FejdeFe(j)de, no. hunk. krig, fejde; hær met scule alle feydhe oc twædrecht næther legges (1397). Geh. Ark. årsb. II. 29; wille the icky lengher were myn herris naade hørriigh, eller lydiigh, the ville holde feede met hans naade (1523). Allen, Aktstk. 23; theriis skaade, som the bekierre thenum wdj then feedhe skulle haffue ledett (1525). N. D. Mag. V. 86; besinde samme feyde, att hwn maa afstillis (1534). sst. V. 141, 308. Smlgn. Sch. u. L.: ve(i)de.Fejde, no.; nar som feyde paa eett sted begyndis, tha recker hwn icke alsomeniste till neste land. ErF 98; Gud den feide saa omuende, at hun fick fast en bedre ende. VdP 176. Jf død-, hus-, land-, or-, uf.Fedebrev, no. krigserklæring; ther paa haffuer etther ko. matt. skreffuett keseren fedebreff thyl och strax wdh skyckett etters nades orloffs skyeff med befalyng adh angrybe forne keserens land (1543). Geh. Ark. årsb. IV. 245.Fejdepenninge, no. godtgjørelse for skade, som nogen har lidt i en fejde; the hafthe oppeboret for theræ scadhe oc wedermaal (wedermod?) fullæ feydepenninghe (1457). Molb. Gloss. Fejdevis, no.; udi f. ɔ: for at angribe, hærge; der hand drog omkring vdi feide vijs paa Irland. Vedel, Saxo. 285.Fejdevis, no.; drog til Suerrige vdi feyde vijss. Lysch 137.Fejde, go.
1) angribe, fortrædige; huad helder biscop Pæther hathæ ladit feythæ Bille Esbenssøn eller hannum i nogher mathæ feythæ kynnet lathæ (1408). Molb. o. Peters. 393; tha skal han sette borgen, at han ey skal feyde then, som boligen effther hanum fangende worder (1492). Geh. Ark. årsb. V. 80; (1521). Rosenv., Gl. L. IV. 33; (1553). Rosenv., Gl. D. I. 223; her Christen vndsiger oc feyder thend prest (1576). Khist. Saml. VI. 357; derfaare fordriste sig ingen til at føre krig eller feyde konning Woldemar. Hvitf. II. 98; de offte haffue feydet hinanden der offuer paa liff oc død. Lyschand. X.
2) f. med ɔ: kæmpe med; Valdemar feidede hart met Knud om hertugdommet Slesuig. Vedel, Saxo. 312.
3) f. på = fejde 1); hand torde icke feide obenbarlige paa Danmarck. Vedel, Saxo. 529. Fejde, go. Jf anf.Fejdelse, no. angreb; insidiæ, hødsell eller feydelse. Vocab. 1514.Fe(j)debrev, no. (sv fejdebref); møtte hannem icke feyde- breve eller bud, som forkyndede modstand. HiørK a 10; naturen forkyndte feyde-brev. Wiel XI. 469. Fejdetid, no. krigstid; Rch 7 (ovf. I. 782 a23); udi fredtz och feide tide. NdM II. 319; ChrVS indl.