LjuvLjuv (ljøv, lev), to. kær, behagelig; gører her vm, som i vile gøra nokot thet, oss liwft ær (1393). Molb., Gloss.; vilt thu, at Gud hauer tegh lioff. Hell. Kvinder. 70.10; han ær ey liwff. Romant. Digtn. II. 197 = leff. sst. I. 68; hwo kært wil haffwe, han scal lywfft (el.: lefft) ladhe. P. Lolle. (udg. 1889). nr. 256; P. Syv. I. 101). – han er willich at gøræ, hwat hanom er liøft (1404). N. D. Mag. VI. 254; om i wilæ noghet gøræ, myn herræ konnynghen lyøfft ær (1408). Molb. og Peters. 399; (1419). Hübertz, Aktstk. om århus. I. 8, 9, 4, 5; H. Suso. 31.25 (se ovf. u. hugsvale, no.). – thet ær megh lefft, ath thu est kommed. Romant. Digtn. II. 18; som the ware leweste too. sst. I. 196; cordi est, thz er lefft. Vocab. 1514; D. Skuesp. 72 (se ovf. u. kind 2); Brandt, Sange og Psalmer. 18; P. Eliesen. 7, 89; hues ether er leefft oc keert (1548). D. Mag. VI. 217; (1551). Rosenv., Gl. D. I. 162; som ieg mercker, det er lefft eller leed. Hegelund, Calvmnia. 35; o leuiste frue. De mundo et paupere. 22. Smlgn. isl. ljúfr. Söderwall, Ordb.: liuver; Sch. u. L.: lef.Ljuv, to.; – hurædan ær thin lieff aff lieff. HS 443 (= Højs 59; Vulg: dilectus e dilecto).Levsalig (liv-), to.
1) venlig, villig; att wære kierlig oc welwillig, rwnd oc leefsalig till the thing. P. Eliesen. 461; samme strenghed scall hand dog wnderstwndwm formilde mett leffsalig omgengilse. Er. Roterodam., En chr. furstes undervisn. 4; de vndrede paa de liffsalige ord. Luk. 4.22 (1550, 1647; 1524: hans ourds nade; Chr. Pedersen: naadelige ord); geduldig, liffsalig, tienstactig holde venskab met folck. Jak. Alb. Horsens. m 6.
2) nådefuld, benådet; hil være dig, du liffsalige, Herren er met dig. Luk. 1.28. (1550, 1607: benådede). Smlgn. t. liebseelig.Levsalig, to.
1); – den liffseldig venlighed. PlSv d 2.
3) herlig, yndig; TkA I. 93 (ovf. III. 489 b12); du livsalig morgenrøde. KS 12. – hvor aff livsalig vand til renselse udgaar. Naur p 4. Jf ulivs.Levsalighed, no.
1) venlighed; bode herschaff oc wndersotte haffde seg merckelige forbædrett bode ij dygd oc fromhed, mijschund oc leefsalighed. P. Eliesen. 477; met welwillighz, leffsalighet, spagferdighet haffue the inthz att schaffe. Biskopper(ne)s Gensvar. b 1v-c 1.
2) nåde, lykke; ieg begærer icke framgang och lyffsalighed aff forfengelige ord. P. Laurentsen, Præsteembede. m 3v.Leve (live), go. vise venlighed mod, kæle for, vinde; giørss thet behob, thet myn herres nade haffuer ther en aff synæ godhe men, ther kan lyffue almoen, saa fremth som myn herres nadhe ey wel wære skylth bodhe wedh landh oc wedh by (1492). D. Mag. 3. R. III. 102; der skulde hun verme oc leue det spæde barn. Tidemand, Post. I. 21; en hustru, som tager vel vare paa sine børn, stryger, bader oc leuer dem. sst. I. 61; hun skammer sig icke at stryge, leue oc suøbe det lilde barn. sst. III. 58. Smlgn. Brem. Wb. III. 56: leven samt beleve 2) ovf. Leve, go. Jf forljuve.Ljuvlig (ljøvlig, levelig), to. yndig; hwor fagert oc liøfflict ær thz legeme, i huilket Gudh vildæ giøre syn moders boligh (1497). Tottsske Saml. nr. 553. 157v. – Som bio. kærlig, velvillig; vm nogher biudher sich til at giffue hannom nogh- [et], at han taghe thet lyøfleghæ. (1404). N. D. Mag. VI. 250; hwn taled til hanum saa lewelig. Romant. Digtn. I. 301; hvn tog then riddere liuflige j sin hwide handh. sst. II. 172 (= leweligh. sst. I. 45); Marsilius swareth ther liwflege till. sst. III. 157.19; ieg bar ethir liifligen y min fagn. Grundtv., Folkev. III. 427 a. Smlgn. Sch. u. L.: lefliken.Ljuvlig, to.; med søder sang oc lyuflig snak. MR 2012; – HelvP 1625 a3 (ovf. I. 243 b17); Arøb Ps fort b 2; Helt 22 (ovf. V. 96 b3, 142 b3). – venlig; Mog fort a 7 (ovf. IV. 926 a20). Jf uliflig.Ljuvhed, no. kærlighed, venlighed; mæt megell lywfhet hun hannum vntfik. Romant. Digtn. II. 170 = glede sst. I. 43; thesse fornefnde siælens lefhet eller smektels ... alle thesse siælens liofhet eller smektels ... alle thesse fede oc daghet sjælens liofhet eller glæde. H. Suso. 180.21, 23, 28. Smlgn. Söderwall, Ordb.: liufhet.Liflighed, no. (sv ljuflighet) ynde; Etym 1257 (u. svavitas); eders øyne haffve dragit ald venskab och lijfflighed til sig. Urfé III. 35.