OpstandOpstand, no.
1) det opstående (på et skib); først skibet med sin fulde opstand, vant, master, ror og des tilbehør. Wulff, J. Bang. 233. Smlgn. opstande 3) ndf. samt nuv. stående gods, se Harboe, Marineordb. 149.
2) i nuv. bet.; tumultus, oprør, opstand. Nucl. latinit. 1953, 1820 (u. consurrectio); Werner, Clavis. V. 613; opstand, aufstand. v. Aphelen, Ordb. I. 475 a. Denne bet. vistnok sent optagen efter t.
3) beretning (om bjærgværker); af den trykte plan og grubernes opstand kan erfares, hvorledes grubernes tilstand da befandtes. Vid. Selsk. Skr. X. 106. Smlgn. Frisch. Wb. I. 318 c: aufstand, ein bericht von des bergwerks beschaffenheit; Richter, Berg-Lexikon: aufstand.Opstande (opstå), go.
1) stå op, rejse sig, træde frem; tha vpstodh Magnus Baat oc mælte wt i swo made (1421). Antislesv. holst. Fragm. XII. 111; Abimalech opstandendhe om nattæn. Gl. D. Bib. 1 Msb. 20.8; – nm.; herræns wredhe skal tilsammen wpstande amoth edher. sst. Josv. 23.16 (Vulgata: consurget); – uor herris apostel bød, ati skulle opstonde. Chr. Pedersen. I. 101; sst. I. 73 (se ovf. II. 715 b.26); – dat.; oc see en lougkøen vpstuud. Luk. 10.25 (1524) (= opstod. Chr. Pedersen. II. 198; i sammes N. T. og flgd. overs.: stod op); da opstund Amund merckismand. Sn. Sturlesøn v. P. Claussøn. 600; opstod. sst.; dat. flt.; nogle opstundne oc bare falsk witnesbyrd. Mark. 14.57 (1524); – efter maaltid opstod kongen. P. Resen. 307; opstaaen. sst. 137. – tm.; skulle hand neder haffue satt sig oc saa opstanditt (1567). Rosenv., Gl. D. III. 53; – bdm.; vpstaa, gack. Luk. 17.19 (1524; Chr. Pedersen og flgd. overs.: stat op); opstat meg till hielp. Ps. 35.2 (Fr. Vormords); 44.27 (sst.; Chr. Pedersen begge st.: stat op).
2) stå op (af søvne el. død); schall hand och ver huer dag for vor dør, før vii opstaa. N. D. Mag. I. 313; er Christus opstanden aff the døde. 1 Kor. 15.20 (1524, 1607, 1647); sst. 15.16, 17 (Chr. Pedersen: opstonden); (dat.: vpstunde. Matth. 27.53 (1524)); opstaa icke de døde, da opstod oc icke Christus. 1 Kor. 15.16 (1550; 1524: stande op; Chr. Ped.: staa op); som er opstaaen aff døde. N. Hemmingssøn, Livsens Vej. 77; Vedel, Saxo. 428; Psalmedigtn. I. 110 a; hand er opstaaen. Rerav., Sententser. t 5; enten udi sin seng at sucke til Gud eller at opstaa oc bøye sine knæ. Jersin, Via vitæ. y 5v; naar folck med sool opstaar. Hexaem. 112; er du opstaaen. Jeppe på Bj. A. 1, S. 3; mon ingen af tienerne skulde være opstaaen. Den pantsatte Bondedr. A. 3, S. 2.
3) stå op, hæve sig, være oprejst; Chr. IV. Br. (1636-40). 286 (se ovf. I. till.: bastant). – o. messe ɔ: en messe, under hvilken menigheden står? lange messer, som the kalle aars messer eller forgylte messer, opstandinde messer, thiende messer. Malmøb. 6v (jfr. P. Eliesen. 389); sex opstandende messer offuer alt, psalter oc vigiliis haffuer hand optalt. P. Smed. d 4.
