VadeVa[å]de, go. (isl vaƀa) i nuv. bet.; vad ej over vandet, hvor du ej seer bunden. PSO I. 465; – vado, at gaa eller vode ouer vand. CPV; Etym 1379 (u. vado); han førde hende til en dam oc bad hende vaade fram. HWR 242v; huo som kommer dybt i synd oc skam, forstockis der i oc vaader alt fram. Heg 51; jo længer mand vaader ud, jo dybere er vandet. PSO I. 100. – vado, ieg offuer vaaer. TV 254. Jf Thors 245. – dat. (isl óƀ); ær hwn ey møø, ower wanned wod. RD I. 324; en hwid hind wod offuer eluene. RD III. 1622, 10729 (= wadde. CP V. 147; wodde. sst. 746); – KC* b 2 (ovf. IV. 263 b33); – Rkr m 1 (ovf. I. 441 b6); Hvf VI. 131 (ovf. II. 104 a6). St. bøjn i Fsv og æ T, jf Rdq I. 168; GrimmG I. 935, 971; nu begge st. sv. bøjn. – v. for langt ud ɔ: vove sig for vidt; er bleffuen forskrecket, at ieg er vad for langt vd oc vil falde vdi mishaab. Pall, Dagl Bekendelse a 2v (= Pall, Scrifftemaal b 5v); hand er icke vaadt forlangt vd, ia lenger met Cain oc Juda, end hand trøster sig til at komme til land igen. PlH f 2v (meddelte af mag P K Thorsen). Jf udv.se i sammenhæng Vis mere +
VadeVa[å]de, go.; – aa, som er dyb oc ey kand vaaess offuer. Dict a 1.Vadskoværlig, no. vådt vejr; kyndelsmiss giffuer vadsko værlig. HelvP 1622 c 4. Eg. v., da man bruger vandtætte sko; el. for våd skov.; jf åsen: vaatskodd; Hallager: vasskoe. Vis mere +
VådeVåd(e) [vove], no. 1) (isl váƀi) skade, ulykke; - giør os ey then skade, thin modher och mægh then storæ wode. RD I. 302 (= wadhe. RD II. 303); (1477). FA I. 27; som kan oss beuare fra syndzens vaad[e]. Dd 37; T 287; frij oss fraa heluedis waade. Psb I. 29, 25; (1538). DM I. 245; han skal derfaare komme i vaade. HWR 30v, 283; ondt raad og daarlig forstand fører i vaade mangen mand. PSO II. 210; – beskerme oss, at ald ting hoes oss maa bliffue foruden voffue. TP a 7v. 2) (sv våda) fare; - gaf sin siæl j wodhe, ath han skwldhe frælsæ edhær. ÆB Dom 917; Rkr h 1 (ovf. u. bekummer); PL** nr 832 (ovf. IV. 31 b3); mit liff staar i saa stor en vaad. DgF II. 309 a (rimord: raad); VdS 385; i sige mig noget aff eders vaade, ieg løser eder aff denne fare. VdV I. nr 23 v11; – mange wodhe æra a ferdhe. MR 2102; – som kan hielpe deg aff sorg oc woffue. TVd 6v; redebone til alle honde fare oc woffue. TSd 296v; huad voffue oc liiffs fare vaar ieg wdi. TP f 3 (se også ovf. III. 256 a9), f 7 (ovf. I. till 37 a17), a 7v; det vaar i voffue oc fare. PlSk d 2; SmdLb IV. a 4v (ovf. I. 512 a3); saae sig vere stædde i voffue. Lyndsay 29v (rimord: skoffue; vaade. sst. 29, rimord: raade); lærdommen stander i voffue. Lysch b 63 (rimord: groffue); min siæl hun er i voffve, mig stedse plager min synd. Cassubens Psb 474; altingest stod nu udi vofve. RFII 129; i fiendernis tid, da en hvers liff stod i voffve. GHD I. 16; – vnder tusinde voffue oc liffs fare. TP e 7. 