GrøftGrøft, (greft, grift), no.
1) gravning; hun med grøft og andet besværligt arbeide, hendes adelige stand ingenlunde gemæs, haver paa det høieste været besværget (1608). V. Simonsen, Eske Brock. II. 77. Smlgn. tørvegrøft.
2) grav, grøft; Pether Skytthe oc hr. Marqwardh Skiernoff forne lyckæ lodhe indhenghnæ meth griffth och gærdhæ (1485). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 45; then grøffte (1496). D. Mag. IV. 13; hand grof en grøfft omkring Tranemossedam, oc saa bleff hand deelt for same grøfft oc saa skødt hende igen (1543). Rosenv., Gl. D. I. 75; grifft. sst. I. 118; de (ɔ: bønderne) skulle begive sig til grøften, som er paabegyndt ved Randers, med heste og vogne. Kanc. Brevbog. (1551–55). 225; hand (ɔ: Josef) vaar i grøfften tre dage oc 3 nætter. De 12 Patr. Test. 1615. h 5; metallerne grafvis ud af grøfter. Comenius, Opladne Dør. § 94 (l. e fodinis) – the mwe kaste twinde greffter hoss Pefflingedammen och en hoess stranden (1524). Kbhvns. Dipl. I. 333. Her mulig i bet. 3)
3) dige, dæmning; pons longus, grifft med diger paa begge sider, hvor paa mand ferris. Colding, Etymol. 679. Kønnet stemmer med sv. grift og n. greft, se Aasen, hvorimod isl. gröptr er hank. Formen grift er vel nærmest jydsk, jvfr. Varming. 39. Til dobbeltheden i bet. 2) og 3) jvfr. dam og dige ovf.Grøftepen(nin)ge, no. betaling for at måtte køre ad en dæmning; skulle alle vognmænd vere fri for grøffte pendinge (1543). Kbhvns. Dipl. II. 260; de imod tuende friheder, som er grøffte penge, ryttere och landsknegte hold, haffuer dennem bepligtet paa deris egen bekostning at holde alle de damme, det er broer oc veyer, ved lige oc magt (1622). sst. II. 698. Smlgn. penning.