Ru | Kalkars Ordbog

RuRu, no. de første hår el. dun. M. Jf n ru ɔ: løsuld?

RuRu (rug), to. (mnt ru, ruwe, mht ruch)
1) ujævn, ru; villosus canis, loden, rhu hund. Etym 1398; – bladene ere større oc meere ruge. FD 5 B.
2) rå, ubearbejdet, vild; regna inamœna, ru land. Etym 54, 715 (u. immanis); 1050 (u. rudis); 100 pund rue silcke wfarffuet eller wforarbeydet. TR b 1; 10 par sorte rug skoe oc 6 par cardeuans skoe (1560). KD IV. 568 (jf ruchswart. SchuL III. 518 b; VSO: rusvart); aff huilcken forskreffne rug sølff oc daler hand haffuer brendt oc finerett fint sølff (1561). DM I. 166, 164; en tønde skier tallig, en tønde rue tallig. TR** b 1v (jf dat ruge talch. SchuL III. 518 a20-21).Rubænk, no. (t rauhbank) robank (en stor høvl, særlig til kanten af bræder). M.Ru(g)foder, no. (mnt ruchvoder, ht rauhfutter)
1) halmfoder; huo fattige folck fratager mere end ruchfoder (1611). NdM III. 180; rytterens hest med høe og ruefoder at underholde. Fdg 30/4 1692 § 35.
2) pelsværk; AB II. 94 (ovf. II. 174 b49). Jf foder 1).
3) groft underfoder. M.Rugfoder, no. rughalm; Fdg 15/12 1684 § 2 (ovf. V. 416 b39), mulig kun: halm, jf ovf. III. 620 a30, men rughalm nævnes sst., se ovf. V. 402 a1. Jf ovf. V. 262 b3.Ru(g)hugger, no. (mnt ruchhower) den, der først hugger tømmer til; JH ruehugger (1689). KD III. 709; andre handtwercker oc rughuggerne (1690). GhA II. 287; tømmermand og ruehugger. ChrV S 139. Jf VSO: hugger 1).Ruhår, no. (t rauhaar) hår i armhulen. M.Ruhårig, to. (t rauhaarig) med grove hår; bleff ruhaarig oc laaden paa sit legeme. SkM y 6v.Ruhøns, no. = pur(re)høns, se d. o.Ruklæde, no. klæde med lang lu (inden overskæringen); villosus pannus, ruklæde. Etym 1398; rued k. WernerV. 696.Rukobber, no. urenset kobber; HT5 IV. 424 (ovf. III. 124 b24); hvilke af vore undersaatter, som enten ru-kobber eller gammelt kjedel-kobber have at ville selge (1603). NR IV. 14-15; et skippund rudkobber. TR 26/4 1643.Rue, go. (mnt rugen) afkradse den løse lu (på klæde); stucke klede, eller fin klede, att rue for 16 ß dansche (1624). KD II. 767. Jf n rua.

Rapportér et problem

RuRu, no. Jf røg (III. 650 b49). Jf stenråge.

