ForblændeForblænde, go. 1) blinde, berøve synet; han kom til slaattet vel ilde skend, met det ene øye slet forblend. Herm. Weigere. 56v (= nt. geblendet. v. 1242); en spaattelig oc løgnafftig røst, huilcken met søde ord forblender menniskens fornufft. sst. 108 (= nt. blendet, se udg. 1549. 98). 2) dække ved en murbeklædning; der uaar en i Københaffuen, som med at forblende tømmerhusse kunde omgaass. Chr. IV. Breve. I. 87; for huer thauffuell att mure och forblinde med en slett mandtel mur (1621). D. Saml. I. 26. Smlgn. Sch. u. L.: vorblenden; ht. verblenden. Vis mere +
ForblændeForblænde (forblande), go. blande; dette er forblandet med hedenskabs fabel. Hvitf. Bispekr. a 2; promisceo, forblander. Colding, Etymol. 752, 1371; Steph., Nomencl. II. 341; Nucleus latinit. 1959; sammenblande, forblende, misceo. Comenius, Orbis pictus. 471; du siger, disse coloni at være fødde af rommerske soldater oc spanske qvindfolck, oc at disse af den forblende art hafve faaet frihed. B. Tott. I. d 2v; paa lige saa mange maneringer, som pedes forblendis kunde, lige saa mange vers skulde deraff aufflis. S. Povelsøn. 355. Smlgn. blænde.Forblændelse (-blandelse), no. blanding; conturbatio, forblandelse. Colding, Etymol. 1371; elementerne ere af det, som er enfoldigt oc uden forblændelse. B. Tott. III. 230.Forblændelse, no.; Hvf V. fort a 3 (ovf. u. adskillighed).Forblænding, no. = forblændelse; eder ganscke handell er icke andet end een menge oc een forblending tilhobekommen aff ondt oc gott. Biskopper(ne)s Gensvar. nn 2; ther findis een forgifftig mænge oc forblenning. P. Eliesen. 404. Vis mere +
ForblændeForblænde, go. 1); – som hwn (ɔ: kirken) wærett haffde saa forblindett oc forstockett fra sind oc skiell. PE 346, 76; Etym 136 (u. cæco); Steph II. 169; KS 49 (ovf. I. 66 a1). Jf uforblændet. Vis mere +