FrestFrest, no. fristelse; myn hierthe er bwndhen j synszens fræsth. Psalmedigtn. I. xix a; ath wij vndgaa diæffuelsens list oc staa fast ij alle frest. Psalmebb. I. 165.Freste (friste), go.
1) prøve, erfare; wille wij noget fræstæ aff worth howerk. Romant. Digtn. III. 41.2 (= friste. Chr. Pedersen. V. 29.16) fræstæ pa. sst. II. 114; han frester vmøgligh thing, ther venter at føghe sek til so stor vold met so stor slimhet. H. Suso. 11.24; examino, at freeste. Vocab. 1514; friste. Joh. 6.6 (Chr. Pedersen; 1550: forsøge); Ludus de sto. Kanuto. v. 1222; hwor lenge Gud øffuede oc frestede dennom med saadan tyranske konge. Tavsen, Post. vinterd. 120; Gud maa lade seg paa det høyeste freste. Tavsen, Jesu passies hystori. 16v; thett haffuer ieg frest nu trende gang. Kortvending. v. 1899, 1562; Ranch. 108; Grundtv., Folkev. II. 601 b; haffuer du frest lyckens spil. Lyschand., Calmarnske Triumph. a 4v; naar aldting er frest, er hjemmet best. P. Syv. I. 201. – tm. prøvende; thett var Viderick Verlanndz-sønn, hand var een frestenn mandt, gierne vilde hand viide. om dy thalle var sanndt. Grundtv., Folkev. I. 98 b. Formodenlig kun en urigtig skrivemåde for frestend'.
2) forhøre ved pinsler; numella, som man frester tyffue met. Vocab. 1514.
3) komme til, besøge; hand krøger om igien, mod linien sig sticker, guldriig Peruvien oc Chili søøer hand frester. Hexaem. 97; der du (ɔ: solen) steenbucken gæster, med vandmand søger spand oc fiske-parken frester. sst. 171.
4) friste, lokke; frestær han (ɔ: djævelen) mænneskæ so, som han giordæ veth Euæ. Lucid. 29; han finnes aff them, som ey frestæ hannom. H. Suso. 1.3 (= tentant. udg. Köln. 1724. 1.); saa offte hand (ɔ: djævelen) frester mig. Psalmedigtn. I. 45 a. – friste. Gal. 6.5 (Chr. Pedersen, 1550). Smlgn. isl. freista; Schlyter: fresta.Freste, go. Jf ud-, vederf., ufrest. Frestelse, no. hunk.; prøvelse, fristelse; bliffuer denne gode qwinde ocsaa ij denne anden frestelse saa fuldherdig, at hun eij lader seg saa forferæ. Tavsen, Post. vinterd. 181; mange swaare frestelse. sst. 17v, 120; dieffuelss oc meniskers frestelser. Tavsen. 133, 19; besneris aff allehonde frestelser. Huberinus, Om Guds straff oc wrede. 59v; i foractede icke mine frestelser. Gal. 4.14 (1550; Chr. Pedersen: fristelser); Psalmedigtn. I. xxii b; 38 b; imodstaa saadan fristelse, sla hende tilbage. Tidemand, Post. I. 29v. – hvilken fristelse han bragte os i ved den regning om det strygmaal og det topmaal. Den stundesløse. A. 2. S. 5; Det lykk. Skibbrud. A. 4. S. 4.Frestelse, no. (fsv frestilse); – HS 658 (ovf. IV. 736 b31), 1819; – GkS 13v (ovf. V. 198 a9); alle fræstelse, som welde sigh vppa mik. Kemp 1265; samtycke i saadan fristelse, da kommer hwn aff dieffuelen. CP II. 177. Jf syndf. Frestere, no. frister; naar fresteren til min samvittighed gaar. Psalmedigtn. I. 185 b; Gud er ingen fristere til det onde. Jak. 1.13.Frestermand, no. = frester; dieffuelen, den onde frestermand. Psalmedigtn. I. 116 a; ved dend jeg kand bestaa mod alles fristermand. S. Povelsøn. 565.Fristelsessted, no. sted, hvor der er fristelse; jorden er en fristelses-stæd. HenrW II. 95.Fristighed, no. fristelse; skal ieg beuare teg fran thend fristighedz stund. åb 310 (1524).