LandfæstLandfæst, no. landtov, fortøjning; hugger mand anckerestreng eller landfest. N. D. Mag. VI. 101. Smlgn. isl. landfestr og fæste 3) ovf. (u. fast).se i sammenhæng Vis mere +
LandfæstLandfæst, to. 1) fast på el. ved land; kommer noget wragh landfæsth eller drywendes for Skaffn (ɔ: Skagen) (1507). Rosenv., Gl. L. V. 296; bliffuer schib landfest ved broe. N. D. Mag. VI. 103. Smlgn. isl. landfastr. 2) landfast, sammenhængende (om land); Nørrejudtlandt er ett hæælt oc landfest landt mett Lanthe Holtzsthen (1533). N. D. Mag. II. 206; mellem denne fiord oc det sønder haff er en ringe landfest platz. Vedel, Saxo. fort. 33 (landfast. sst. 31); den deel aff Ryen, som laa landfest met Lante Pomern. Hvitf. III. 332, I. 4 (landfast. sst. I. 17); continens, landfest. Colding, Etymol. 1305 (landfast. Nucl. latinit. 1864); Norrig, Halland oc Skaane, som der med vaare landfæste. P. Resen. 49. 3) indfødt, fast bosat? se defendat manu duodecima hominum, qui dicuntur landfæste. Geh. Ark. årsb. V. 40 (efter andre hdskr.: langfeste).se i sammenhæng Vis mere +