3) vanvare, uforsætlig gærning; dreber enten af dennem den anden aff waade, da schall den bødes igienn aff waadeboed. Rsv* V. 572; udgrandsche, om saadant er vode eller ey. Rsv* IV. 32, 33; giør nogen manddrab, oc thet icke skieer aff waade eller nødvergie (1558). sst. 263, se også ndf. sp b38; rettens eller gierningens uvidenhed som vaade. Steph I. 300 b. 4) tilfælde, hændelse; Gensv p 3 (ovf. III. 897 b25); Dict (= casus). Både i MbO, MbG og VSO er vove (voffue) opfattet som selvstændigt ord (jf at vove), men er næppe andet end en af go. påvirket skrivemåde. Dels passer ofte ikke bet.: frivillig valgt fare, jf også smsætn, dels findes et tilsvarende ord kun lidet udbredt i de andre nord. spr. (jf n vaag ɔ: vovespil, svd våg ɔ: kampleg), hvor stammen vove er nyere, jf Fritzner2: vága, Grimm XIII. 394: wagen. Om end tilsvarende overgang findes, jf Rdq IV. 250; ovf. u. fel og førme, er her næppe andet end forvexling (formen særlig hyppig hos fynboen Tavsen, jf DyrlS 19). Jf ovf. II. 170 a28; III. 803 b43, 804 a5; formuge 5). – Jf hjærte-, kvinde-, sjælev.Våde, no. 1); i disse vaader vi til himlens glæde seer. Wiel XI. 481. Jf bondev. Vådebod, no. (æsv vaþ;abot) bøde for uforsætlig skade - (drab); Rsv* V. 572 (ovf. sp a6); M. Jf bod 3) (I. 238 a).Vådebrand, no. (æsv vaþ;abrander) ildsvåde; Vester - Aas ved ild og vaade-brand er bleven værre skændt, end pen beskrive kand. AB II. 88; høj-skolen til Paris, den saa skamferet er af ild og vaade - brand. sst. 185, 143 (ovf. III. 373 a48). Vådee[i]ld (vove-), no. (æn váƀaeldr) = vådebrand; nar wodheeld ær løsz (1443). KD I. 172; – Rsv* V. 506; bædræ ær wodhe ildh i by æn ondh wanæ. PL** I. nr 553; brendis 5 aff dennom aff wode ild. RdM I. 617; VdS 504; (1575). JS II. 131; kom der en stor vaade ild i L, saa at byen brendis. Hvf II. 142; her kom vaade-ild i et huus i byen. HiørP g 4; KS 28; (1690). GhA II. 280; den, der gierne ville dempe voffue ild. SmdLb IV. fort a 4; den gruelig brand oc voffue ild til Constantinopel. Lysch 273. Jf eld; nuv. ildsvåde (nyt o., v Aph: ilds vaade; BadO: ildsvaade).Vådefald, no. ulykkeligt tilfælde; fra ulykkis vaade-fald bevaris. KS 206. Jf fald 2).Vådefuld, to. farlig, ulykkelig; thu søndersled vodeful snar. HS 17921 (= l laqueos periculosos. udg 1724 327); NL 87 (u. calamitosus); v Aph I. 763 b (= t gefährlich). Vådesgærning, no. (æsv vaþ;a gærning) uforsætlig gærning (til skade); havde sandemændene »tøiet och afsagt«, at det var vådesgærning. SR II. 398; om vaadis gierning. DL 6-11 overskr (i texten: dræber mand anden af vaade imod sin tanke til at skade).Vådesløs, to. uskadelig; formener, jeg intet pligtig er derfor at forbryde, at jeg min værge bærer, hver ærlig mand vaadesløs (1605). DM4 IV. 130. Jf SL III. 13. Mulig: uskadt, skadesløs, jf isl váƀalaust, bio.Vådesag, no. = vådesgærning. M.Vådevand, no. farligt vand; i vaade-vand flyder vort land. KS 182.Vådevind, no. skadelig vind; at ingen vaade - vind din leve - kraft maa bøye. Wielandt IX. 398.Vådeværk, no. (isl váƀaverk) = vådesgærning; vaadeværck eller de gierninger, som skeer imod ens vilie. ChrIVL mhb k 12.Vådeværk, no.; da bleff det regnet for vaadeverck oc en ulycke. ClN 151.Vådeårsag, no. skade; - siugdom, graad oc sorg aff allehaande vaade orsag. VdPs i 4v. Vådelig, to. (fsv vaþ;eliker) = vådefuld; HS 2917 (ovf. IV. 734 b11); (1466). RdK till 63 (ovf. IV. 701 b43); i denne vaadelige verden. CP II. 237, 367; (1510). NdM II. 337 (ovf. u. døre); skadeligt for then cristen religion tisligis och vaadeligt for theris eghen welfart. DM V. 266. – Som bio. i (med) fare; - jech hawer for thik offte fared wodelig. RD I. 334; hon begyntæ at forfæres wodhelighe. ÆB 1 Msb 3517 (Vulg: periclitari cœpit). Vis mere +