HovedværkHovedværk, no. = hovedve; thæt taker houæth wærk bort. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 1.11; Hr. Michael. 173; cephalea, hoffuit verck. Turson, Vocab. 76; Steph., Nomencl. I. 243; om atskillig hoffuetuerck oc siugdomme. H. Smid, Lægeb. I. 1 (overskr. i texten: hoffuedens pine oc verck); faa de ret aldrig it hoffuit verck, men ere fri for sorg oc vaande. H. Thomissøn, Psalmeb. 220v; nu er ieg icke ret fuldelig sterck oc føler en suimelse met hofuituerck. Hegelund, Svsanna. 13; der aff fick hand stor lettelse i sin suare hoffuitwerck oc døffuelse. Hvitf., Jens Grand. 7; hoffvedverck aff melancholi. N. M. Aalborg. 112, 270; hofvet - verck, besynderlig om den er indgrodt, da foraarsager den enten besvimelse eller vanvittighed. Comenius, Opladne Dør. § 297; Bording. II. 414; P. Resen. 328; en hierte-sorg og hoffvedverk kand mig dog snart nedbøye. Kingo, Psalmeb. 295. Smlgn. isl. höfuƀverkr og værk ndf.Hovedværk, no. tagværk; houd werchet med wnderslaget offuen paa de øffuerste huus biellcker at sammen binde (1632). DS V. 192. – hovedled (i et vandværk); det gamle ferske vands hofvedverck er befunden forfalden (1691). BlT* 17/3 1894 sp 11.se i sammenhæng Vis mere +