RendeRende, no. (n renna) garnvinde (til væverbrug); en hver vævers rende skal være maalet, hvor mange alne lengde den er i sin conferents (1682) LA 73. Jf garnr.se i sammenhæng Vis mere +
RendeRende, go. (isl. renna, stærk bøjn) toræ røndhæ aff hans øgen. RD III. 1602 (= runde CP V. 10832); 1) løbe; tennd iomffruw reed, denn ungersuennd rannd. DgF IV. 358 b; den første guld-terning, paa tabel-bord rant. sst. IV. 398 b; de red, och de runde. sst. IV. 268 b. – r. buk, se ovf. I. 298 b u. buk 2). 2) ride; en vemptær ridderæ han kom tha ridende, han rendæ fast. RD II. 143; DgF IV. 172 a; VdS 378; kaste sig paa en aff sine heste, oc rende at leyren. Hvf VI. 197; Hvf VIII. 97; (1612). NdM II. 36; rende hand vdi en moratz, huor baade mand oc hest bleff henne. Lysch 404; her S begaff sig til sin hest, oc rende effter kongen. RFII 208. – særlig ride ind på (angrebsvis); sidhen han sin hest om wende, til then hiednæ konning han rendhe, och hogh aff hanum then høgre arm. RD II. 77; rende the sammen, so ath glawenen gynge sønder i stycke. RD III. 273 (= CP V. 2022); – med bio. virk.; R red til kong V oc rende hans paulun omkuld. CP V. 7417 (= RD III. 10812). – holde dystridt, turnering; ridæ oc rendæ meth glafuen oc speer ok stingis. MR 13210; CP V. 20013 (ovf. II. 405 b3), 45228; renne till samme høgtiidt wor kiere daatter till ehre (1548). DM V. 8, 9, 3; Hvf V. 241 (ovf. u. afstikke); hand lod 3 par rende skarp for hannem. WD 503. – med gst.; DgF I. 103 a (ovf. u. dyst); RdM I. 646 (ovf. II. 744 b46); Etym 286 (u. decurro); Steph II. 373; – tw skalt rende spær meth myne ryddere. RD III. 1848-9 (= CP V. 12536) – r. ledig, se ovf. II. 767 b14. – sjældnere køre; i det samme hand rende, falt hand saa hart aff vognen. 2 Makk 97 (Luther: im rennen). 3) (isl renna, sv bøjn) lade løbe, ride; kong Wollemuord render synn ganger paa saannd. DgF III. 191 b (jf v. 30: der rider paa sannd), 455 a; I. 417 a; det dricke, mand met mact vilde rende i halsen paa dig. Tdm I. 109. 4) sætte rendegarnet i en væv; Lysch 92 (ovf. I. 499 a u. fælde 2)). VSO forklarer rendt VdT 31 af dette ord, men det er = rændet (ovf. III. 554 a1). Jf af-, an-, be-, for-, hen-, igennem-, ind-, ned-, op-, tilr.se i sammenhæng Vis mere +
RendeRende, no. hunk. (∾ fsv ränna) i nuv. bet.; then rende laa tha fast høgre, endt hun nu giør (1546). KhS I. 260; – sum then røndh gongher nedher- y then mosæ (1475). Tvd 332; – flt.; wtgydendhe watnkareth j rænnænæ. ÆB 1 Msb 2420. Jf mie-, pipholt-, pisser.se i sammenhæng Vis mere +
RendeRende, no.; met en rænne, som hun nw forfwnnen ær (1465). Stbb 20; – SSR 251 (ovf. I.* 27 b u. begrave); – (1497). KhS4 VI. 40 (ovf. IV. 757 a27); jf FeilbO III. 41 a52 f. – flt. –; WE 159 (ovf. II. 407 a13); (1680). KD VI. 760 (ovf. V. 153 b9). Jf ager-, bi-, blod-, bly-, bonde-, gor-, hoved-, kirke-, milt-, post-, slagåre-, spyt- (IV. 81 a36), tag-, trummel-, vatnr.se i sammenhæng Vis mere +