Rapportér et problem

RugRu(g) (rov), no. hank. (∾ æn rugr, mnt rogge) rug; en ske rug gialtt en en marck, men siden bleff han io dyrer oc dyrer. KhS VII. 364; – skylder eth pundh roff til orligh skyldh (1439). DD 33; (1492). DM V. 215 (ovf. II. 102 a21); effter roug er saad (1539). RdKl I. 102; roug och meel (1646). Progr f Herlufsh 1880 60; – den dandtziger rue, huilcken strax uyll maalis. ChrIV* I. 247; – rug (1516). FA I. 150 (ovf. II. 163 b54); Etym 398, 1130, 1173. – pisse i r., se ovf. III. 482 a17. – sort r. ɔ: et slags ringere rug; siligo, rug, secale, sort rug. Steph I. 148 b; siligo, hviid rug. NL 1666; secale, sort rug, ringe rugkorn. NL 1591; hveden forvandles (vanslecter) til ru oc sort ru. ComD § 129 (= l siliginem seu secale). Jf hvid og sort havre. – Jf kirker. Rug, no. – tyrkisk r. (jf ovf. IV. 487 a45) rettere: boghvede; jf frumentum saracenicum som æ l navn. Nemn II. 1029; tadder. ovf. IV. 291 b21. – Jf bære-, skalle-, sæd(e)-, vinter-, vår-, ætlingsr.Rug, no. (svd rugg) støvregn; med rug oc driffuende taage. LyschG y 1.Rugbrynge, no. knippe rughalm. M. Jf brynge.Rubrød, no. rugbrød; tage rubrød oc stege det vel. SmdLb I. 87; – rug brød. Etym 1173.Rudej, no. dej af rugmel; tac rudeigh oc gør een kakhæ af. AM 187 4510.Ruggård, no. (sv råggärde) et indhegnet jordstykke, i hvilket der er såt rug; ruggaarde, reve-mønder, klapjagtsbøsser due ej meget. PSO II. 83; i ordl.: som indelukkes paa heden, at saae rug udi. Jf gård 2).Rovhøst, no. rughøst, den rug, der er høstet; maa hun med den heele roughøst oc saa haffue bygseden halff (1539). RdKl I. 102.Rugkage, no. rugbrød (sigtebrød?); god spegemad oc god rugkage, det kunde danske kjemper smage. Kpb 128; NL 379 (u. farreum). Jf ovf. II. 465 b7-9. Rovkorn, no. rugkorn; et hwedekorn eller rowkorn. TVd 150v.Ruglev, no. (æn rughleifr) rugbrød; til oosten feed staar ald min lyst, ruglefven hoos. PSB 184. – han har ædt det meste af sin ruglev til prikke ɔ: har ikke mange leveår tilbage. M. Jf lev.Rugmalt, no. malt af rug; halfftredie pundt big malt, en lest rug malt (1536). GhA V t 7.Rovmark, no. rugmark; ingenn mand maa haffue heste wdi thøger y biugmarkenn denn stund mand høster y roug marcken (1598). HT I. 450, 448 (ovf. u. bjugmark). – roumarks vængegaarde skall vere fulldgiort thill wolldermyss. Bendz 109.Rugmjel, no. rugmel; rugh miel. AM 187 6325; – wseldet rugmeel. FD 352 Aa. Jf mjel.Rugsimmel, no. et lille rugbrød; skal skollemesteren her foruden haffue en rugsemel aff leensmandens egen kielder (1568). Dahl, Frederiksborg Skole iii.; skikker mig i byen efter en rugsimle til frokost. Den vægels. A 1, S 5. Jf simle.Rugsimmel, no.; LA 107 (ovf. IV. 14 a11). Rovsæ(d), no. rugsæd; swa at hwer mantz rouw sædh bliffuer vskadh. DC 379; xiiii pnnd roffue-see: i iordhen (1492). DM V. 215; haffue siden halff rougseden (1539). RdKl I. 103. Rugtvebak, no., i nuv. bet., flt. SS; en tønde hvedetveback, en tønde fine rug tveback. TR** a 4v.Rugvång, no. = ruggård; schall alle rugwongs gierder werre fuldlugte (1624). Weber, Saml I. 90; gierde for rugvong skal være lukket inden st. Mortensdag. DL 3-13-42 (= rogwangs gordhe. SSR 272). Jf vång. Rugager, no. (isl rugakr) i nuv. bet.; y thenne rogagher (1562). DM4 V. 254.Rugax, no. (fsv roghax) i nuv. bet.; Etym 1210 (= spica siliginis).Rugdrenge, no. de første skud på r. M. Jf FeilbO.Rugegn, no. egn, hvor der dyrkes r.; paa de steder, som icke er rug egn, skal hand lade sig nøye med biug sæd. Fdg 15/8 1655.Ruggræs, no. grønne rugstrå; ruggressitt er nogitt rancker end huede gress (1601). NkS 351d (4°) m 3v.Rughalm, no. (sv råghalm) i nuv. bet.; se ovf. l18.Rugkavring, no. rugtvebak; et skonroggen, som er rugkavringer (1668). KD V. 752. Jf kavring.Rugland, no. rugmark; (1580). Rsv III. 337 (ovf. III. 247 b42).Rugskrå, no. groft malet r.; af rug skraa 1032 tønder (1700). KD VII. 579. Jf hvedes. (V. 489 a3).Rugtoft, no. rugmark; om kring i J M's roffwe tofft (1532). DVb 186. Rugvangsgærde, no. gærde om en rugmark; (1705). JS VI. 258 (ovf. II. 177 a23). Rugvippe, no. i nuv. bet.; NkS 351d (4°) r 4 (ovf. V. 489 a14).

Rapportér et problem

RuRu, no. (isl hrúga?)
1) dynge; med møg din haffver vel bestrøe, leg paa i store ruer. GH 160.
2) muldvarpeskud. M.
3) forhøjning under ligbåren (ligkisten); thager y nu buortt dy hyffue ruo ochsaa dy ligggebaar. DgF II. 241 a, 114 b (ovf. II. 348 b44); staalt I stander y hyffuelofft, giort offuer hynd hygge ruo. sst. V. 1. 360 a; begengelse for de døde met den rw oc det sorte klede offuer en ledig ligbar, som mand bar røgelse omkring oc stencte viid vand paa. PlSk n 1v; jer faders broder nu paa ru er bleven lagt. Boileau, Sat 97. Jf ro(r). Rue, go.
1) opdynge, lægge i dynge; ey roder skidet svjn i dynge sig at rue. Raun 20 (= l non ore solutos immundi meminere sues iactare maniplos. I. v 400). Jf roge.
2) lægge på ru; naar de hendø, oc siden naar de skulle beklædes oc rues. VdIG b 3v.

Rapportér et problem

RuRu, no. linning, mansket; de bære store oc brede hatte, lange ru. Theses b 1v; som om søndagen haffue lange ru, oc andre dage kortere. sst.; de vilde lade se deres store ru og bonneter (1577). KhS VI. 286; (1593). KhS VII. 32; de ny oc wseduanlige noder, som somme met deris klæder føre, oc daglige optencke, met hine forbondede lange ru, store hengende buge. ArctV c 6; ru, ruer. PG 174. Efter M: rynke, fold? Efter TLund I. 4. 63, 85: pibekraver. Jf MbD; Grønb 96; håndru ovf.Ruforhand, no. håndlinning, mansket; betacker ieg diig och saa gannske giernne for thynne rwe forhanndt, thw ssennde migh (1564). Breve til Herluf Trolle II. 50.

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag