SædeligSædelig, to. (mnt sedelik) sædvanlig; skal borgemester kungøre thet under sedeligh brøthe (1452). Rsv* V. 308.se i sammenhæng Vis mere +
SædeligSædelig, to. – som bio. 2); hand saa sædelig dem sagde, hvad ret og christeligt var (1702). DSt 1909 39. Vis mere +
SædeligSædelig, to. 2) i nuv. bet.; thu all sædeligste, tw all renistæ. T 553 142; Etym 779 (u. moratus). Jf ovf. IV. 263 b14.se i sammenhæng Vis mere +
SædeligSædelig, to. mådeholden, rolig; som hand altererte sig, saa bleff ieg sædeligere oc med sactmodighed spurte. Jm 196. 2) mådeholden, mindre; somme synder ere sædelige ... the schule oc saa sædelige oc met tiiden nederleggis, om thet kand skee wden stortt bwlder, ellers er thet bædre at offuersee mett thenom. Er U b 2 (= l paulatim ac per occasionem irrepserunt, ea paulatim ac per occasionem tollenda sunt. udg 1533 f 1). I MbG forkl: sædvanlig, næppe rigtigt. – Som bio. 1) langsomt; Heg 167 (ovf. I. 766 a9); lader hente eders store tællekniff, der met kand i skære smuck sædelig. KP y 8; pedetentim, sædeligen, foed for foed. Etym 917; KS 41; hun vadde sædelig i purpurskyer ned. KC* b 2; der kommer kørendis min gode gamle præst, o see, hvor sædelig. SortS 82; vognen sædelig paa lutter roser kiører. Helt 53. 2) mådeholdent, lempelig, se to. 2). Egenlig samme o. som det ovf. III. 712 a15 anf.; bet. genfindes i T, jf GrimmW: sittlich 5).se i sammenhæng Vis mere +