KummerKummer (kymmer), no. ik.; the therfore offte haue stort kummer oc wmaghe fore oss. Dipl. Chr. I. 176; ieg vil skicke meget kummer. 1. Msb. 3.16. – naar døden kommer oss alle mett kiømmer. Psalmebb. I. 155; hand hagde rømpt fraa hende oc forkommett hendes godtz oc giortt hende stor skade, kymer oc forderffuelsse (1537). Rosenv., Gl. D. II. 63; de skulle æde brødet effter vect oc met kymmer. Ez. 4.16 (1550; 1589: kummer). – thag ey i thiit hiarte kimmer. D. Skuesp. 124. Smlgn. Söderwall, Ordb.: kumber.Kummer, no. Jf nattek.Kymre, go. volde bekymring; - k. sig ɔ: være urolig for; jeg ej lidet kymrer mig at vær' ej utaknemmelig. P. Syv, Cimbr. Sprog. 151. – lf. i samme bet.; pendeo, er ilde tilfreds, kymris. Colding, Etymol. 905. Smlgn. Rietz: kymmra.Kymre, go.; ieg kümrer mig slet intet om, hwor i giør aff eders fingerbøl. Jm 209. Jf be-, fork.Kymring, no. bekymring. Moth.Kymring, no. Jf bek.Kummerblandet, to. fyldt med k.; det timelig er kummer-blandet. Psd I. 371 a. Kummerbrød, no. brød, der nydes med k.; det taareblandet kummerbrød. Psd I. 373 a. Kummerfuld, to. i nuv. bet.; AB II. 185 (ovf. V. 546 b30); saa kummerfuld som Davids [vandring] op ad Oliebiergit. Fab 237.Kummerløs, to. (t kummerlos) fri for k.; jeg kummer-løs og tryggelig til liusen dag kand sove. AB I. 103 a.Kummerlig, bio. (mnt kummerlik) ynkelig, dårlig; ey min musa kummerlig af vinter tvangen gyse. Wiel II. 114; Jm 191 (ovf. V. 399 a8). Jf bek. Vis mere +