Ryg | Kalkars Ordbog

RygRyg, to. (isl hryggr) sorgfuld, bedrøvet; tha wordæ the rygge. HKv 1315; tok han rygh at wæræ, oc sagde: mit liiff ær rygd til døthen. sst. 143-4 (= Matt 2622, 38; 1524 begge st: bedrøffuet). Jf HH gloss; rylige ndf. Ryggels(e), no. (fsv ryghilse) sorg, bedrøvelse; heluidis stath i huilk ryggæls ær vten glæde. HKv 2421.

Rapportér et problem

RygRyg (røg, rug), no. hank (∾ isl hryggr)
1) i nuv. bet.; HM 168 (ovf. II. 635 b43); – en tønde svinehofder, rygger eller fødder. TR** b 1v. – give r. ovf. II. 43 b27 ff. – kaste r. til ɔ: støtte; taar ingen første diert paa den anden lide, ey kaste til hannem sin ryg eller side. Heg 207; TK 77 (ovf. II. 490 a24). – skyde r. til ɔ: vægre sig ved. M. – slå sin r til ɔ: stole på. M. – kaste bag r. ɔ: ringeagte; ieg veed vel, de lærde skulle det vel laste, deris last vil ieg bag ryggen kaste. Lynds 13v; kom lad mig verden kaste bag ryggen gandske hen. KS 117. Jf 1 Kg 149; Ez 2335 med fl. st., se Gesenius, Thes: גַּו . – til r. (fsv til ryggia; mnt to rugge) tilbage, til intet (i eg. bet. og overført); blive til r. ɔ: ophæves; saadant forbudt affstilless oc tiill riigge bliffuer (1524). NdM V. 27. Jf fsv bliffwa til ryggia. – drage til r. ɔ: d tilbage; A drog till røgge langt fra slotthet. RD III. 5023 (= CP V 354); tha ieg fra hannum tijl ryggæ droo. Rkr c 6. – drive til r. a) slå tilbage; de driffuer dig alt til rygge. DgF I. 355 a; holt en standendis slactning med hannem oc dreff hannem til rygge. Lysch 74. – b) gendrive; i morgen skall ieg driffuæ tin ord till røge. RD III. 14320 (= CP V. 9820); sljg adtkom oc ræt, som ingen kand driffue til rygge. LyschG fort 2v. – falde til r. ɔ: a) bagover, baglængs; till rigge hun fiæll oc nedher loa. RD II. 158. – b) flygte, forsage; thaa falle the til røgge, flyer och mener, Gwd er thennum wgonstig. Disp 73. – gå til r. ɔ: a) gå tilbage; hoo som gaar fran Nazareth tel ryggæ j gen gømmen Galilee land. MR 5615; vy toræ ey ga till riggæ j geen then vey, vy kommæ. MR 1826. – b) gå bort, svige; bedre faa venner og trygge end mange, som gaa til rygge. PSO I. 475. – holde (sig) til r. ɔ: h (sig) tilbage; de actedt at være sig ringe skam at holde sig flux til rygge. LyschG g 1. – kalde til r. ɔ: tilbagekalde; læggæ wi then af oc kallæ them til riggæ. GhA II. 8. – slå til r. ɔ: a) = drive t. r. a); offuerwwndhen oc slaghen till rygge. PE 241; hand bleff førstegang slagen til rygge. Lysch 66. – b) kastes tilbage; Hex 148 (ovf. II. 42 a38). – lade stå til r. ɔ: opgive, lade fare; wi satt' oss fore at ville bygge Guds huss, maatte dog lade staa til rygge for krig. Rch 129. – støde til r. = drive t. r. a); der de nu anden gang brugte deris geualt, oc atter igen bleffue støt til rycke. Hvf VI. 52. Jf tilbage og smsætn.
2) en langstrakt hævning; wester at then røgh (1488). Tvd 1238; (1695). KbH I. 4 (ovf. III. 575 a7, for II. l. I.).
3) (mnt rugge) rygharnisk; skulle ethers suenne føre røg och kreffnett (!) vnder kiortelen (1540). DM V. 7, 8 (ovf. u. bakkenellike), 9. Jf nøder.Ryggearmbyrst, no. (nt ruggearmborst) et slags armbørst; tres balistas, que dicuntur ryggearmbyrsth (1328). KD I. 69. Jf HT5 V. 74-75.Rygbin, no. rygben; i røgh, i rygbyn. KhS VI. 464, jf bien sst.; benlæg. ovf.; Thors 8, 49.Rygbin, no. (sv ryggben); RD II. 118 (ovf. II. 53 a5); – MP 35 (ovf. V. 807 b49); ålbL* 128 (ovf. II. 641 b22). Ryggebunk, no. pukkel; gibbus, bulck paa ryggen, rygge-bunck eller bancke. Etym 517; NL 536.Ryggebænk, no. = ryggebunk; ryggebenck, gibbus. Dict. Rygdække, no. (t rückendecke) dækken; hand legger ogsaa et ryg-decke paa. ComO 247, 248. Jf dække. Rygfo(d)er, no. (mnt ruggevoder) pelsværk af rygskind; (1515). KD III. 26 (ovf. u. bugfoder).Ryggegrad, no. (t rück(en)grat) rygrad; mand smører rygge-graden eller nyre-steden der med. FD 110 H. Måske enestående, jf dog gråd ovf. II. 85 a.Ryggekiste, no. kiste med ryg (til at sidde paa); en stoor røgghe kiisthe oc 8 andre kiisther (1492). DM V. 214-5; beseghledhe røgghe kiister. SmR I. 99; 6 røge kiester oc 4 ørcker (1534). DM4 II. 12; KhS I. 459. Jf rygget.Ryggekode, no. (sv ryggkota) ryghvirvel; SmdL 44 (u. spondilus). Jf kode 2).Rygkræf(t), no. (mnt ruggenkrevet) = ryg 3); røg kreffuer (!) (1538). DM V. 5 (ovf. u. flanke); schulle same ethers suenne føre røg krefft och schytte harnesche mett rør eller knebelspiudt (1543). DM V. 3; TV 85 (u. humerale). Det er ikke altid let at afgøre, om ordene danne smsætn. el. ere sidestillede. Jf kræft.Rygmantel, no. en kappe af rygskind; en godt rig mantell, en godt buge-mantell (1547). MbG u. mantel. Jf mantel.Rygrem, no. rumperem (remmen langs hestens ryg til halen)? postilena, ryg-rem, svandsrem. Steph I. 284 a; M. Ordet er næppe rigtig brugt. Nu er rygrem en rem tværs over ryggen til skaglerne (∾ sv ryggrem). Rygsabel, no. rygskind af sobeler; kiorteler med ryg-sabeler underfoeret. Fdg 13/3 1683. § 1. Jf sabel. Rygskammel, no. bænk med ryg; havde sat en rygskammel op i H kirke. SR II. 339; (1650). DS II. 128 (ovf. II. 873 a16). Jf skammel.Ryggespænd, no. en legemsøvelse; DgF II. 141 a (ovf. II. 146 a24). Mulig den øvelse at sætte ryg mod ryg og holdende armene lagte om den andens, løfte denne. Efter PSV c 6 og M: bæltespænding.Rygsten, no. stor brosten i en gades højderyg (lagte i rad); broliggere skulle alleweigne legge røgsteene mit langs gaderne och gaderne røgge, att wandet kand haffue fald derfraa till begge sider udj rendsteenene. KD II. 754; (1647). sst. III. 278; VI. 728; langs rygsteenene af Kiøbmager Gade. Fdg 2/3 1686. Jf borgemestersten.Rygstol, no. (sv ryggstol) stol med ryg; lange røde rygstoelle (1646). Progr f Herlufsh 1880. 42; femb røgh stolle med røed leder paa røgstøchen (1650). DS II. 128, 203.Rygstryger, no. (t rückenstreicher) krum sabel med enkelt æg; DS III. 223 (ovf. III. 595 b31); rygstrygere med blanke kryds (1604). Blom 308 (jf s 313); Etym 702 (u. machæra); Steph I. 218 b; NL 824; ryg-stryger, tesack, semispatha. ComO 410; alle skulle have gode ryg-stryger eller huggekaarder. Slange 141.Rygstykke, no. (sv ryggstycke, t rück(en)stück)