4) fremkomme, opkomme; prophete wpstodh ey framledhes j Israel sa som Moyses. 5 Msb. 34.10 (Gl. D. Bib., 1607, 1647; 1550: stod op); skulle ther vpstaa aff ether nogre mend, som tale skulle wrang lere. Ap. G. 20.30 (1524, 1550, 1647); at all klammer oc trætte opstanden vnder dennem haffde maat bleffuet forhørt oc nederlagt. Hvitf. IV. 239; oritur clamor, der opstaaer et skrig. Nucl. latinit. 1114. I denne bet. endnu brugeligt.
5) stå hen, vænte; forenthe them, att same sag skulle opstaa, till Tomis Grim selff hiemkom (1473). Khist. Saml. VI. 439; (1654). sst. II. 181; lod Niels Henricksen sagen æn tha opstaa (1503). Rosenv., Gl. D. I. 30, 278; opstannde (1564). sst. III. 22; ther mett skall bliiffue wpstandende, tiill saa lengge i sielffuer her nedher kommendes wordher (1533). N. D. Mag. II. 244; (1539). Rosenv., Gl. L. IV. 296; Grundtv., Folkev. III. 284 b.; ieg begerer frist, at lade opstaa denne sag en vge. Herm. Weigere. 246; (1575). D. Saml. V. 138; Vedel, Saxo. 329; (1596). Rørdam, Univers. Hist. IV. 416.
6) høre op, holde op; der kongen dette vilde haffue, at samme kamp skulde opstaa. Herm. Weigere. 274; herr Christiern nu ophøre oc opstaa vill fra all fiendlig handel. Hvitf. VIII. 325 (= afstaae fra. Holb., Dmhist. II. 260). Smlgn. Rydqvist. VI. 354: opstanda; Sch. u. L.: upstan samt stande ndf.Opstande, go.
1) – dat.; (1497). SRD VI. 203 (ovf. II. 864 a36). – (om VSO IV. 193 b4 se ovf. II. 715 b25 f.).Opstandelse (opståndelse), no. hunk.
1) i nuv. bet.; Christus obenbarædæ sek sancta Maria Magdalena. efter sin oppstonnelssæ. Mandev. Rejse. 43.8; vor herriss opstondelse er alle døde det ewige liff, de som haffue anger, dem er hwn den sande milhed, hun er hanss verdige helgen den ewindelige ære. Chr. Pedersen. II. 11; ginge aff graffuerne effter hans opstondelse. Matth. 27.53 (Chr. Ped.; 1524: vpstandelse; 1550: opstandelse); hans opstondelsis krafft. Fil. 3.10 (Chr. Ped.; 1524: opstandelses).
2) oprejsning, løftelse; thendne er saat mange til it fald oc vpstandnelsse. Luk. 2.34 (1524; Chr. Pedersen: opstondelse; 1550: opstandelse).
3) henstand, opsættelse; hanndt haffde giiffuitt hanum opstanndelsse paa same log, føre enndt hanndt thenn gaff (1558). Rosenv., Gl. D. II. 192.Opstandelse, no.
1); Ps 1392 (CP); – ath hand vdhen vpstandelse och forhaling hielper hannom (1542). DM3 VI. 361.Opstandelsesbrev, no. en skriftlig erklæring om henstand el. udsættelse; her Oluff Rosenkrans ett obstandelsse breff paa hans gods i Hallen (1537). D. Mag. 3 R. VI. 144; vaar nu i dag theris rette tegtedag att møde i then sag, som her for oss beuiist waar met wort opstandelses breff (1550). Rosenv., Gl. D. I. 128.Opstandere, no.
1) opstander, pille; opstandere, columna. Colding, Dict. Herlov.
2) en opstående rende, postetræ; saa tit oc ofte renderne eller opstanderne hielp udkræfver. Instruction for Vandmestere. 20/11 1680. § 1; ny hoffved render at legge, publiqve opstandere at sette. sst. § 6; opstander, statumen; vandpost, silanus. Baden, Dsk. lat. Ordb. Smlgn. sv. uppståndare.Opstandere, no.
1); (1645). Or* II. 205 (ovf. II. 546 a49); samme opstandere paa stolene (1601). KhS4 V. 728.Opstandig, to. opstående; att dett jord maa eries well med opstandige furer, dog icke for høie (1601). NkS 351d (4°) p 5.