TyngselTyngsel (tyngsle), no. (isl þ;yngsl) 1) = tynge 1); med sin tyngsel stoor slaaer fienden død den stærke. Hex 229; hun skal sin moeders skød med tøngsel ej besvære. SP a 1; en deel heste aff den mæctige hede oc vor reysetøys tøngsel faldt døde ned. RF II. 411. – vægt, byrde; siden leggis et log offver med et reent tyngsel. Holst V. 145; et træ, som af sin fruct nedbøjet for tyngsel brøste vil. OB 3. – tunghed, mathed; man ma koppæ sættæ for thyngslæ i howeth. DM3 II. 174; fiall thyngsel a hannum. HKv 321. 2) = tynge 2); the framlegge there formanne vskelle thyngsel. HS 431 (= l gravamina indebita superiorum. udg 1724 75); det er os en tyngsel oc hinder, saa ofte ad klæde os af oc paa. ComD § 510. 3) = tynge 3); sosom the velæ vntgaa then thyngsel och pinæ, som æræ screfnæ i thennæ skra weth hvær brødæ. Nyrop, Skråer I. 20 (her nærmest: bøde); (1488). Hüb I. 64 (ovf. III. 565 a49). 4) forstoppelse (hos kvæg). M. Jf bet.se i sammenhæng Vis mere +