OmstundenOmstund(en) (omstunder), bio. 1) forstærkende tidsbio.; (1454). Suhm, Saml. II. 1. 206 (se ovf. u. fordrage 2)); A. Berntsen. II. 129 (se ovf. II. 500 b.29); om du endnu omstunde tillader den at voxe. B. Tott. III. 39; – den bruges her i land oc intet nu omstunde. Terkelsen, Chr. Hustru. 113; man folckit icke hafuer uyldt laadit gaa endomstund. Chr. IV. Br. (1589-1625). 213, 199; den offuerhand ... den er endomstund heel wuyss. sst. (1636-40). 233; en hob fiint hørgarn, huor aff ieg endomstund inted arbeiid haffuer fornommid aff at uerre giiordt. sst. (1632-35). 84. Denne forb. synes egen for Krist. IV; – som da om stunder torde fordriste sig at begere Danmarckis krone. Vedel, Saxo, 289; olim, nu om stunder. Colding, Etymol. 840; Nucl. latinit. 1089; – sligt omstunder nu slæt intet giælder her. Lauremberg, Skæmtedigte, 92. 2) undertiden; hele byer oc folk om stunden slet opsluger. Hexaem. 115, 152 (se ovf. u. bænkejævnt); hvor oræsterne ere da een gang kaldede, did skulle de siden omstunden komme igien. Chr. V. D. L. 2-7-3; – mig søge omstunder mange paa haand. Hegelund, Susanna (Smiths udg.). 55; omstunder taar ingen vort handuerck ved. sst. 141; Ranch. 227 (se ovf. II. 684 a.51); mand grunder omstunder og veed ej hvorfor. Thura, Poet. Sag. 123. Isl. um stund; gl. sv. om stund (jvfr. Rydqvist. VI. 435) have afvigende bet. Nærmere i bet. ligger gl. d. understundum (-stunden), se ndf.Omstund(en), bio. 1) = nu oms.; var kyss saa farlig omstunder. TO 172. Vis mere +