OmgjordOmgjord, no. omgivelse, indfatning, skede; kongen gaff hannem it suerd foruden omgiord eller suerdbaand. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 164 (= fylgƀi engi umgerƀ. Jonssons udg. I. 406). Efter Moth: bælte og således er ordet mulig også opfattet af P. Claussøn.Omgjørde (-gyrde, -gjorde), go. 1) binde, spænde om (sig); hand skal omgyrde sig. Luk. 12.37; ethers lende skulle were omgiurde. sst. v. 35 (1524; Chr. Pedersen: omgiorde; 1550: omgiordede); omgiurde tig oc thien meg. Luk. 17.8 (1524); tog it lijnclede oc om gyurde seg. Joh. 13.4 (1524; 1550: omgiordede); omgiøre de hannem met et kaasteligt silckebaand. P. Resen. 334; omgyrte. Moth; v. Aphelen, Ordb. I. 456 a. Smlgn. isl. umgerƀa og umgyrƀa; sv. omgjorda; t. umgürten samt gjørde ovf. II. 48 b. 2) omgive; incingo, omgyrdter. Colding, Etymol. 219, 320 (u. circumdo); Steph., Nomencl. II. 707, 203; Nucl. latinit. 281; omgiorder. sst. 148; Comenius, Orbis pict. 380. 3) omringe, få i sin magt; iech var aldrig soa omgiorth aff noger leffuendis man før, sosom jech ær nw aff tegh. Romant. Digtn. II. 276 (= jech kam aldrigh widh tøligh wandhæ. sst. I. 182; sv. iak var aldrigh swa omgör. Ivan Lejonriddaren. v. 5139); fienden hannem der omgiordhe, oc der bleff en mectig kiff. Kæmpebog. 389. Bet. 3) er måske et andet ord, jvfr. Rydqvist. VI. 480 b: umgæra; isl. gera um.Omgørtle, go. = omgjørde 1); med beltet omgiørtler vi os. Comenius, Opladne Dør. § 516; Moth. Smlgn. t. umgürteln. Vis mere +