SkammeSkamme, go. (isl skamma) 1) volde skam; bliffuer hissit med dieffuelen schamit. Dmdo 14. – vise skammen ved noget, irettesætte; han skammer oc skender dennom ocsaa aabenbare oc wiser dennom sin brøst. TSd 139v. Jf nuv. skamme ud. – lade sig s. ɔ: a) lade sig forføre; hun, som seg lader kræncke oc skammæ. Rsv* V. 36. – b) skamme sig; HWR 140v (ovf. u. fortryde 1)), jf lade 9). – lf skamme sig; T 41 (ovf. I. 227 a u. bløjnes); VdS 490 (ovf. III. 343 a30); skammedis hun icke horeri at driffue, hui skulle hun skammis at suære oc liffue. Heg 87, 83; hand ej skamdis at ophøje de sølfafguder ofvr Herren. Hex 37; saa prægtig en møe, for hvilken jeg ikke tør skammes at døe. AB I. 271 b. – upers.; de tøffuede saa lenge, at dem skammedis ved. Dom 325 (1550, 1647); det blues, haanis, skammis. Etym 1004; – s. sig. Lyndsay 21 (ovf. II. 332 b54). Jf fors., be-, udskammet.Skamme, go. – vise skammen ved at undlade; JDM a 12 (ovf. III. 842 b16), jf ovf. III. 762 a5. – Luc 28 (ovf. II. 213 b40). – til l25 (fsv skamma sik); CP I. 77 (ovf. I. 520 b9); Hex 256 (ovf. u. afbramme). Jf uskammet.se i sammenhæng Vis mere +
SkrammeSk(r)amme, no. (sv skråma, mnt schram(me)) sår, skramme, skure; han haffde store skrammer baade faare oc bag. HWR 255v; en bonde met it spiud slo hannom den skramme, hand haffde offuer hans næse. Hvf IX. 2v; cicatrix, lægt skramme, ar. Etym 212, 1082 (ovf. III. 561 a11), 1432; Steph I. 249 b; jeg ville snarere forlade den, som slaer sin fiende et saar, end den som rifver hannem en skramme. BT II. 104; – bleff samme mand vred, tog en øxe och hug 4 eller 5 skammer y sit bord (1611). KhS III. 150.Skrammet, tm. (svd skråmma, mnt schrammen) såret; der ieg hannem saa baade skrammet oc led. HWR 255v. Vis mere +