. u. L.: kumpan; it. compagno.Kompan, no. Jf lumpe-, vegk.Kompanlav, no. samfund, afdeling; the skullæ faræ thridhie wedh theræ kompænlaw ællær sælskap. 4. Msb. 2.24 (Gl. D. Bib.; 1550: i det tredie aarden); hafwænde Dolboram j sit sælscap ællær kompanelaw. sst. Dom. 4.10; meth ængin man hafthe the nogith kompanlaw ok ærænde. sst. 18.28.Kompa(g)ni, no.
1) selskab, gilde; indbiudis til bryllup oc barsel eller anden companie, selskaff. Vedel, Ligpr. o. Ingeb. Gyldenstj. b 2; huilcket skulde spillis i alle samquemme, i deris companier. Strelov, Guthiland. Chron. 168; coetus, selskab, compagnie. Nucl. latinit. 168.
2) lystighed, morskab; thet, som tee fongæ skimt oc kompæny aff. Mandev. Rejse. 129.10.
3) i nuv. bet. (troppeafdeling); vdcommendere huer aff sit regement 6 compenier (1692). Geh. Ark. årsb. VI. 271; 12 compenier til fods. sst. Smlgn. Söderwall, Ordb.: kompani; Grimm, Wb.: compagnie.Kompa(g)ni, no. 3); (1611). NdM II. 19 (ovf. I. 201 a17); IV. 65 (ovf. III. 451 a12); (1662). DS II. 36 (ovf. II. 558 b45).
4) forening, samfund; (1443). KD I. 164 (ovf. II. 259 b7); Wulff 8 (ovf. II. 408 a22); WE 391 (ovf. V. 322 a11). – særlig: det danske k. (jf Nielsen, Hell Trefoldigh Gilde 16)? jm mure steen aff komponye lenthe ... at setthe sten y komponye igien (1546). DM3 VI. 19. Jf land-, livk.Kompanskab, no. forening, lag; hwo ther wiil gaa i thætthæ worth smethie gildhe ællær kompanscap (1496). D. Saml. IV. 339. Smlgn. Söderwall, Ordb.: kompanskap.Kompanskab, no.; – leedh henne (ɔ: sjælen) til thine vth uolde mentz kompenskap. T 553 32v.Kompanske, se løbek. ndf.