VærdughedVærdu[i]ghed, no. (sv värdighet) værdighed, ære; - han bort thog til forn myn førmere fødelsæs wærdughet. ÆB 1 Msb 2736; han begraffue hennes ligh meth stor werdughet. RD III. 17511 (= werdighed. CP V. 11925); GkS 52 (ovf. III. 400 a3); Rsv* IV. 2 (ovf. IV. 110 b50); frycter eders verdwghed oc hedher. ÆdS 96; – thet hellie land skall haffues j større verdicheth æn andre landh. MR 23-5, 12712; CPV (u. dignitas); Etym 314; – ære vphøgde i verdehet. HS 6922; – som æresnavn; ether nades verdighet seel oc liff befaler wy the helige trifoldighet (1524). KhS VIII. 147, 146 (ovf. III. 66 a33).Værdighed, no. – til s. 908 a4; RFII 250 (ovf. I. 756 a17), 241. 2) værdighed (skikkethed); DM V. 268 (ovf. II. 404 b42); Etym 314 (u. dignitas). – noget værdifuldt; Urfé III. 31 (ovf. V. 825 a44). Jf tro-, u-, ærev.se i sammenhæng Vis mere +