KvægKvæg, to. levende; hwad heller hwn ær død, heller qweg. Romant. Digtn. I. 314; ath følæ, om han war stærk oc qweg. Rimkr. d 1v; Rosenv., Gl. L. V. 542; hand er eij qweg, ther fuldelig beschriffue kandt thin ære. Psalmebb. I. 144; som ett quegt barn ij moders liff pleyer att røre seg effter den siette maanet. Tavsen, Post. vinterd. 84; Grundtv., Folkev. II. 2 a; thett stund ieg leffuer mett hannem queg. Kortvending. v. 2998; det er ildt qveg mand at brænde. P. Syv. I. 52. Smlgn. kvik ovf.Kvæge, no. oplivelse, vederkvægelse; til en sær aandelig føde, qvæge oc minde imod voris forsvagede hierters skrøbeligheder oc vanminde. Rosenkrands, Undervisn. 41; lad dette dit hellige legome oc blod vorde mig til ny kvæge. sst. 203.Kvæge, go. 1) kalde til live, opfriske; alle bloster, ther vissin ær, igen qweghes. H. Suso. 24.29; du vilt din hellig aand sende, hvilken i første tiidden raa materie qvegte. Hexaem. d 2; siælen er legemets liff, en eniste i det gandske legeme, som er alleeniste qvegende i vexterne. Comenius, Orbis pict. 125 (= l. tantum vegetativa); kvege ilden, adjuvare ignem. Moth. 2) føde, frembringe; nu quæger marcken gantske smuct, nu springer ud huert træ til fruct. Virgil, Bucolica v. P. Jenssøn Roiscilde. c 4 (= l. parturi. Ecl. III v. 56); parturio, quæger. Colding, Etymol. 876; Nucl. latinit. 1162. Smlgn. isl. kveikja samt igenkvæge ovf. og op-, vederkvæge ndf.Kvæge, go. 1) – vederkvæge, lindre; dersom rumpe-beenene med affsødet blifue quægede. FD 161 G; hand skal med spæden urt og flode - vande qvæges. Raun 61; sanct Lauritz [kunde] rygg-vee qvæge. Wiel IX. 367. 2) – være nær ved at føde; faaret qveger. PG 482; ComO* hh 7v. Jf er-, himmelk., livkvægende. Kvægedrik, no. en vederkvægende drik; hun (ɔ: mjød) er en sundheds qvægedrik, som rygvee kan fordrive. Sehested, Fyns Berømmelse. 14. Smlgn. Molb. O. Kvægsjæl, no. livskraft (anima vegetativa). Moth.Kvægelig, to. styrkende. Moth. Smlgn. vederkvægelig ndf.Kvægelig, to.; T 553 36v (ovf. IV. 678 b26).Kvægne, go. 1) = kvæge 1); drager hun (ɔ: hønen) dennom (ɔ: kyllingerne) ind vnder seg oc deler sin naturlig werme med dennom oc quegner dennom saa fast der med som med føde. Tavsen, Post. vinterd. 54v; det kan sore quegne samwittigheden. Kirkeordinans. e 1v; næfner oc Guds aand ud, som qvegned himmel oc jorde. Hexaem. 5; den ædle vindru-saft, den hiertet mat kand qvægne. sst. 221, 14 (qvege. sst.), 75; mand gik til bords at qvægne liv og gane. Bording. II. 35. – lf. komme i kraft, tiltage; da qvegnes vinden fast, sig megen storm tildrager. Hexaem. 69. 2) vederkvæges, styrkes; spiser oss med sitt hellige ord dagligen, att wij qwegne oc worde io sterckere oc sterckere. Tavsen, Post. vinterd. 55; de (ɔ: lammene, der die) qvægner ved den søde taar, de faaer. Ambr. Stub, Digte. 3. udg. 71. Efter Moth: voxe, trives. Smlgn. isl. kvikna samt forkvægne ovf. og vederkvægne ndf. Kvægne, go. 1) – k. sig ɔ: komme til kræfter; Wiel I. 111 (ovf. IV. 343 a29).Kvægnelse, no. at noget voxer. Moth.Kvægning, no. 1) = kvæge; hand (ɔ: solen) bukker offte sig til iordens vaade sokke oc stikker qvegnings krafft i hendis kolde bryst. Kingo, Hosianna. 1v; refectio, vederqvægelse, qvægning. Nucl. latinit. 370. 2) væxt, grøde; foetura, foetus proventus seu ratio, quægning, grøde. Colding, Etymol. 463; Nucl. latinit. 460.Kvægning, no. Jf sjæle-, vederk.Kvægsel, no. styrkelse; hand var den rette krigsmands arm til qvegsel, krafft og størke. Bording. I. 40 a.Kvægsom, to. = kvægelig; den søde søfn for hver en stand er ræt en quegsom glæde. Kingo, Sjungek. I. 70; Jesu navn er quægsom saft. Psalmedigtn. I. 400 a; hvem skal vor banghed med et qvægsomt ord husvale. E. Naur. r 3; udreck din naade-spiir og qvægsom lægevinge. sst. v 1v. Smlgn. sjælekvægsom ndf. Vis mere +