ModvilligModvillig, to. genstridig, ulydig, opsætsig; nogen manddraber eller obenbare wdediske, modtuillige och wtilbørlige skalcke (1583). Kbhvns. Dipl. II. 418; saa fremt kudsken sig modtvillig enten med stilleholden eller onde ord anstiller (1585). sst. VII. 89; contumax, modvillig, traadtzig. Colding, Etymol. 1367; Nucl. latinit. 1952; da maa du icke være modvillig, ey heller stritte imod. Comenius, Opladne Dør § 899; modtvillig, dend, som kand icke lade andre være i roe, petulans, muhtwillig. sammes Orbis pict. 292; nogle sladre tilsammen og skicker sig modtvillige og forsømmelige. sst.; en næsvis, motvillig oc halstarrig compan. S. Povelsøn. 241. – bio.; huilcken suend sig modttvilligen andstiller och forsømer hans mesters arbeyde (1621). Hübertz, Aktstk. om årh. II. 41; modvilligen slog slut-øre til meget. H. P. Resen, Ligpr. over Jørgen Lycke. e 2; saalænge en synder ikke motvilligen imodstaar Gud. Kirkeritual. 207; Sorterup, Poet. Smaasag. 62. (se ovf. II. 634. u. krøgers(ke). Smlgn. Aasen: motviljug, Sch. u. L.: motwillich. se i sammenhæng Vis mere +