StammeSta[æ]mme, no. ik. i nuv. bet.; huilcke oc vaare aff det kongelige stamme. Hvf III. 569; det pomerske stamme. Hvf IV. ssss 2 b; det Oldenborgiske stamme. Hvf VII. 277; haffuer Gud vnderlige beuaret stamme oc aff hende ladet oprinde mange herrstammer. Lysch 554 (jf ovf. II. 294 b24 ff), 426 (ovf. II. 79 b19); – arffue rættighed forstaais ickun paa stammen, icke personen. Hvf VII. 275; fk PG 135. Hank i Sv og T. – aff edele stæmme. FV a 3v. Jf sv stämma. – Jf adel-, føde-, herre-, sams.Stamme, no. –; Juda kongedom skulle bliffue hos Juda stemme. Jac fort 6, 4, 47, 149. – fortrin ved nedstamning; adelen haffuer mot affstaa deris titel oc stamme oc bryde deris vaben (1651). DM3 IV. 132. 2) træstamme; cavdex, stamm. MP 257 (genus, stamme. sst. 41); stirps, stamme. Etym 1231 (ikke i de æ. l ordb u. tilsv. o.); Holst IV. 114 (ovf. III. 804 b54). Jf pode-, rode-, Romer-, træs.Stambog, no. (sv stambok) 1) stamtavle; - genealogia, slect register, stambog. MP 41; Etym 684; NL 523; M. 2) dagbog, tidstavle; - stam bog paa, huis fornemlig, som er schedt fra min fødtzels dag och thill denne dag. Hüb II. 307.Stambrev, no. = stambog 1). M.Stamskrift, no. = stambog 1); genealogia, stammeskrifft. Etym 684; M.Stambogstav, no. (sv stambokstaf) i nuv. bet.; g har tilforn ej væred stam-bogstav her udi. PSK 34 not r.Stamgods, no. (sv stamgods) g. nedarvet i samme slægt. M.Stamhus, no. (t stammhaus) i nuv. bet.; skal tillat være stamhuus deraf at oprette. DL 5-2-65.Stammenavn, no. (t stammname) slægtnavn; Etym 519 (ovf. V. 13 a35); brugte det weder naffn sig til en stamnaffn (1658). KhS5 IV. 375; herr Normand, hvilket navn endnu er et stamme - navn. PSV* 680.Stamord, no. (sv stamord) rodord; tid-ord herforuden ere stamord ok udsprings-ord. PSK 35.Stamregister, no. (sv stamregister) slægtregister. M.Stammerod, no. ældste udspring; KC a 4v (ovf. I. 825 b s. l.).Stammetavle, no. (sv stamtafla) stamtavle; har dennis hænder skuurt sin stammetaule klar (1702). DSt 1909 36; NL 1748 (u. stemma).Stammig, se høj-, lavs. (III. 207 a22-3). Vis mere +
StæmmeStæmme, go. (isl stemma) 1) standse, stoppe (noget flydende); tac getæ haar oc bræn oc blandæ mæth ædikæ, oc thæt stæmer. AM 187 2617-18 (overskr.: contra fluxum narium), 624 (ovf. I. till. u. blodras); thet ær bædre at stemme bæck en aa. PL** I. nr. 39; før jen mølle, hand stemmitt midtt wanditt paa HM's grund (1586). HübB 499; ieg det vand ey stemme kand. Rch 213. – coercere aquam, stemme for vand. Etym 77; Steph II. 231. – fik ieg wansæmæ meth Abell ... inghen kwnde henne stæmæ. Rkr n 6v. 2) sy rand på sko. M. Jf Rietz 674: stämma 3). – Endnu brugeligt, jf VSO, MbO. Jf bes., blodstemt.Stæmme, go. Jf væder-, ørestæmt. Stæmmenål, no. (t stämmnadel) nål til at stæmme - (se bet. 2)) med. M. Jf n stemmenaal. Vis mere +