SkureSkure, go. (fsv skura, mnt schuren) rense (ved gnidning); Rsv* IV. 6 (ovf. V. 239 b39); 3 Msb 621 (ovf. II. 571 a22); TkH 3, 161, 162 (ovf. V. 255 b5, 124 a33, 169 b22). – skrabe; strepo, skurer med fødderne. Etym 1245. – s. ud, se ovf. IV. 583 b1. Jf bort-, op-, uds., fodskuren; skyre. Skurekvinde, no. rengøringskone; en aff skuer-quinderne, som bærer keylen op for eder. Jm 148; – hørde iegh tuende skiure quinder siunge (1586). DM3 III. 148.Skurer, se tands. Skurerske, no. = skurekvinde; ad din skurerske giør en skade dig. TkH 183. Vis mere +
SkureSkure, go. (isl skora) dømme, erklære; wortæ thet forti skwret oc sagt j fældh (1492). Tvd 2832; (1526). DM IV. 256 (ovf. u. fald 5); (1552). Rsv I. 187 (sst.); haffe ladet steffne LT och SO, schurssneffn i Haldherritt, for de haffve skurit thend lille bundegaard fraa rette sielffeiere-bunde-arffvinger (1590). Rsv IV. 233. Jf Abh. z 70 Geburtstag K v Maurers 249ff. se i sammenhæng Vis mere +
SkureSkure, no. (isl skor, sv skura) i nuv. bet.; de skar de dybe skurer (ɔ: plovfurer). AA II. 136; – fure; i ansictet sat slige ryncker oc skurer. Heg 240. Jf: du havde ingen skremt med dine pande-skurer. Wadskiær, Apol Bet b 4v. Jf pilles.Skure, no.; naar hand haffver tvende øxen for sin plog, som icke ere lige stercke, da legger hand en skur paa aaget nærmere den stercke. Hors* (1685) fort c 2v. Jf giljes.Skurestok, no. et glatteredskab; planula, skure stock: liden høffuel. TV 108. Jf n skurestikka. Vis mere +
SkurreSkur(r)e, go. (fsv skurra, mnt schurren) knurre, brumme, larme; begiønte thet ad skuere wti vannedt (1549). DM3 I. 324; tha begiiønthe thet ad skure vdj kiillen. sst. 325; Dmdo 112 (ovf. III. 630 a21); TK 95 (ovf. III. 630 a23). – efter nuv. brug lyde ilde; Etym 1192 (u. dissonus); det ord skurrer i mine øren. De nsynlige A 3, S 1; den titul vilde og kand skee skurret i de dage. Wadskiær, Poet Skuepl 341.Skurre, go. – prale? til forargelse med svage dyd at skurre. Thrane 28. – tm. skurrende; DV X. 730 (ovf. III. 363 a11).Skurrestræng, no. ilde lydende stræng; – slå på s. ɔ: volde uro, ufred; hand opvaagnet er igien og slaaer paa skurre-strengen end. AB II. 367. Vis mere +