SnekkeSnekke, no.; WD II. 71 (ovf. III. 157 b42). Jf storm-, veg- (IV. 782 a36), øres. (IV. 996 b25). Vis mere +
SnekkeSnekke, no. hunk. (∾ sv snäcka, t schnecke) 1) snegl; hun er som en bi oc en snecke, huor hun kryber, da drager hun husit met sig. SthH g 4v; en ørn lod falde en snecke eller snegelhus. sst. o 1. Jf oljes. 2) drikkekar. M. Jf horn i lign. bet. 3) vindeltrappe. M. Vis mere +
SnekkjeSne[i]kk(j)e, no. hunk. (∾ isl snekkja, mnt snicke) (mindre) skib; - ded ware denn for-gyldene snecke, hun seigled i sønder di acker-strenge nie. DgF I. 374 a; then snecky hun er saa well bewardt. DgF III. 471 b; snecken hun ligger paa lande oc græset vnder hende groer. VdV III. nr. 2 v 1; Steph I. 200 a (u. phaselus); kirkens snekke svag, som lider nød og nag. KPs 272; – DgF IV. 278 a (ovf. I. 329 b u. bør); – qnedam nauis, wlgariter dicta snikke (1339). KD I. 75. – flt.; DgF II. 177 b (ovf. u. fjørd); – LyschG b 1 (ovf. III. 565 a14); Lysch 29 (ovf. II. 262 b14); – Hvf III. 264 (ovf. II. 574 a25). Sammenhængen med frgd. o. (jf Dalin, Grundtv. Hdob) er tvivlsom, jf Jess 229; GrimmW: schnecke. Jf guld-, sejles. Vis mere +