1) rygsiden af et panser; SmdL 441 (ndf. III. 637 b8).
2) rækværk? pallatzet først opbygt aff fyrretreer med rygstycker runden om (1584). KhS VI. 401.Rygstykke, no.
1); 10 blanke rygstykker (1604). BlomA 342; giffuen for it røgstøck och forstøch aff it gammell harnisch forbrugt till j røgdøer paa skorstienen (1631). årb 1902 30 not 2.
3) ryg på et sæde; røde bencke met rygstøcker (1646). Progr Herlufsh 1880 37; (1650). DS II. 193 (ovf. II. 97 a52), 229; (1706). KD VII. 779 (ovf. V. 46 b49). Rygve, no. (t rück- (en)weh) rygsmærte; SF 14 (ovf. II. 681 a33).Rygværk, no. (n ryggverk) = rygve; han laa tha i ryge wærkæ ... thy han haffde armen myst. RD II. 78; fongir heuilsse vnder maffuen och fongir røguerck. DS III. 226; for ryggverck miødden prijsis. GH 64.Rygås, no. (sv ryggås) bjælke langs rygningen af huset; doma, tag vel rygaass. CPV; TV 49 (ovf. u. brand); tignum fastigii summum percurrens, rygaass (jf errata), maning. Etym 144; solen staaer højt over rygaasen. NyV I. 242; mand bruger det til rygaasen, som er sat til husets grundvold. Altb fort b 3.Rygge, go. (fsv ryggia)
1) flytte; moveo, rygger, rocker, rører noget affsted. Etym 779; Steph II. 902. – du din food fra deris gang skal rygge. SortSk 90.
2) lægge bag over. M.
3) gendrive, ophæve, sætte udaf kraft; (1475). Rsv I. 14 (ovf. II. 745 b14); (1493). DVb 101 (ovf. II. 727 a20); PE 413; der som nogen loffuer Herren eet løffte, da skal han icke rygge sitt ord. 4 Msb 303 (T og flgd overs.); DgF I. 50 b; PV 12034; (1572). RdU II. 697; VdS 227 (ovf. u. bagdrive); denne fundatz er siden rygget oc macteløs giort. HvfB. x 4; (1596). DM II. 299; til Svenske de monne det rygge oc sloge sig fra det forbund hen. LyschT a 4; AA II. 103; Gud kunde icke for sin retferdigheds skyld rygge sin dom. JDV d 11; glemde svogerskab, samt alle pacter rygde. GI 3; DL 1-9-5; det som gjøres mod loven, kand rygges med loven. PSO II. 314; aldrig rygger Gud sit ord. KPs 35.
4) oprippe, på ny føre frem; MH haffver ey therom tiltallitt, førenndt nu HF rigett sagenn igenn (1561). Rsv II. 308.
5) vige tilbage. M. Jf henr.; urygget (-lig). Rygge, go.
1); hun hierte-kipped sig, tilbage ville rygge. SortS 75.
5); saa fremt kudsken icke rygger eller ved siden holder. Fdg 10/1 1685 § 2; SortSk 72 (ovf. V. 724 a2).
6) danne ryg (gøre høj i midten); KD II. 754 (ovf. III. 634 a28). – lægge rygning på; offuerst som it huss met bræder ryggit, ryggen vaar en alen bred. Lyndsay 28. Jf senger., himmelrygt.Rygget, to. med ryg; 1 rygget kyste (1537). DM II. 51; 6 rygged beslagnne kiister (1578). DS2 VI. 185; 10 gamle ryggede trækister (1604). Blom 345; arca camerata, kiiste med trint log. item rygget kiiste. Steph I. 215 a-b. Jf rygkiste.Rygget, to. – havende en ophøjet ryg; Etym 517 (u. gibbus). Jf dyb-, hul-, ko-, krog-, krum-, kryk-, kugle-, skrin-, skruk-, sveg-, trindr.Rygling, no. lille tag; fra hver af disse gavle gik tagrygge – »ryglinger« – tilbage hen imod høikirkens mur. Helms, Ribe Domk 159.

