LusLus, no. hunk. (∾ isl. lús) i nuv. bet.; mand tør icke sette luss i skindkiortel, hun kommer der vel selff. Pallad., Visitatsb. 129.9; 103.24; naar luus faar hoste, saa revner hun. P. Syv. I. 188. – flt.: om thu wilt smørielsæ gøre at dræpæ løs mæth. Arnemagn. Hdskr. nr. 187. 93.20; tha for orthær lyssen. sst. 93.8; tha dø allæ løssenæ. sst. 93.23. Smlgn. isl. lýss. I Pontopp., Gramm. Dan. 180. uforand.Lus, no. Jf betler-, elefant-, flad-, fæ-, hunde-, kål-, mur-, ståder-, sved-, vatn-, vægge-, ørel.Luseham, no. en ringe klædning; hand tog oc med en staader sæck oc førde sig i en luse ham. Ranch. 287; Moth. Smlgn. Söderwall, Ordb.: hamber 3) samt federham ovf.Luseknækker, no. et skældsord; en bagger kalder oc en skræder luuseknæcker. Lauremberg, Skjæmtedigte. 12; Moth. Lusekone, no. en kone, som sælger gamle klæder. Moth.Lusekrud, no. = luseurt, se d. o.; offuerstrød med luse krud. Tobiæ Komedie. 58; Moth. Smlgn. krud ovf. Lusekræmmer, no. en, der sælger gamle klæder, pjaltekræmmer; klud-kremmer, luse-kremmer, gammel lapperies kremmer. Comenius, Orbis pict. 393.Lusemarked, no. et sted, hvor der sælges gamle klæder; giøræ edt lusæmarcket och kiøffmandzhandel aff messen til ath næræ bughen med. Tavsen. 205. Lusenem, to. tilbøjelig til at få lus. Moth.Lusepligt, no. fk. to planker yderst på forstævnen på begge sider af bugsprydet, hvor skibsfolket lysker sig. Moth. Smlgn. pligt ndf.Luseråd, no. kaldes det, når man pønser på noget og klør sig bag øret. Moth.Lusesjug, to. fuld af lus; pedicularis, lusesiug. Colding, Etymol. 917. Smlgn. sjug ndf.Lusesjuge, no. det, at være fuld af lus; lusesiuge, pedicularis morbus. Colding, Dict. Herlov.; luse-syge. Steph., Nomencl. I. 248; Nucl. latinit. 1249 (u. phthiriasis). Smlgn. sv. lussjuka samt sjuge ndf.Lusesjuge, no.; huor en arm stømper aff luse siuge vaar affdød. Hasenm k 8; FD 230 G.Luseskrog, no. et menneske, som er fuldt af lus. Moth. Luseskurvet, to. skurvet og fuld af lus. Moth.Lusetorg, no. = lusemarked; forum scrutarium, der, som gamle kleder oc andet saadant selgis, lusetorg kallet. H. Smith, Lib. voc. lat. 126; Turson, Vocab. 44 (u. scrutarium); luse torffue. Colding, Etymol. 1127; Steph., Nomencl. I. 62; Nucl. latinit. 1587; et sort offuertoy og en sort kvindetrøje at have kjøbt paa lussetorvet i Kiøbenhaffn (1576). D. Saml. 2. R. VI. 342; velædle er jo saa gemeen som lusetorvets palter. Falster, Sat. 72. Smlgn. torg ndf.Lusetrop, no. en skare lus (som skældsord); luuse trop, jeg skal dig giffve en ret nu oppa din kop. Lauremberg, Skjæmtedigte. 80.Luseurt, no. plantenavn, troldurt (pedicularis palustris); luse vrt, herba pedicularum. H. Smid, Lægeb. VI. 33; lus oc gnedder at fordriffue, tag sebe, suine ister, luseurt. sst. I. 29, 28v, 49v; Kylling, Viridarium. 118; staphisagria, luss vrt. Turson, Vocab. 155; Steph., No- mencl. I. 166; Nucl. latinit. 1230. Smlgn. Jenssen-Tusch. 162 samt lusekrud ovf.Lusevorn, to. fuld af lus. Moth.Luse, go. sanke lus af en. Moth. Smlgn. n. og sv. lusa.Lusig, to. = lusevorn; sette deris trøst til afflad, til en lusig munckekappe. Tidemand, Post. I. 160v; mand maatte mig kalde en lusige trippe. Ranch. 300; Moth. Smlgn. isl. lúsugr.Lyske, go. 1) = luse; lyske mig med fingre lette. Ranch. 186, 191, 193, 209; den anden sad og løskidtt Oluff hører (1579). D. Saml. 2. R. VI. 340; i midler tiid lysskede hand stoelen. Jammersm. 185; den skurvede skal mand lyske sagt. P. Syv. I. 5; sist der jeg ude var, da lysked dig den hoere. Sehested, Pigers Spejl. c 8v; løske pigen i mørke. D. Mag. II. 153 (tvetydigt). 2) rense, forbedre; narren skal lyskes med knipler. P. Syv. I. 60. 3) udpille; ellers fornemmer jeg, hand har løsket en anonymi eller naun-løs ærlig Tyskis skrift. Kingo, Val. Korn. 2 ir. Smlgn. Aasen; lyska; sv. löska.Lusekonge, no. (sv luskung) vanærende tilnavn; mindes mig luse-kongen. DgF III. 3 a, jf sst. 2; – KhS3 III. 501 (ovf. V. 541 a24). Jf FeilbO; Nemn II. 891.Luselagen, no. lagen fuldt af l.; Hasenm k 8 (ovf. IV. 964 b31).Lusepak, no. ringe pak; det luse pack som et klædebon forslidt veed herlig at fornye. Skd 13.Luset, to. fuld af l.; quasi pediculis obsitus, lused. Etym 900; NL 1230. Vis mere +