OldingeOlding(e), (ælding), no. 1) = old(e)fader; wij sckulle the marckæskiell oc grentzer icke offwertrede, som woræ oldinge oc forfedre oss lagt oc skicket haffwe. Biskopp. Gensvar. f 3 (måske i bet. 2)); vdi forældris sted ere alle forældris sysken met alle de, som de ere komne aff fra olding til olding euige. N. Hemmingssøn, Om Ægteskab. 95; omnes qui sunt supra nos quovis gradu, dicuntur maiores (oldinge, eltern oder vorfahren). sammes De connubio. 47; majores, forfædre, oldefædre, oldinge. Steph., Nomencl. I. 293 a. Se også u. oldeforældre. 2) en ved slægt, ejendom, og godt rygte fremhævet mand; sandnemendt eller oldinge schulle ey suerge marcheschiell. Rosenv., Gl. L. IV. 54; gress, the haffuer affslagit emodt gamble breffue, olldingers thoug (1586). sammes Gl. D. IV. 79; (1578). Brasch, Vemmetofte. I. 95; oldinge, som han haffuer ladit opschriffue thill att giøre rett marckskiell (1590). N. D. Mag. I. 170; Secher, Rettertings D. (1595- 1604). 188; finitor, oldinge paa jord at maale. Colding, Etymol. 441; betænkte hand et bursprok sammenkalde, hvor sine oldinger og beste mænd hand bad at give beste raad. Kingo, Chr. V. anhang. c 1. – i det hele om en mand i overordnet stilling; canonicus, cannik, presbyter, olding, abbas, abbed. Steph., Nomencl. I. 17 b (efter sammenhængen tænkes snarere på stillingen end på alderen), jvfr. udtr.: ældste; – oc dertil haffuer ladit tingkalle disse effterscreffne gamle ellinge (1543). Fynske Aktstk. I. 119 (det nærmest frgd. trykt ovf. II. 425 a.18-21); – parochia Nytætenbul habet 2 elting, qvorum unus dabit ... et alius ..., parochia Poppenbul habet unum eltingum, qvi dabit ..., parochia Jordflet habet 3 eltingos, unus dabit ... alius ... (1352). Pontopp., Annales eccl. D. II. 194, 195 (ordet findes sst. også i formen: etting, atting, hvilket vistnok kun er misforståelse, jvfr. årb. f. n. Oldkh. 1872. 294 f. Denne kunde så meget lettere indtræde, som atting (ɔ: otting) terrarum forekommer lige før, oftest er der dog forskæl i relativets køn: qvæ - qvi). Smlgn. årb. f. n. Oldkh. 1872. 290 ff.; isl. öldungr (med uret forkl. = nuv. olding. anf. st. 294, se Egilsson, Lex. poet. og Fritzner) og öldurmaƀr; Lund: aldung.se i sammenhæng Vis mere +