KobbelKobbel, no. 1) bånd; copula, kobbel. Colding, Etymol. 246; Nucl. latinit. 193; numella, kobbel. Steph., Nomencl. I. 279; med hvilcken kaablen (ɔ: copula) oc baandet forstaais medllom begge. H. P. Resen, Logices Beg. c 2 (= nexus. sammes Initia parvæ logicæ. a 5). 2) par (af tagspær); afbrendt offuer portten 4 kabbel sparre (1645). Orion (kvartalskr.). II. 190. Endnu siges alm. sparrekobbel. 3) et lag i et bjælkehus. Moth. 4) forbund; wær ey heller mz skalke ij kaabill. Psalmedigtn. I. xxv a. Efter Moth: et forbund til at gøre ondt. 5) en indhegnet vang. Moth. 6) en blære i is; at slå ål på kobbel. Moth. Smlgn. nt. og ht. koppel. Bet. 6) kunde mulig hænge sammen med nuv. kuppel. Smlgn. dog Molb. O.: koble 2.Kobbel, no. 1); – koffel, at koffle tu ting sammen. Wandal b 1v. 2); Etym 1330 (ovf. IV. 50 b30); – et kobbel er to kurffue. TR b 1v. Jf kappel. 5); ChrIV* III. 204 (ovf. V. 516 a11). Jf hals-, heste-, hunde-, slæbek.se i sammenhæng Vis mere +