SpøgeSpøge, go. (mnt spoken) 1) drive trolddom; monstrificus, som kand spøge oc giøre selsom oc vnderlige ting. Etym 390. 2) (sv spöka, n spøkja) varsle om, være nær ved; onde folck, der spøger ickun effter ulycke. HiørP indl. c 7v; han har længe nok spøget efter det, han fik. M. spøge for. sst. Jf forspøg.Spøge, go. 3) være på færde, vise sig; JDM e 7 (ovf. IV. 493 a23); begynder Svensken om natten at spøge her uden for byen. HiørK h 8; hand (ɔ: djævelen) hafver spøget for dennem udi dislige skickelser. Deb 22; KPs 411 (ovf. III. 741 b22). – tumle; Hvf VII. 4 (ovf. III. 631 b49). 4) skemte; M (ovf. I. 278 a u. brørser); – CharlBiehl, Don Quix II. 59 (ovf. II. 154 a34); v Aph I. 648 c (= kurzweilen, scherzen); jf F og TWb II. 1141. – Jf op-, overs.se i sammenhæng Vis mere +