LuLu, no. i nuv. bet.; flocus, lu. Colding, Etymol. 454, 897 (u. pecto), 1398 (u. villus); Nucl. latinit. 445, 1197, 2070.Lu(v)bar, to. uden lu, luslidt; det er saa forslit oc luvbart. 3. Msb. 13.15 (Tavsen, 1550: loubart, jvfr. Varming. § 117. 2); naar mand har opslidt sig oc er bleffven traadoc luu-bar i verden. M. Henrichsen, Ligpr. o. O. Kragh. 149; min kappe lu-bar er saa nær. Bording. I. 80; lubar, slidt, kaldes det uldne tøi eller fløiel, som luen er slidt af. Moth. Vis mere +
LuLu, udråbso. og no.; lallare, dysser i lu, synger lu, lu. Colding, Etymol. 623. Ordet står vel i sammenhæng med nuv. lulle, der også forekommer i æ. Dsk.; jvfr. Chr. Pedersen. I. 126: de lwlle børn til søffnss; Psalmedigtn. I. 253 b: lad mig dig dysse oc lulle; H. H. Skonning, Taxtebog. fort. b 3: at lulle oc quæde sine ælendige børn i søffn med; sammes Kattenes Rettergang. cccc 4: i, som denne helffuedis Dalila haffuer lullit i søffn. – Lulu er ammens sang, når hun vugger barnet. Moth. Vis mere +