SpellemandSpel(l)emand, no. (fsv speleman) spillemand, musiker; foræ thøm gongæ qwædæræ oc spellææ mend. MR 1297; (1504). NTH I. 562 (ovf. II. 842 b26); kremere oc prackere, spelemendt oc andre landtløbere. PE 75; Ps 6826 (FV, ovf. II. 771 b48; 1550: spillemend); ErF 4 (ovf. III. 473 b53); – ther Jesus ficke seet speilmenden. Matth 923 (1524; CP: pibere); – maatte de altid hafve unge qvinder oc spillemænd hos dennem. UK e 4v. Jf stadss.se i sammenhæng

Rapportér et problemfra Kalkars Ordbog Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700). Bind IV

Vis mere +

I andre ordbøger

I andre opslag