TilbøgeTilbøg[j]e, go. (fsv tilböghia)
1) bøje til; de vilde icke høre ey heller tilbøye deris øern. Jer 724 (1550, 1647).
2) gøre tilbøjelig, bevæge; Disp 74v (ovf. II. 291 b28); – attraa vil ej fornøjes, før hun til eje det kand faa, som villien til bøjes. AB I. 123 a; de (ɔ: stjærnerne) tilbøje, men ei tvinge (astra inclinant, non necessitant). PSO I. 389. – tm. tilbøjelig, villig, gunstig; iek er aldeles redhbon oc tilbøgdh at giffwe tik nadhe. GkS 142v; er han nathelig tilbøghet wore bøne. Rsv* V. 183 (= l inclinatus. sst. 182); tilbøgede til gerningen at gøre. 2 Kor 811 (1524; CP og 1550: villigt); – eders hierte och tancker ere tilbøyede til ont. CP IV. 32128; mennesken er ganske møget tilbøyget i hoor. Mb 32; Etym 1395 (u. devexus); mit skrøbelige kiød og blood til sine tusind fald tilbøyed er. KS 64. Jf bøge. Tilbøg[j](e)lig, to. (fsv tilbögheliker)
1) tilbøjelig, hengiven; propensus, meget til bøglig. CPV (Etym 907: tilbøyelig); menniskene, som aff tilbøyelig nature vaare tilneigede til det, som ont vaar. HWR 5, 34 (ovf. III. 200 b25); moderlig sind oc hierte er mere tilbøyeligt de smerste end de eldste børn. Hvf VIII. 1.
2) passende? Hvf VII. 32 (ovf. III. 786 b28). Trykfejl for tilbørlige? Tilbøg[j](e)lighed, no. (fsv tilböghelikhet) tilbøjelighed; lyst och tilbøglighed til wkyskhedzens gerninger. Disp 86v; inclinatio, tilbøjelighed, tilbøjelse. Etym 233. – forkærlighed, anlæg; han havde stor tilbøyelighed til mathematiken og fortificationen (1777). HofmA, I. 115. Tilbøjelse, no. tilbøjelighed; hon kan ey forse the thing, som kommende æræ, men hon nødhes at hawe heller tilbøwels til the thing, som æræ næruærendes. HS 9614; – bliffuer mennisken oc frii vdi daaben aff al tilbøyelse oc begerelse. CP IV. 52620-21; alle haande wskickelige tilbøylser oc brønde driffue hierter til atskillige synder. PlH f 2; HemmE 41 (ovf. I. 449 b2); Etym 233 (u. proclivitas); 906 (u. propensio); børnenis oc unge folckis natur oc tilbøyelse, som meget til næst forskreffne posters spiise ere tilnegte. Bernts IV. 576.