TåndeTån(d)e, no. tande; elichnium, lyse vege vel taane. CPV; – taande vdi liuss. Dict; FD 361 Bbb (ovf. II. 821 a1); snyd liuset, ad ey taanden skugger. ComD § 745; – skarn, som sankes om tanden i lyset. Steph I. 213-4. Jf ljuset.Tåndekar, no. kar til den afklippede tande; sax der til (ɔ: til lamperne) oc taandekar der til aff purt guld. 2 Msb 2538 (1607, 1647); liusningens liusestage oc hendis saxer oc hendis taandekar. 4 Msb 49 (sst.).Tånde, go. pudse (et lys). M.Tænde, no. brynde; 30 søner tha affledhæ han gudløst i leghomz tændhæ. HM 157.Tænde, go. (æn tenda, isl tendra) i nuv. bet.; tændær eld af syk, of han wændæs geen sool. HH 137; ieg kom at skulle sende ild paa iourden, oc huad wille ieg helder, end at hand var tender. Luk 1249 (1524, CP); accendo, tender ild. Etym 155; tænd oc brendende lius. sst. 1454 (u. vivus); Steph II. 28. – t. op ɔ: a) antænde; icke tænde the elder it lyuss vp. Matt 515 (1524; CP og flgd. overs. (kun) tender); resuscito, tender op igien. Etym 216, 155 (ovf. III. 372 b36); Steph II. 1240. – b) ophidse, opirre; thændhes the vpp till wredhe. GkS 71v. Jf be- (I. till 33 b), ind-, opt., an-, betændt.Tænde, go. – t. an ɔ: antænde; Urfé V. 9 (ovf. V. 944 b45); saa tender lunden an. Raun 42 (= l involvit flammis nemus. II 308). Jf ant. (V. 44 b11). – Jf eld-, nyretændt.Tæ[a]ndel, no. = tån(d)e; theth jærn, meth hwilkæ som mæn pleyær at thage tændelæn aff lywsæth. ÆB 2 Msb 2538; ÆB 4 Msb 49 (ovf. u. andbud); – meer olie her var, meer vox, meer tandel oc, hand slykte liuset, det igien at tænde dog. Hex 276, 53 (ovf. u. forgylden); da maatte branden tage af lyset i en hast, hand kaste vel saa fage den tandel fra sig bort. Helt, Skr 212. Efter M er tandel brændende væge, tånde brændt v.? Tændelse, no. optændelse; GkS 3v (ovf. III. 868 b22). Jf opt.Tændelse, no.; aarsagen til denne hastige tændelse er. Lauremb, Acerra philol v Sanderssøn I. 121.Tændehest, no.? HelvM I. 79 (ovf. V. 331 a34 = sv munkämpar. udg 1694 60). Trykfejl for rendeh., se VSO bet. 3)? Tændeved, no. optændingsbrænde; thendewed, fyrsten (1601). NkS 351d 37.