SvagSva[å]g, to. (fsv svaker, mnt swack) i nuv. bet.; quinden er bode paa legommet oc vti modet suagere end manden (1524). 1 Pet 37 ir. (i texten: thend wogeste); ieg er end nu suag. 2 Sam 339; i stange alle de suage. Ez 3421 (1607, 1647; 1550: skrøbelige); Etym 108 (u. imbecillis), 444 (u. infirmus), 696 (u. elumbis); – stundum svaeg, ræt ligesom et rør, stundum stijf. TkN 4; – han da er sterckest, naar han er swogest. TSd 87v (jf 2 Kor 1210, 1524 og flgd. overs.: skrøbelig). – fuld af sygdom; i denne suage tjd oc nu grasserende siugdomme. Fdg 17/8 1651. Jf tros.Svag, to. – særlig havende det månedlige; den som ligger hoss en quinde, som er suag. 3 Msb 2018 (1607 (i r.: haffuer sin siuge), 1647).Svagøjet, to. havende svage øjne; Lea er svag øyet. GHD II. 76 (jf 1 Msb 2917: haffde ømme øyen; 1607 i r.: suage).Svage, go. (fsv svaka, mnt swaken) 1) svække; hukommelsen formedelst megen druckenskab suæckis oc suagis. SkP 424; tiden dummer øyenen, ja suager læmmerne. SkR eeee 2; M. Jf be-, fors. (også I. till 64 b). 2) svækkes. M.Svage, go. 1); Hvf VII. 322 (ovf. II. 188 b6). Svageligt, bio. svagt; ei suageligt, men stercheligt forgyldet (1685). DS2 VI. 219.Svække, go. (t schwächen) 1) i nuv. bet.; Etym 137 (u. accido), 444 (u. infirmo), 549 (u. debilito); Steph II. 29, 734, 364. 2) formindske, forringe; huoroffuer scholens inventaria och beneficia højligen befindes at være corrumperet och svechet (1657). KhS3 III. 54. Jf be-, forsv.Svække, go. 1); Hvf I. 234; Hex 127 (ovf. I. 649 a3, 719 a8); RFII 62 (ovf. II. 78 b51). 2); Hex 212 (ovf. III. 302 b19). 3) tilsidesætte; Fdg 20/2 1621 (ovf. V. 322 a31); at forordningen icke bliffer sveket och affbreck giort (1647). KD III. 281.Svækkere, to. 2 g. ɔ: svagere, ringere; min farbroders tilstand blev hver dag sveckere, som desforuden var slet. Æreboe, Autobiogr 24. Vel nærmest efter t schwächer, jf dog stæk- (ke)re ovf. IV. 96 a51 ff.Svaggøre, go. svække; den suaggiør menniskens lewer. WD II. 151.Svaghed, no. (sv svaghet) i nuv. bet.; ChrIV* V. 503 (ovf. V. 69 b17); (1650). Hüb II. 140 (ovf. I.* 50 b u. drikke); KK a 2v (ovf. u. amagtighed); Beretn 62 (ovf. III. 867 a9). Jf sprinkels.Svækkelse, no. 1) i nuv. bet.; Etym 444 (u. infirmatio); NL 433. 2) forringelse; bødkerne til indpas og nærings svækkelse (1678). LA 9. 3) afkræftelse; de haffuer wed mact kiendt de offuer hende forhuerffuede vidner, som till sueckelse for dennem vaar indsteffnet (1649). Hüb II. 128. Jf be-, fors.Svækning, no. = svækkelse 1); Etym 444 (= infirmatio). Vis mere +