Rapportér et problem

RygRyg, no. (t ruch) lugt; det er den søde ryg, som udi næsen far. Skd 41.Ryge, go. (isl reykja)
1) i nuv. bet.; hans hastigheth skal ryghe amoth theth mænniske. 5 Msb 2920 (ÆB og flgd. overs.; Vulg: fumet); disse tho rygende oc vdslycte brande. Jes 74 (1550, 1647); alt det, som kand brende oc ryge. Heg 158 (mulig i bet. 2)); fumo, rygger. Etym 493 (ryger. Dict; NL 498); røger. Steph II. 637.
2) (fsv riuka) give lugt; puluer, ther vel rygher. HS 10316; – at sige en noget, at det ryger ad ham ɔ: overskælde. M. – ret vdstryge, saa det skulle at dem lucte oc ryge. Heg 211.
3) (nt ruken) lugte, modtage lugt; der jeg kunde ryge lunten. (1692). DS VI. 68. Jf ovf. II. 849 a27 f.Ryge, go.
1); – din stegers monne lidet røge. BruunV 50.
2) – r. ad ɔ: volde skam; Lutherum hudstryger, hans ryct ad hans disciple ryger. Heg 231.
2) – r. i næsen ɔ: stinke, være ukær; putidus, stinckende, som ryger i næsen. Etym 1017; – det gamle kastes bort som det, der vilde ryge os udi næsen. SortH b 2. Jf velrygende, underrygen.Rygbusk, no. vellugtende blomsterkost; om du end oc vilt drage krantze aff blomster grøn, ja oc rygbuske mage. Psd I. 239 b. Jf busk 2).Rygeværk, no. vellugtende sager, parfume; den, dette rygeværck først hafver ført paa ban. Skd 41.Rygekar, no. røgelsekar; Wiel XII. 539 (ovf. V. 174 a28).

Rapportér et problem

RygRyg, no.
1) – til s 633 a12; Etym 1413 (u. tergiversor); da hunnen skiuder ryg og holder sig fra dette. TkH 87; – saa længe skydes ryg, saa længe mand forhaler. AB II. 145. – til s 633 a13; hues de deris ryg til Tydsk ville slaa, fuld ilde vil det i Danmark gaa. Suhm* IV. 2. 39. – slå r. sammen ɔ: støtte hver andre; Hvf III. 303 (ovf. II. 238 b52). – slænge bag r. = kaste b. r.; som ret og billighed bag ryggen trodsig slenger. DV VIII. 609. – have i r. ɔ: kunne stole på; VdS 431 (ovf. I. 728 a54). – på r. ɔ: i fraværelse af; Etym 1128 (ovf. II. 95 b45). – være til r. ɔ: v. tilbage; der var end da noged høyere, større oc kosteligere til rygge derunder. ArøbO 22.
4) rygfold (på sammenlagt tøj), æg? (1540). Rsv* IV. 206 (ovf. IV. 573 b26). Jf GrimmW: rücken II. 3 c). – Jf djure-, grav-, hare-, hul-, knivs-, kobber-, lamme-, sviner.Rygbåren, to. båren på r.; hand (ɔ: hesten) søger efter sin ryg-baaren ridders krop. SortS 65.Rygfinne, no. (sv ryggfend) i nuv. bet.; har en plet ved hver side af ryg-finderne. DSt 1909 58. Ryghår, no. hår på r.; dit ulden-tøy [er] paa dyvr og deres ryghaar funden. Naur p 1. Rygled, no. ryghvirvel; vertebræ, ryglæder. Etym 1417; NL 2031. Jf ovf. II. 763 b44, 50 f.Rygmarg, no. (sv ryggmerg) rygmarv; fordriffver nyrenis pine oc rygmargens. WD II. 282. Jf marg. Rygrad, no. (sv ryggrad) i nuv. bet.; Wiel VI. 172 (ovf. V. 282 b18).Ryggestuffe, go. hudflette; du gnave maa mig om og vældig rygge-stuffe. Wiel XII. 562 (rimord: nakkepuffe). Jf stube.Rygstøtte, no. rygstød; DV IV. 301 (ovf. V. 499 b53).Rygvis, bio. (t rückweis) baglængs (bagud); hand ryg-viis figted' brav foruden mood. Wiel XII. 533. Jf ovf. V. 242 b24.Ryggelig, se ur.

Rapportér et problem

Ordnet

Alle ordbøger

Moderne dansk (1950-)

Nyere dansk (1700-1950)

Ældre dansk (1100-1700)

Klassiske sprog

I andre ordbøger

I andre opslag