KældeKæld(e), no. hunk. kilde, brønd; ther ær en keldæ, ath hwilken tyff som dricker aff hennæ. Lucid. 52; ter er en kellæ, hun gifuer vathn all verden ofuer. Mandev. Rejse. 193.20; 84.10; then kelde ... met blomster oc løff var hun soa tact. Romant. Digtn. II. 142, 141, 205; H. Suso. 53.33; Hell. Kvinder. 11.17; Kristi Efterfølg. 101.26; Rimkr. b 3v; N. D. Mag. V. 165; (1510). D. Mag. III. 173; Psalmebb. I. 151; den allerhøyste Gudz ord er visdoms kilde, oc hun vduelder aff det euige bud. Jes. Sir. 1.9 (1550, 1607); fons, kielle. Turson, Vocab. 96 (Colding, Etymol. 465: kilde); Vedel, Saxo. 224. – naar samme kilde gaffue olye aff sig, som hwn plegde at giffue vand. Chr. Pedersen. I. 65; Gud, som er al godhedz kælde. Hemmingssøn, Om Ecteskab. 16. – flt.; haffde monghe lyms kelde. Gl. D. Bib. 1. Msb. 14.10; kelder. sst. 7.11; kielde oc flodæ oc aa. De 15 Tegn. f. Dommed. a 2. – kiælder, brønde oc becke bliffue dog rene. 3. Msb. 11.36 (Tavsen; 1550: killer); sst. 1. Msb. 26.15 (se u. igenskiude 2) ovf.). Moth skriver i nuv. bet.: kilde, kel om en brønd. Smlgn. isl. kelda samt vatn-, vældekælde ndf.Kæld(e), no. – hank.; RD I. 12 (ovf. III. 309 b43). Gennemg. hunk. i Nord (∾ t quelle), t quell hank. Jf græde-, hoved- (II. 681 b48), hovedvisdoms-, læge-, spring(e)-, sprude-, trøstek.Kældegangen, to. bragt til en kilde; kelldhegaanghen kanne kommer ofthe brødhen hiem. P. Lolle. nr. 37 = kildegangen. P. Syv. I. 416. Kældgris, no. fuglenavn. Moth. Smlgn. kærgris ndf.Kældkarm, no. brøndkarm. (indhegning om en brønd). Moth.Kildepyt, no. indhegningen om en kilde. Moth. Kildespring, no. kildevæld; som smaa sand op flyder i eth kilde spring. Chr. Pedersen. I. 103; scatebra, kildespring. Steph., Nomencl. I. 60; Nucl. latinit. 1563.3; en søø, som sig med regn opholder oc tiil med kildespring. Hexaem. 106; lyders kildespring. S. Povelsøn. 547; (1684). D. Saml. 2. R. I. 225; du ald godheds kilde-spring. Kingo, Psalmeb. 370. Smlgn. sv. källsprång samt spring ndf. Kældsten, no. brøndsten; brønden var bleven sat med nye kjeldsten (1649). Jydske Saml. VI. 200. Kældsule, no. den stolpe, i hvilken brøndvippen hviler. Moth. Smlgn. Molb. Diall.: kieldsule og sule ndf.Kældevatn, no. kildevand; lat thær mæth rent keldæ watn. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 20.18; eet kar mæth skært keldæ watn fult. sst. 52.3; henne blodh løp sosom et rent kelde vatn. Hell. Kvinder. 30.19. Smlgn. vatn ndf. Kældevatn, no. (fsv käldovatn); – SmdLb VI. 72v (ovf. V. 245 b30); Psd I. 120 a (ovf. I. 123 b25).Kældvinde, brøndreb el. -lænke. Moth.Kildefærd, no. besøg ved en k.; sankt Hans kildefærd har ført en stor hob betlere her til byen (1705). KD V. 798. Jf DS2 VI. 271 ff.Kildesaft, no. væde fra en k.; nyded for min tørst hvor yndig kilde-saft. Raun a 2; SortS 83 (ovf. III. 479 b4). Kildestrøm, no. (t quell(en)strom) strøm fra en k.; Gud en kilde-strøm aff haarden been udlucker. Naur aa 4v.Kildevælde, go. vælde frem som en k.; Raun 78 (ovf. IV. 902 a7).Kældeværk, no. = kældkarm? en vandsprøng med et kielde verck aff three jndfattit (1638). DS2 IV. 80.