VartegnVa[å]rtegn, no. (fsv vartekn, mnt warteken) 1) kendemærke, mærkesten; haffue de vdualdt sig døde oc wuildige vartegn. Lysch præfat 8; dennem, som seyle, til it var-tegen om natten. WE dedik b 2; kunde være vartegn, hvor paa de kunde kiende hin anden, naar de kom i vending med de Svenske. RFII 193 (frgd. o. ovf. II. 64 b51); som et vartegn, at du icke ubesindig skal støde an paa de samme synde-klipper. Hørning, Mor. Bib. I. 11; – (1760). årb 1876 8 not 2; PO 350. 2) varsel; vartegn, som pleje at gives, førend saadanne store slagtninger skeer. VdSv 99; dette er mig et underligt vartegn. sst. 150 (flgd. o. ovf. III. 747 a42); portentum, vaartegn. Etym 1302; BielkI 145 (ovf. IV. 250 a28); Curtius ved Wingard 7 (ovf. IV. 600 a11).se i sammenhæng Vis mere +