TillykkeTilly[u]kke, go. (fsv tillykkia) 1) lukke; de tilløcke deriss øgen. Matth 1315 (CP; 1524: tilluchte); tillycke kirckin. PE 282; hand skal oplade oc ingen skal tillycke. Jes 2222 (1550; 1607: tillucke); Neh 1319; tillycke øynene. SmdLb I. 35; – laat han allæ kirkær til lughæs. NdM V. 175; – han haffde tilluct alle kirckir. PE 282; havde de hart ad indtaget porten og havde den nær tillukt (1611). NdM II. 27. – stoppe, spærre; att the skulle stoppe oc tillycke munden igen paa thennom. Mb 48; Pene aa skulde tillyckis. VdS 417. 2) tildække (hovedet); saa lenge pigerne gaa endnu aabenhoffvedet ... men naar de bliffver giffte oc hoffvedet bliffver tilluckt. SPD 7 (jf ovf. II. 306 b30 ff); mændene skulde bede med aabne hoveder og qvinderne med tillukte. Altb fort a 3v.Tillukke, se tillykke.Tillukkelse, no. tillukning; Etym 1253 (ovf. u. obstructio); WD II. 111 (ovf. III. 343 b28). Vis mere +