SansSans, no. (sv sans, fr sens, l sensus)
1) tanke, sind; hand haffuer icke met ræt saantz begrebit, huad det er. Jes Sir 2017 (1607, 1647); Etym 1145 (u. sensum); – give sig s. ɔ: tænke på; ieg gaff mig icke sands der effter, at der skulle være en Gvd ofuer mig. JDV g 2v; – gøre (sig) s. ɔ: tage i betænkning; giør os icke mere sands der paa at bryde Guds bud end at bryde it stycke glas JDM l 4; de giøre sig aldelis ingen sandtz eller samuittighed om, wid huad middel de bekomme penge. SkP 174. – have s. ɔ: være rimelig; den deling, som oc allerede er giort, haffuer ingen santz met sig for deris ringehed. Hvf VI. 295.
2) bevidsthed; dirigeo, miste sin sandz, sin følelse. Etym 1065; Steph II. 453; NL 1491.
3) i nuv. bet.; hand fortryller menniskens øyne oc sandze. JDM d 4; mine udvortis sandtze. JDV g 9; effter disse udvortis sind oc sandse. Brochmd I. 627 b; vor syn og sandse forestille os solens fremløb. BrunsmK 211; – ved alderdom ... der gaar brøst paa alle sandtz. HenrJR 200. Jf sens. Sans, no.
1) – attrå; kiødsens sands er fiendskab imod Gud. Rom 86, 7 (1607, 1647, jf begær(e), no.). – begreb (omfang); LthÆ 2v (ovf. IV. 902 b32 = t ziel. Luther, Schr (1613) II. 429). – fra s. ɔ: fra forstanden; (1620). Grønlund 110 (ovf. IV. 486 a24); een afsat præst, som er fra sandtzen (1671). Hüb II. 193-4.
3) – sansning; RsL a 7v (ovf. u. findelse 2)); Hex 265 (ovf. III. 56 a52). Jf til bet. sind. Jf høre-, pige-, påfindelsess.Sanseløs, to.
1) tankeløs, følesløs; saadane sandtzeløse folck høre Guds ord saa forgiefflig. TVd 150v; mand seer nogle saa tanckefulde eller sandseløse. ErB 29; Etym 250 (u. socors), 1254 (u. stupidus), 1340 (se sanse); tvifler sanseløs paa herrens miskundhed. SP b 1; naar hand vinen dricker, da er hiertet sandseløs. Naur bb 3.
2) bevidstløs; dricke thobacks røg oc strax falde de der aff neder, ligesom de vare santzeløse. FD 361 Y; blev moxen sandseløs og kom ej det ihu. AB I. 319.Sanse(s)løshed, no. tankeløshed, følesløshed; Etym 250 (u. socordia), 1254 (u. stupor); huilcken straff aff voris wtacknemmelighed oc sandtzeløshed forvoldis. JDV a 8v; – Vor Ungdom 1883. 163 (ovf. III. 97 b24).Sanse, go.
1) fatte, forstå, mærke; du santzer icke, huad Gud hører til. Matt 1623 (1607, 1647; 1524 og CP: forstaar; 1550: acter); torpeo, er sandtzeløs, sandtzer intet. Etym 1339-40; Steph II. 1380; Peder opvaagnede oc sandsede, at hand hafde udloffvet tre døttre. SPD 3. – s. sig (sv sansa sig) ɔ: a) komme til bevidsthed; hand faldt need paa gullet, oc icke sandsede sig selff, eller viste, hvor hand var. RFII 356. – b) tænke sig (om); begynder de sig bedre om at santze. Naur dd 2v.
2) agte, regne; skal mit hiert' ey frycte sig, ey dennem noget sandse. Psd I. 265 a. – have tilsyn med; hannem lod levere som ofver-commendant al stadens skydts at santse. Hex 254-5. Jf fors.Sanse, go.
2) – tænke (på); Buc* d 1 a (ovf. V. 674 b16).Sanseblinder, no. forblinder af s.; AB I. 268 b (ovf. V. 344 a36).Sansekage, no.
1) påmindelse; kun at vippe deris top dem til een sandse-kage. Wiel II. 108.
2) ørefigen; og maa smage sandsekage. LTh 234 (frgd. o. ovf. V. 728 b25). Jf ovf. V. 549 a6; t schlägelkuchen, se Sanders, Ergzwb.; forkl. Carl Bernhard, Nov2 XIV. 213-4 synes ikke rimelig.Sanselig(-hed), se us.